torsdag den 2. maj 2013

Jeg holder af hverdagen - måske


Bum! Så blev det almindelig hverdag igen.

Dobbelt op, da både konfirmation og lærer-lockout pludselig er overståede kapitler.

Heldigvis virker det som om, lærerne i lige så høj grad som ungerne er ramt af en efter-sommerferie-lavt-gear-følelse, som lige kræver nogle dages roligt tilløb, før alle er tilbage i vanligt tempo med krav til lektier, opgaver og - ikke mindst - åndeligt nærvær ...

Og heldigvis er der forskellige post-konfirmations-opgaver, som Donnaen og moderen skal have løst i samarbejde. Der er nogle gaver, der skal byttes. Og nogle takkekort, der skal produceres - og skrives. Plus lidt andre småting. Og på den måde kan vi holde liv i konfirmationsrusen et øjeblik endnu.

Men ellers er det i høj grad blevet hverdag. 

Jeg er - på den hårde måde - blevet mindet om, at jeg har et hus, en husholdning og en have. Alt sammen noget, jeg behændigt valgte at ignorere de sidste dage før konfirmationen. Huset er stadig præget af manglende rengørings-indsats, men der er da kommet mad i køleskabet, og vi har både rent, tørt og nystrøget tøj at tage på.

Haven er et kapitel for sig. Lige pludselig ser græsplænen ud som om, den skulle have været slået for fjorten dage siden. Det skulle den så ikke, for da var den stadig gråbrun og trist. Men det er næsten ikke til at tro nu, hvor græsset på én gang ser dejligt grønt og kedeligt langt ud.

Og så er der lige tulipanerne. De blev troligt - ahem - 'gødet' hver morgen. Bortset fra lørdag, hvor det lige smuttede. Så søndag morgen var de væk. Hvidrumperne havde været der og mæsket sig i fine, sprøde og lækre tulipanknopper. Bæster! En enkelt stilk med knop lå tilbage og er kommet ind i vase. Hvis jeg er heldig, springer den ud om et par dage, så jeg kan se, hvordan den ser ud. Det er nemlig løg, som jeg dumdristigt satte i efteråret.

Sådan er der så meget.

Jeg holder af hverdagen. 

Måske. 





17 kommentarer:

Maria at inredningsvis sagde ...

Vilken skön blogg du har:) Undrar om du har bloglovin att följa med?

Om du gillar inredning och mode, kan du kolla in min blogg:)

Ha en härlig dag

LOVE Maria från inredningsvis.se
(sverige)

Rejen sagde ...

Hverdagen kan være ganske rar, og det er jo dem der er flest af. Sikke nogle frække bæster, du må have "gødning" på lager til næste år så de lader tulipanerne være i fred. :-D

Fruen i Midten sagde ...

Maria: Hej, velkommen forbi og tak :-) Nej desværre, bloglovin er endnu kun under overvejelse. Jeg må se at få kigget lidt nærmere på det. Snart.

Reje: Ja, når man lige kommer tilbage i 'hak', så er hverdagene gode nok :-) De er bare SÅ frække. Til næste år vil der både blive gødet og spredt menneskehår (som nogen siger er en god, afskrækkende ide)!

Madame sagde ...

Jeg læste hos Mona, at hun bruger julens lametta til at holde rådyrene væk - og hjortetaksolie. Måske værd at prøve, hvis du har flere planter tilbage ;-)

Gitte Luna sagde ...

Så kom den sidste lille tulipan ind i en vase med gammel *gødning* og det hele ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Lametta nægter jeg altså at hænge op, så hellere undvære tulipaner, men hjortetaksolie er bestemt et forsøg værd. Tak :-) Ja, jeg har faktisk planter tilbage - bare ingen knopper ... Og hvis løgene skal have en chance, skal de stadig passes på.

Gitte: Det er vist lige her, at det er på sin plads at pointere, at der bliver 'gødet' UDEN om tulipanerne og ikke på ;-)

Inge sagde ...

Den gødning holdt altså ikke bæsterne væk.. De er altså ret irriterende når de ikke bare holder sig til at spise græsset.. :-)

Kong Mor sagde ...

Det er lige frækt nok at de bare mæsker sig i dine tulipaner.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: det er jo det, jeg ikke helt ved. I hvert fald skal der åbenbart 'gødes' hver eneste dag, hvis det skal virke. Ja, græsset måtte de jo hjertens gerne give en tur, så jeg slap ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Kong Mor: Ja, ikke? Frækt - og en smule tarveligt synes jeg. En ussel tak for at få lov til at spise solsortenes æbler om vinteren ...

Anonym sagde ...

Du må da vist få gemalen til at hælde noget på dåse så andre kan vikariere for hans grænsetisseri når han ikke lige har tid...

Ellen sagde ...

Irriterende! Rådyr er vældig søde. Ude i naturen ... ¨
Hjortetaksolie er vældig effektivt, men husk, at det også holder mennesker væk; man skal ikke bruge det for tæt på, hvor man opholder sig. Men du kender det måske og ved, hvor absolut forfærdeligt det stinker?
Det holder musene effektivt væk fra ledningerne på vores plænetraktor i Sverige, men man kan lugte den olie i hele kælderen :-)

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Hihi, måske kunne vi starte en produktion med salg for øje. 'Canned Human Pee - for Fertilizing and Protecting your Garden'. Det er der sikkert penge i :-D

Ellen: Det er de nemlig. Nej, jeg kender det faktisk ikke, men jeg er godt klar over, at jeg skal gå forsigtigt til værks med det der hjortetaksolie. Hvis det lugter som hjortetaksalt, bare værre, så er det SLEMT. Det kan få lov at stå ude i skuret, så kan det være, at vi samtidig kan slippe for fuglereder derude :-)

Susanne sagde ...

Hverdagen ER skøn. Den rammer bare lidt hårdt en gang imellem.

Pia sagde ...

Selvom vi ikke har haft konfirmation, så kunne det godt have været mit blogindlæg ;-) Bortset fra en enkelt hviledag ovenpå alle strabadserne, så er jeg klar til at tage fat på hverdagen, og især weekenden som tilmed bliver helt fantastisk vejrmæssigt, forlyder det :-)

Annette sagde ...

Endelig nåede jeg til Midten.....
Og jeg har ondt af dig, som i rigtig meget ondt.
Sikken et forår du har måttet stride dig igennem, albueopereret mand, flytning af farmor, øre/kæbesyg datter, broarbejde og sidst men ikke mindst en konfirmation med kort forvarsel.

Det må simpelthen blive den skønneste og dejligste sommer for dig i år, det har du fortjent. Meget endda.

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Du har ret; sommetider er det bedst, hvis man kan vænne sig til hverdagen i små doser :-)

Pia: Ja, du har da vist haft rigtigt fest-travlt. Håber, du har nydt weekenden :-)

Annette: Altså, SÅ ondt behøver du ikke at have af mig. Det er jo heldigvis end godt det hele. Og heldigvis vidste jeg ikke på forhånd, hvor bøvlet foråret ville blive, for så havde jeg nok strejket ;-)