- I Polen har de sådan nogle gode motorveje, sagde min kære moster, da jeg snakkede med hende i telefonen et par dage før vores ferie.
Hvor hun lige havde den oplysning fra, ved jeg ikke. Og jeg havde hende nok lidt mistænkt for bare at synes, hun skulle bidrage positivt til samtalen.
I hvert fald havde hun på ingen måde ret.
Så snart vi krydsede grænsen fra Tyskland til Polen, blev motorvejen markant dårligere. Mange steder var der hastighedsbegrænsning på helt ned til 60 km/t, hvilket slet ikke var noget problem at overholde, hvis bilen ikke skulle rasle fra hinanden, og Gemalen ikke få hvide fingre af at klamre sig til rattet.
Pludselig var motorvejen spærret, og vi blev ledt af uden nogen form for forklaring - eller skiltning. Og så lå vi der i halen på alle de andre og kørte længere og længere væk. I lang tid lå vi bag en lille kassevogn, men på et tidspunkt drejede den fra, og et øjeblik efter opstod der kø. Gemalen tog en rask beslutning, vendte bilen og kørte tilbage og drejede af efter kassevognen. Vi anede ikke, om chaufføren bare var på vej hjem til kaffe et par huse væk, men Gemalen satsede på, at han - chaufføren altså - kendte en smutvej.
Kassevognen var selvfølgelig for længst forsvundet, så vi satte vores lid til Ruth, og det varede heller ikke længe, før hun fik os vel tilbage på rette spor. Hvor alle de andre afledte trafikkanter var kørt hen, anede vi ikke, men vi undrede os en del.
Efterhånden blev vejene bedre, og vi kom op på en nogenlunde normal marchhastighed, og hen på eftermiddagen nåede vi helt ned i bunden af Polen. Tatrabjergene dukkede op og udløste en række ih og åh af begejstring.
Den præcise adresse blev tastet ind. Sådan da. For da vi ville ned på gade-niveau i den lille flække Nowe Bystre tæt på Zakopane, gav Ruth op. Så vi kørte bare mod Nowe Bystre og håbede det bedste. Vi var nu nået helt ud på landet. Vejene blev mindst en halv vognbane for smalle, og oversigtsforholdene umulige, og jeg indså straks, at mit kørekort umuligt kunne være gyldigt i det område. Noget jeg stædigt holdt fast i under hele ferien.
Vores Willa Juna så vi ikke noget til, og da vi på vej op ad en lang bakke så en bebyggelse, der så bare en lille smule turist-agtig ud, blev jeg sat af for at spørge om vej. En meget venlig mand var netop ved at køre og tilbød at vise os vej. Og vi fandt vores destination. Cirka 200 meter længere oppe ad vejen ...
Og resten af dette indlæg er så specielt tilegnet Ellen, som tilbage i maj var noget skeptisk ved vores valg af feriemål:
Her blev vi venligt modtaget og fik vist vores værelse. Det var bittelille, men det så vi slet ikke, for vi gik direkte ud på altanen og stod så der med tabt underkæbe. Vi tror nok, vi boede i cirka 1000 meters højde, og udsigten var storslået. Først en mindre knold og så de store bjerge i baggrunden. Bedre kunne det næsten ikke blive.
En mindre rundtur og en hurtig udpakning senere var det spisetid.
Vi var 'kommet til' at bestille halvpension og var bestemt ikke sikre på, at det var en god ide, men havde besluttet at tage det som en oplevelse.
Det var det. Både en god ide og en oplevelse.
Tre retter hver dag. Bestående af en suppe-ting, en hovedret og en kage. Næppe til mange Michelin-stjerner, men lækkert og hjemmelavet og i rigelige mængder.
Hver dag var menuen skrevet på en lille tavle. Vi lærte aldrig at gennemskue ret meget, og at der somme tider var en engelsk oversættelse, gjorde os ikke meget klogere. Allernederst stod der 'kompott', og vi tænkte, at det hørte nok til kagen, og vi var derfor lidt overraskede over, at den der kompot aldrig dukkede op. Indtil Donnaen regnede ud, at der selvfølgelig var tale om den saftevand*, vi hver dag fik i en ny variant.
Morgenmaden var et kapitel for sig. Vi kunne bestille pandekager eller skrammel-æg (Donnaens udtryk) med mere, hvis vi ville og så var der ellers - foruden cornflakes og choko-pops - et kæmpe udvalg af pålæg. Normalt er jeg ikke meget for kødpålæg om morgenen, men underlige ting sker, når jeg er på ferie, og så glider både pølse og skinke ned uden besvær. Plus noget fiskemousse/-paté - ørred måske?
Te og kaffe måtte vi gerne selv gå ned og lave, og der stod næsten altid juice eller saft i køleskabet, så forplejningen var det svært at brokke sig over.
Brokke mig en lille smule kom jeg til gengæld vist til, over nogle genbo-hunde, der gøede om natten. Og hvis vi ikke havde både set og hørt dem om dagen sidenhen, ville jeg have troet, at vores vært var gået direkte over og havde kvalt dem. For vi hørte dem ikke mere om natten. Måske sov vi bare som sten, måske var de virkelig blevet lukket ind for vores skyld?
Her boede vi godt og rart i seks dage for næsten ingen penge. Og oplevede en masse. Ikke altid lige det, jeg havde drømt om. Men så en masse andre ting.
 |
| Vores udsigt. Som hele tiden skiftede, men aldrig kunne ydes retfærdighed med et mobilkamera. |
* Jeg har prøvet at sætte kompott ind i google-translate. Det virker overhovedet ikke, men jeg tror nu, at Donnaen havde ret alligevel.
