Dynedeling og puder af sten

Ingenting. Bortset fra min egen hovedpude og min egen dyne.

Det er nok det eneste, jeg savner, når jeg er på ferie.

Egentlig synes jeg, at min hovedpude er ret almindelig. Gåsedun og sådan helt almindeligt mellemtyk. Ikke helt ny, men heller ikke så gammel, at det er pinligt.

På den baggrund synes jeg, det er mærkeligt, direkte underligt, at der så godt som aldrig findes en fornuftig pude at lægge sit trætte hoved på, når man er ude at rejse.

Nogle gange er hovedpuden helt flad og uden fylde. Eller fyldet er blevet hårdt og knoldet af for mange ture i vaskemaskine. Oftest er puden dog alt for stor. Med blødt fyld, som man synker ned i, mens man spekulerer på, om man bliver kvalt, hvis man lægger sig om på siden i løbet af natten.

Eller så godt stoppet, at man skal sidde op og sove ...

Og når jeg så sidder der og netop ikke kan sove, så spekulerer jeg på, om de lokale virkelig sover siddende eller med kvæle-puder eller? Eller om det ikke bare er noget, de gør specielt mod turister på besøg.

Jeg ved det ikke, for jeg kender desværre ikke ret mange i udlandet, som jeg lige kan overnatte hos for at afprøve hypotesen. Men jeg har været en uge på sprogskole i Italien med privat indkvartering, og dér var min hovedpude da - ifølge mine normer - ret anvendelig.

I princippet kunne jeg jo bare medbringe min egen hovedpude på ferie. Bilferie. Foruden gummistøvler, PC, paraplyer, elkedel, Gemalens cykel og alt det andet, vi nødvendigvis må have med ...

At medbringe egen dyne er i hvert fald overkill.

Selv om jeg også er meget glad for min dyne.

Fordi den hverken er for stor eller tung. For let eller for kold. Og fordi den ikke bare er et lagen med et tæppe over. Stoppet ned i fodenden, så man har valget mellem at splitte det hele ad inden sengetid eller ligge musestille med strakte vriste hele natten.

Det gode ved min dyne er også, at det er min. Og kun min. Som jeg ikke skal dele med andre. Ikke en gang med Gemalen.

Jojo, det er både yndigt og romantisk med en dobbeltdyne, som man kan putte sig under sammen.

Det virker bare ikke.

For jeg vender og drejer mig. Og rykker dynen med. Det samme gør Gemalen. Det ville ende i håndgemæng, eller også ville den ene af os få lungebetændelse på grund af manglende dyne. Iøvrigt er jeg en frossenpind, mens Gemalen er varm som en radiator, så mens jeg skal have en lun og lækker dyne, kan han nøjes med en, der er meget lettere.

Altså er det en udfordring, når vi sommetider præsenteres for dobbeltdyner på ferien. Det sker ikke ret tit, men denne gang skete det faktisk to gange.

Første gang var på vej til Normandiet. Vi havde i lang tid kørt gennem et særdeles ugæstfrit hjørne af Frankrig, hvor vi bare ikke kunne finde overnatningssteder. Humøret sank, og maverne knurrede. Da vi endelig fandt et sted, var Fruen derfor ikke til at slå ud, bare fordi værelset var lille som en skotøjsæske, med toilet og brusebad på gangen og på alle måder totalt ucharmerende. Vi skulle bare sove, og det gjorde vi så. Under en dobbeltdyne, der bare var et lagen med et tyndt tæppe over. Den forventede dynekrig udeblev, vi var åbenbart for trætte.

Anden gang var på vores ellers virkeligt dejlige hotel uden for Houlgate. De to dobbeltsenge var udstyret med hver sin dobbeltdyne. Store og tunge hang de ud over kanten af sengene. Så Donnaen, der sov alene i den ene seng, hver aften måtte løfte al overskudsdynen op i sengen, så hun havde en chance for at bevæge sig i løbet af natten.

Vi andre boksede noget rundt, men endte som regel med at give efter for overmagten; en kombination af almindelig sommerferieudmattelse og tonstung dyne.

Så vi sov egentlig udmærket - og længe. Alligevel var glæden stor, da vi i Brugge blev udstyret med hver sin, lette dyne.

At det så var så varmt, at Gemalen endte med at hive dynen ud af sit betræk og sove med betrækket alene er en helt anden historie ...