På utallige opfordringer - som i 1-2-mange - og derfor også behæftet med nogen præstationsangst kommer her historien om den gyldne skruestik:
**
Verdensfirmaet er ikke nogen decideret håndværkervirksomhed. Men mænd er mænd,og hvilken mand elsker ikke godt værktøj? Godt grej i det hele taget? Nogen var derfor også svært begejstrede over at få lov at bestille en palleløfter til det nye lager. Selv en sækkevogn var det lidt fedt at få ...
De nye lokaler var delvist møblerede, og det skulle bare besluttes, hvor mange møbler, Verdensfirmaet var interesseret i at overtage. På lageret/værkstedet stod et arbejdsbord med et skruestik boltet fast. (Måske er det en skruestik, måske en skruetvinge. Døm selv ud fra billedet). Sådan et dejligt arbejdsbord måtte man selvfølgelig have med.
Og det fik man, men på overtagelsesdagen måtte det konstateres, at det ikke var nok at tænke, at skruestikken selvfølgelig skulle følge med bordet. Den skulle nok have stået helt specifikt på listen over inventar til overtagelse. I hvert fald var skruestikken pillet af og fjernet, og nogen mumlede en hel del i skægget over udlejers tilgang til tingene.
Da der så opstod uenighed over noget malerarbejde, greb nogen (en anden 'nogen') telefonen for at brokke sig. Hans argumenter holdt dog ikke længe, og han var hurtigt ret meget på hælene i diskussionen. For ikke at lægge sig helt ned, greb han til sit sidste es:
- Så vil jeg også have skruestikken tilbage.
Det fik han. Og tidligt næste morgen stod der pludselig en ung - irriterende stedkendt - mand ude på lageret, som, adspurgt hvad mon han foretog sig på VORES lager, forklarede, at han da lige skulle sætte skruestikken op igen.
Da det dæmrede, at nogen i bedste 'Hvad fatter gør er altid det rigtige'-stil havde byttet sig til et brugt skruestik mod at betale en pænt stor malerregning, blev der først helt stille. Og så blev der skraldgrinet.
- Hold da kæft, udbrød den ene.
- Det er godt nok den dyreste skruestik i byen, sagde en anden.
- Man skulle tro, den var af guld, supplerede en tredie.
Og så udviklede det sig derfra. Telefonen blev grebet, og yngstemand fik at vide, at han ud over fredags-rundstykker også skulle sørge for at købe en guldspray med på arbejde.
- En guldspray? lød det vantro.
Efterhånden var alle, bortset fra føromtalte handels-talent, der var ude af huset, involveret i projektet. Skruestikken blev rengjort, demonteret, båret udenfor og spraymalet. Den fik lov at stå og tørre i solen, mens rundstykkerne blev indtaget, og derefter skruet fast igen og beundret.
- Den er dælme blevet flot, lød det anerkendende.
- Hvad tror I han (føromtalte ht, red.) siger? blev der spurgt.
- Ikke noget. Han indrømmer aldrig sine fejl.
- Og hvis han gør, så spraymaler jeg sgu mig selv, sagde den ene chef.
Det var sjovt i fredags. Vældig sjovt endda. Men da føromtalte ht lige præcis har valgt at arbejde hjemme i disse dage, ved vi stadig ikke, om han vil kommentere den forgyldte skruestik (og vi dermed også får en forgyldt chef).
Men historien har allerede bundfældet sig, og når snakken ved frokostbordet går om projekter og udgifter, der suser derudaf, lyder det pludselig:
- Så må du jo tage guldsprayen med. Så går det nok.
**
Snip snap snude.
12 kommentarer:
Det er sgudda en sjov historie.. den kunne vi sagtens have brugt i fredags.. men er glad for at vi så fik den i dag.
Der er sådan noget lidt barnligt over den der måde.. "så vil vi altså ha vores(!!) skruetvinge igen"... men små sejre tæller osse - selvom de er dyre..
Han kommer sandsynligvis ikke ind på førstepladsen for årets handelstalent 2013 :-D
Tak for en herlig historie, som ikke er helt slut, før vi har fået reaktionen fra herren, der var årsagen til forgyldningen. Vel?
Det lyder lidt betænkeligt, at han pludselig skulle arbejde så meget hjemmefra ;-)
Herlig og så vakker en skruestikke/tvinge har jeg aldri sett.
Får vi et bilde av den spraymalede herre om det blir så at han skal males.
Men med gullspray ordner det meste seg, vil jeg tro :)
Mormorklem :)
Åh hvor jeg dog håber at han kommenterer det gyldne skruestik :-) så jeg glæder mig også til næste del af historien.
Jeg synes den slags understregninger er sjove.. I har fået jer et mundheld i verdensfirmaet., :-) og I glemmer aldrig den flytning..
Overlever: Tak :-) Enormt barnligt. Man kan altså også købe sig for dyrt til temmeligt små sejre ...
Ellen: Næh, det gør han nok ikke. Selv tak, og jo, den er slut, for han siger garanteret ikke noget, tror jeg. Lidt betænkeligt, ja ;-)
Mormor: Næh vel? Den er virkelig blevet helt speciel ;-) Ja, selvfølgelig - tror jeg. Man kan nå langt med guldspray. Klem tilbage :-)
Lene: Det kunne jo være sjovt :-) men jeg er bange for, at vi alle venter forgæves.
Inge: Ja, fint nyt mundheld,og flytningen går over i historien :-)
haha, spændende om vi kommer til at se en guldsprayet mand. :-D
Rejen: Ja, det er spændende, men jeg tror det ikke :-)
Godt, at vi fik historien om den gyldne skruetvinge. Hvilket firma vil ikke gerne eje sådan én ☺.
Glæder mig til at læse følgende afsnit.....
Selv om det overhovedet slet ikke har noget med ovenstående eller dit indlæg at gøre, så fik dit indlæg mig til at tænke på, at forfatteren Bjarne Nielsen Brovst har skrevet en bog med titlen: "Det juvelbesatte lokumsbræt"..... ☺ ☺ ☺.
Hvor blev den fin. Jeg glæder mig til at høre mere..
Annette: Nej, hvem ville ikke gerne eje sådan en fin skruetvinge? Måske en bog for Verdensfirmaet ;-)
Susanne: Den blev meget fin. Men jeg er altså overbevist om, at der ikke er flere kapitler i den historie :-)
Send en kommentar