12 kommentarer:
Jeg har aldrig været i Polen, men jeg har set polske biler her i landet, og nu forstår jeg det ramponerede udseende mange af dem ha.. De er rystet i stykker på deres motorveje.. :-)
Spurgte lige min kloge kæreste, der har rejst en del i østeuropa og hun grinede og viftede med armene.. det er kompot... syltede frugter - henkogte eller sådan noget.. og fandt den her side til dig: http://en.wikipedia.org/wiki/Kompot
Med lidt kreativ frihed kan man måske mene at din datter har ret... men den er altså ikke helt i plet.
De polske motorveje vil jeg - tror jeg - nøjes med at læse om.. dem gider vi ikke rigtigt afprøve i en til formålet uegnet bil...
Inge: Nemlig. Hvilket også kan forklare brug af gaffatape hist og her ;-)
Overlever: Nå - øv, kompott er kompot. Mærkeligt, for selv om det altså stod på menuen, så vi aldrig noget til det. Nej, lad være med det. De tjekkiske er slemme nok ...
En god oplevelse med mad og udsigt og vejene måtte I så leve med ;-)
Det lyder til at være en rigtig dejlig tur i Polen, bare bjergene alene kan næsten kompensere for de dårlige veje. Jeg elsker bjerge, og får altid lyst til at bestige hvert eneste af dem.
Maden: Bortset fra at I ikke fandt ud af hvad kompott var, så må det være dejligt med hjemmelavet mad hver dag. Normalt bruger jeg ikke halvpension, men af og til kan det være rigtig rart ikke at skulle tage stilling til, hvor man skal spise i dag.
Jeg bukker og takker for tilegnelsen - det er ikke noget, der sker så tit for mig :-)
Og en af fordommene fik du heldigvis ødelagt; nemlig den med gæstfriheden. Det glæder mig meget på jeres vegne, at I havde så god en oplevelse på det punkt.
Men hvor moster dog har fået fra, at motorvejene skulle være gode, må stå hen i det uvisse.
I bekræftede så også, at Polen er smukt. Det er det, og det kan ingen tage fra dem.
Læser man med ovre hos Farmer, får Polen mange gode ord med på vejen, og selvfølgelig er der sket noget på små tyve år.
Men et gensyn står altså stadig ikke øverst på min ønskeliste ;-)
Lene: Vejene var jævnt hen forfærdelige. Til gengæld var både mad og udsigt i top, og det opvejede (og mere til) så absolut de dårlige veje :-)
Stegemüller: Bjerge er fantastiske. Måske i ekstra høj grad for sådan nogle fladlandsdanskere som os. Hi hi, det er nemlig rigtigt; en gang i mellem er det så skønt bare at slå hjernen fra og lade sig servere for :-)
Ellen: He he, jeg syntes, den var helt på sin plads her ;-) Ja heldigvis, for du havde da gjort mig lidt nervøs på forhånd. Jeg burde nok læse lidt mere hos Farmer, men jeg tror, at det landbrug, vi oplevede, ligger milevidt fra hans oplevelser. Han ville ryste på sit stakkels Farmer-hoved over, hvad vi oplevede. Mere om det in another afsnit. Næh, der skal somme tider meget til at rette op på bare én dårlig oplevelse.
skøn rejsebeskrivelse , jeg skal love for i får sat " Ruth " på overarbejde ;-)
Hvor er du altså et sødt og rart menneske! At du slet ikke spurgte moster, hvor hun havde den information med motorvejene fra ☺.
Nej, jeg ville nok heller ikke have spurgt, men bare tænkt som du gjorde.
Nu er mit kendskab til østlande ikke pokkers stort (grundet min militære fortid), men Polen har jeg da besøgt. Det vil sige besøgt og besøgt, det er nok et stort ord. Vi var 4 kvindemennesker af forskellig nationalitet, der et par gange blev beordrede til at tage til Warszawa, til vort arbejdssteds polske hovedkvarter, for at forberede overførsel af div. funktioner til Holland. Ud over spadsereturen fra hotel til arbejdssted, så så jeg ikke det fjerneste af byen. Ved sidste besøg købte jeg 2 køleskabs magneter af en eller anden kirke, for ligesom af bevise, at jeg altså havde været i Warszawa (det samme gælder i øvrigt Budapest) ☺.
Sikke da en udsigt, hold da op hvor er der flot. Selv om Polen måske heller ikke ville stå øverst på listen over feriesteder (nok mest pga. fortiden) for mig, så er det bare så rart at få nogle gode input fra andre og gad vide, måske en dag....
Jonna: Tak :-) Ja, Ruth får sandelig lov at arbejde for sagen!
Annette: De der rejser til udlandet, hvor man kun ser hotellet og arbejdsstedet er altså lidt triste. Jeg kan godt forstå, at du købte køleskabsmagneter for at overbevise dig selv og andre om, at altså havde været afsted. Der er mange meget smukke steder i Polen. Måske kan du overtale dig selv til selv at se dem en dag :-)
Smart at følge efter en af de "lokale". Dejligt at blive positivt overrasket med hotel og udsigt. ;-D
Rejen: Det viste sig heldigvis at være smart. Men vi kunne jo lige så godt være endt på Lars Polaks mark et sted langt ude. Det var virkelig et super dejligt sted, vi der havde fundet :-D
Send en kommentar