Beskeden tulipanfryd og en lille smule bukke-undren

Fredag havde vi gæster.

Lørdag lå vi brak ...

Og på den måde kan man jo hurtigt føle sig bagefter.

Valget stod mellem strygetøj og græsplæne.

Begge dele trængte alvorligt. Men efter at have strøget, så vi i hvert fald kan komme gennem de første par dage i nogenlunde nystrøget tilstand, blev det græsplænen, der vandt.

Naboen havde slået sit græs allerede fredag. Inden jeg nåede at komme med gode ideer omkring fårehold mm., så nu var det pludselig min plæne, der så forsømt ud.

Bedre blev det selvfølgelig ikke af mælkebøtternes ukuelige optimisme. Det er simpelthen forbløffende, så hurtigt de kan nå at stikke hovederne op og så stå der og lyse gult og uartigt. Onsdag havde jeg stukket en halv spand op, men fredag aften var det ikke at se. I dag har jeg taget en halv spand mere.

Og plænen blev slået. Det er allerede nu meget nemmere, da jeg ikke længere behøver at være bange for at strangulere påskeliljerne med mine ledninger. Til gengæld fik jeg nedlagt mit fuglehus. Midlertidigt. Gemalen havde sagt, at det kunne jeg sagtens selv flytte. Det havde han kun delvist ret i. Og med Giroen i fjernsynet kunne jeg godt glemme alt om assistance, så nu ligger det og ser dumt ud. Jeg håber naivt, at Gemalen også synes, det ser dumt ud. Hvis ikke, må jeg selv have fat i en spade en af dagene ...

Nu hvor påskeliljerne er afblomstrede, er det kun spireahækken, der pynter. Den er til gengæld også sød lige nu.

Og så er der mine tulipaner!

Der er ikke ret mange. Kun cirka tyve, tror jeg. De er ikke specielt fine. Nærmest helt almindelige.

Men de er der. Og det er noget helt nyt, og noget som jeg ikke har oplevet i mere end femten år. Så jeg er vældig godt tilfreds med mine små, undseelige tulipaner. Og fryder mig over dem dagligt, når jeg kommer ud og ser, at de stadig er der.

Det plejer de nemlig ikke. De plejer at blive ædt. Lige når knopperne er ved at briste og står der og ser lækre ud - så haps!

Da vi i sin tid flyttede til det midtjyske, skyndte jeg mig at lægge de flotteste, næsten sorte tulipaner. Altså, der var billeder at flotte, sorte tulipaner på poserne. jeg så dem aldrig. De kom op, og jeg glædede mig, og så en morgen var de alle høstet og væk ned i fem centimeters højde.

Vores nye naboer kiggede mildt overbærende på mig og spurgte, om jeg da ikke vidste, at tulipaner er en delikatesse, hvis man er rådyr? Det vidste jeg ikke, og da vi havde skov lige op til haven, kunne vi altså ikke forvente at have tulipaner. Nå. Øv. Til gengæld havde vi fornøjelsen af rådyrene.

Da vi flyttede til vores nuværende, gemene, parcelhuskvarter, mente jeg godt, at jeg kunne lægge tulipanløg. For her er ingen skov og ingen rådyr.

Troede jeg.

For selv om vi så godt som aldrig ser rådyr i haven, så ser vi sporene. Og de har også med usvigelig sikkerhed høstet mine tulipaner, hver gang de nåede knopstadiet. Sidste år så vi faktisk også to unge bandit-bukke komme på besøg i skumringen.

I år har de ikke været her. Bortset fra et enkelt besøg for cirka fjorten dage siden, hvor jeg tænkte, at nu var det sket med mine tulipaner. Igen. Men jeg har ikke set dem siden. Og det er godt for mine tulipaner. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at spekulere over, hvad der er sket med 'mine' to små bukke.

Forhåbentlig har de bare fundet en have med flere tulipaner et andet sted ...

Fine - uspiste - tulipaner!