søndag den 15. april 2012

Skrumpetanker

 
Fruen stod forleden og halede i et par bukser.
 
- Det virker godt nok som om, de er krøbet. Her midt på maven, klagede hun.
 
- Ja, sagde Gemalen. Selv om det jo slet ikke var meningen, at han skulle være enig.
 
- Også øverst på lårene, føjede han ufint til ...
 
Hmpfr!
 
Heldigvis har jeg ikke tendens til at blive overvældende fed. Men en måneds inaktivitet har alligevel sat sig spor, og et kilo eller to mindre på sidebenene ville være fint.
 
Desværre er min rygrad som en regnorms, og egentlig slankekur er derfor totalt udelukket. Mindre kan også gøre det. Sådan noget med nul slik og nul kager og nul rødvin ...
 
Men en eller anden har en gang meget klogt sagt, at det så ikke nytter, at have skabe og skuffer fyldt med netop disse fristelser, for så spiser man dem bare.
 
Så sandt, så sandt.
 
I den forbindelse er det godt nok på tværs at skulle have gæster!
 
Ud over god mad og ditto vine skal der jo også gerne være noget chips-agtigt til at sige goddag med. Og kager og lidt snold til kaffen bagefter. Plus det løse.
 
Det er hvad, det er.
 
Men så er der alle resterne. For pæne gæster spiser jo ikke det hele. Det er kun, når vi er ude, at der bliver støvsuget for chips og snold - ?
 
Altså er der i dag to halve rør med chips. Og småkager og snold. Og trekvart flaske rødvin.
 
Det duer ikke.
 
Det skal udryddes, før eventuelle skrumpe-projekter kan iværksættes.
 
 
Det arbejder jeg så på ...
 
Irriterende rester ...
 

14 kommentarer:

Rejen sagde ...

Det var ufint af gemalen at påpege andre steder der vokset lidt..Og selvfølgelig skal rester udryddes før man kan forsage slige ting..;-D God søndag aften til dig..

Kong Mor sagde ...

... det er i øvrigt slet ikke nemt at skrumpe når man har ferie.
Men man må jo rense ud i gemmerne først. Åh hvor jeg kender det!

Inge sagde ...

Tjek lige temperaturen i tøjskabet før du går til yderligheder.. Der kunne være for fugtigt og for varmt, måske er det bukserne der simpelthen er krøbet en smule.
Synes i øvrigt det er en meget upassende, useriøs og overflødig kommentar din mand bidrager med. :-)

Susanne sagde ...

Jeg vil følge dit eksempel og rydte op i alt det forbudte. For jeg trænger vidst også til at holde pause med alt det sjove.

Mille sagde ...

Det bedste ved skrump er der, hvor man skal rydde skabene for guf.

Bagefter kan man jo altid fortryde og fylde dem op igen...

Fruen i Midten sagde ...

Reje: Ja, det var nemlig ufint. Og oprydning må der nødvendigvis til. Nu er søndagen næsten gået, så jeg vil ønske dig god ny uge :-)

Kong Mor: Nej vel er det ej!

Inge: Er desværre overbevist om, at temperatur fugtindhold er helt normal i det skab :-(

Yes, Gemalen tror sommetider - helt fejlagtigt - at man er bedst tjent med den fulde sandhed om ting, man egentlig hellere vil skånes for ...

Susanne: God oprydning ;-)

Mille: Ja! Og nej, det kan overhovedet ikke komme på tale. Tror jeg da ikke. Altså medmindre ... ;-)

Madame sagde ...

Vi kender det vist alle sammen ;) Jeg er gået over til at servere sunde ting for mine gæster - fx gode boller med en lækker ost ;-)

Østfronten sagde ...

Oprydning er helt klart nødvendig, før man kan komme videre. Det er basal feng shui...

Fruen i Midten sagde ...

Madame: God ide! Sunde ting efterlader i hvert fald ikke usunde rester :-)

Østfront: Tak for godt argument for oprydning :-D

Annemor sagde ...

Opprydninger er påkrevet, nødvendige og helt på sin plass (kanskje litt gode også) om man skal motstå noe som lokker i skapet. Rydder man for meget vekk.. så må man simpelt hen fylle opp igjen :-)

Gemalen kunne jo ha sagt at buksene satt pent ved anklene, istedet.

Ha en god ettermiddag.
Hilsen mormor på klagemuren.

mette b sagde ...

Uha, det går bare stærkt med at blive rund, når man ikke får bevæget sig som man plejer. Godt at du får udryddet de farlige sager fra visitten ;)

Anonym sagde ...

Synes din mand er ganske usportslig i sine kommentarer - anbefaler en hævn; næste gang kig på ham - lidt skævt - og spørg "sig mig, er dén ikke krøbet lidt" ...

God fornøjelse med at få udryddet resterne.

Ellen sagde ...

Nogle mænd lærer det bare aldrig ;-)

Jeg kender kun alt for godt dit problem ... min datter har sagt til mig, at jeg skal huske, at jeg altså ikke er en skraldespand, men man smider da ikke sådanne lækre sager ud!

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Haha, ja Gemalen kunne virkelig godt have nævnt, hvor pænt de sad ved anklerne, bukserne :-)

Mette B: Ja, det kan gå uhyggeligt hurtigt med at blive kuglerund, hvis man pludselig ligger på den lade side i en periode. Og de fr lige sager, de må bafre væk ;-)

Overlever: Usportslig - ja. Hævn - er du gal, han ville jo blive møgsur. Heller ingen ligestilling på det område ;-)

Ellen: Nej, er det ikke bare mærkeligt? Og nej, selvfølgelig smider man da ikke gode sager ud. Så hellere ofre sig og spise sig en pukkel til ;-)