Donnaen og dinoerne

Gemalen er ikke meget for museer, og Donnaen har uheldigvis arvet hans skepsis. Ikke desto mindre ville hun gerne på dino-museum i New York, og moderen skyndte sig at sige 'ja, selvfølgelig', finde et kort og lægge en plan.

Dino-museet ligger halvvejs oppe på vestsiden af Central Park, kaldes af de fleste for American Museum of Natural History og indeholder meget, meget mere end dinosaur-skeletter. Men det var dem, Donnaen ville se.

Der var for langt at gå, så efter morgenmad gik vi ud for at finde den rette subway-station. Ikke den nærmeste lige ved siden af vores morgenmads-Starbucks, og heller ikke den næste eller den næste, vidste jeg godt. Men så skulle den til gengæld gerne dukke op. Det gjorde den bare ikke, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg måtte have overset den. Og ganske rigtigt. Til højre rundt om et hjørne og nærmest som et hul i muren lå den rigtige station og gemte sig.

Så var det ned og finde ud af at købe metro-cards. Hvilket også var ganske nemt, da det gik op for mig, at automaten med zip-code faktisk mente zip-code (altså postnummer) og ikke min pin-kode. Og så var det ellers bare at hoppe på toget, holde godt fast og holde godt øje og så hoppe af igen.

Vel inde på museet gik det op for Donnaen, at det er der, filmen Nat på Museet foregår. Så blev det hele endnu sjovere,og før end jeg fik set mig om, var vi godt i gang med at se på afrikanske dyr, alverdens fugle og folkeslag. Imponerende er vist det ord, der bedst dækker udstillingerne.

Donnaen tonsede afsted, men blev dog alligevel træt på et tidspunkt og meddelte, at nu ville hun godt se det, vi var kommet for, nemlig dinosaurerne. Op på fjerde sal, og hvis de foregående udstillinger havde været imponerende, så var dino-udstillingerne det endnu mere. Alene størrelsen og proportionerne får en til at gyse. Hvor er de altså bare STORE. Eller var. Når man står ved siden af sådan et dino-skelet og føler sig lillebitte, er det meget rart at vide, at de forlængst er uddøde.

Vi så også en masse andre skeletter af forhistoriske dyr; kæmpe-skildpadder, sabeltigre og mange andre. Min favorit var mammutten. Kæmpestor og med gigantiske stødtænder fik den de udstoppede afrikanske elefanter et par etager nede til at ligne legetøjsdyr.

Så gad vi ikke mere og forlod museet vel vidende, at vi kun havde set en brøkdel, og at der givetvis var indtil flere spændende specialudstillinger (hvaler, universet, you name it), som vi altså ikke fik set. Bare ærgerligt, men man kan ikke det hele.

Ud i solen og over i Central Park, hvor der skulle slås flere fluer med et enkelt smæk. Der sker altid et eller andet spændende i den store park, der i sig selv er absolut seværdig, og desuden ville Donnaen gerne se et par Sex and the City locations.

Himlen var i mellemtiden skiftet fra blå til diset. Måske var det derfor, at Fruens retningssans pludselig lod lidt tilbage at ønske, og parken viste sig noget mere indviklet at finde rundt i end forventet. The Ladies Pavillion, som var det primære mål, gemte sig godt. Men mens vi traskede rundt, var der heldigvis så meget andet spændende at opleve. Blandt andet en skildpadde på udflugt, beredent politi og professionelle hundeluftere med 5-8 hunde i snor. 

Vi så også en lille hund i rullestol. Det vil sige, hunden gik på forbenene, mens bagkroppen sad/lå i en lille specialbygget rullestol. Om det var et godt hundeliv, kan man nok diskutere, men det var i hvert fald noget, der kunne få et par midtjyder til at kigge en ekstra gang.

På et tidspunkt kom vi forbi en gruppe unge fyre, der var i gang med at tromme folk sammen til deres show. Det måtte vi lige se nærmere på. Langt størstedelen af tiden brugte de dog på at varme op med taktfaste råb og klap og ind i mellem en masse flotte springserier. Frivillige blev shanghajet og stillet op midt på pladsen, men før den store finale kunne alle tilskuerne dog få lov at give en skilling. Fair nok, ville man ikke betale, kunne man jo bare gå. Finalenummeret var en salto hen over de fem frivillige. Bare sådan! Uden andre hjælpemidler end asfalt, sko og rå springkraft. Hvordan gør man lige det?

Da vi havde samlet vores underkæber op, tog vi os sammen, spurgte om vej til the Ladies Pavillion, der (selvfølgelig) lå lige i nærheden, men dog ganske godt gemt. Før Donnaen kunne indtage pavillionen og sætte sig, hvor Carrie og Miranda (Sex and the City) havde siddet, måtte vi dog først have overstået et brudepars photo shoot i de romantiske omgivelser. Så blev det endelig Donnaens tur. Hun satte sig, åndede dybt ind, blev taget billeder af, sukkede og var klar til at finde den korteste rute til Fifth Avenue.

Gadegøgl  i Central Park.