På kanten af loven i Budapest

I Ungarn skal man købe sig en vignet til forruden for at køre på motorvejene.

Men da Gemalen for bare to måneder siden pligtskyldigt havde villet købe en sådan vignet, var han bare blevet udstyret med en kvittering, som han kunne vise frem, hvis han blev stoppet.

Det gad han ikke gøre en gang til, for risikoen for at blive stoppet af politiet var vel minimal. Mente han. På det tidspunkt.

Så vi susede bare over grænsen med kurs mod Budapest, som Fruen jo så gerne ville se.

Det gik fint, og vi kørte lige ind i hjertet af byen og parkerede præcis det rigtige sted, lige neden for borghøjen med det store slotskompleks.

Selvfølgelig skulle der betales parkeringsafgift, men det mente vi nok, vi kunne klare. P-automaten blev fundet. Den tog både mønter, som vi ikke havde nogen af. Og kort, som vi heller ikke havde. Lynhurtigt stod der en venlig dame, som forklarede, hvad vi egentlig godt vidste; at vi ikke havde de rigtige mønter. Nå men så måtte vi jo bare finde en bank, en automat eller et vekslekontor. Det kunne vel ikke være så svært. Det var det heller ikke. Og slet ikke da posterede turistguider - genialt koncept at stille sådanne til rådighed for horderne - beredvilligt forklarede, at der lå et vekslekontor 200 meter henne ad gaden.

De sagde også, at en af os burde blive ved bilen imens. Men det valgte vi at overhøre. Med det resultat, at da vi kom tilbage med penge 10-12 minutter senere, sad der allerede en parkeringsbøde i forruden. Parkeringsvagten var til gengæld som sunket i jorden ...

Donnaen, det gode barn, mente, at det ville være bedst straks at købe en p-billet til det videre ophold.

- NEJ, hvæsede forældrene i kor. Nu kunne bøden få lov at blive siddende, mens vi gik på sightseeing.

Og det gjorde vi så.

Tog den lille bjergbane op på borghøjen med hele det kæmpestore slotskompleks.

Der var masser af turister, men også masser af plads. Og masser af udsigt tværs over Donau til Pest-bydelen. Det var aldeles fantastisk, og jeg tror, man kan bruge flere dage alene på dette område. Det gjorde vi ikke, for med to timers kørsel hver vej, havde vi begrænset med tid. I stedet slentrede vi rundt i solskinnet og kiggede på alle de pragtfulde bygninger og udsigten, og statuer og udsigten, og kirker og pladser og udsigten. Hele tiden blev man trukket ud til kanten af komplekset for at stå og falde i staver over udsigten. Vi fandt et lille supermarked med brød, skinke, bananer og vand. Og så blev frokosten indtaget på en bænk mellem nærgående duer og spurve.

Ned på gadeplan igen ville Fruen gerne over på Pest-siden af Donau.

Jeg havde troet, at vi bare kunne gå, men Gemalen ville have bilen med. Måske var han i virkeligheden blevet nervøs for, at parkeringsvagten ville komme tilbage og klampe bilens hjul, sådan som der faktisk var skiltet. Der var dog ikke sket noget, og vi kørte glade afsted over den meget flotte Kædebro.

På den anden side skulle vi lige finde en parkeringsplads.

Men inden vi nåede så langt, blev vi vinket ind til siden af politiet. Som ville se Gemalens kørekort, alle tre pas og bilens papirer. Sidstnævnte skulle forklares. Vistnok fordi betjentene undrede sig over en september-dato, der så bare var datoen for indregistreringen. Så ville de gerne vide, hvorfor vi var i Budapest. Gemalen tog en dyb indånding og forklarede venligt, at vi var turister på sightseeing. Og hvad skulle vi så bagefter, ville betjentene også gerne vide. Blå røg kunne nu anes ud af Gemalens ører, men på mirakuløs vis tog han sig endnu en gang sammen og svarede pænt betjentene, at vi skam agtede os tilbage til Bratislava efter endt ophold i Budapest. 

Så fik vi endelig lov at køre videre, men da der ikke lige var en parkeringsplads i sigte, og Gemalen mente, at det ville være decideret dumt at cruise for meget rundt, røg vi ned i den nærmeste p-kælder.

Som tilhørte det fem-stjernede Hotel Kempinski, og havde vi ikke betalt p-afgift før, så kom vi i hvert fald til det der. Til gengæld var der en vældig flot lobby, og et meget fancy toilet, som Donnaen og jeg derfor prøvede hele to gange. Donnaen kiggede måbende på det flotte hotel og ærgrede sig over, at vi var for fattige til at tage ophold der. Noget vi andre også sidenhen ærgrede os ret meget over ...

Ude på gaden befandt vi os på Budapests dyre forretningsstrøg, fyldt med den slags butikker, hvor man diskret undlader at vise priserne i vinduerne. Hurtigt stod vi på pladsen Vörösmarty Ter, det egentlige mål for turen over floden. Det vidste gemalen og Donnaen ikke, men Fruen havde tænkt sig at bruge sine spareskillinger på en kop kaffe på Café Gerbeaud, et rigtigt fint gammeldags kaffehus, hvor man de sidste godt hundrede år har serveret kaffe og kage til folk med rigeligt med penge. Desværre var den store salon lukket, og Gemalen, der ikke havde forstået konceptet, nåede, inden jeg var holdt op med bare at stå og glane, at sige til betjeningen, at vi ville sidde ude. Ikke helt heldigt, men kaffen var god og dyr, og det samme var kagerne, og vi endte med at betale mindst lige så meget som for en god middag hjemme i Bratislava.

Således forfriskede var vi nødt til igen at vende næsen mod Slovakiet. Hvilket selvfølgelig var både synd og skam og en hån mod den storslåede by. Men så må vi jo komme igen en anden gang.

Tilbage over Kædebroen med fint vue til Gellert-statuen. Endnu et monument for russernes befrielse af en østeuropæisk storby efter 2. Verdenskrig. Endnu mere iøjnefaldende anbragt end i Bratislava.

Hjemturen gik fint. Da jeg sad med en hel stak ungarske forinter, drejede vi fra motorvejen og fandt en benzinstation, hvor vi kunne få dem afsat. Gemalen mente ikke, at der var grund til at udfordre skæbnen ved at krydse grænsen ved den store overgang ved motorvejen, i fald nogen havde fået den mystiske ide, at gøre opmærksom på vores tilstedeværelse. Derfor trillede vi ad landevejen resten af turen hjem.

I god ro og orden.

Udsigt fra slotskomplekset på Buda-siden
over Donau mod Pest-siden.