Da Gemalen nytårsdag kom udenfor, kunne han se, at vi havde været under beskydning om natten. En stor raket havde ramt og brækket et bræt i et havebord.
Det var bare et gammelt bord, og vi overlever nok skaden, men jeg var alligevel lidt overrasket over den kraft, raketten tydeligvis var faldet ned med.
På det rent symbolske plan giver beskydningen også god mening i øjeblikket.
Donnaen er desværre langt fra rask, og vi er faktisk ret bekymrede. Nok allermest for, at det er 'ikke noget', og det derfor bliver svært at hjælpe hende til at få det bedre. Vi håber stadig, at det kun er en forbigående virus, som til sidst går i sig selv igen.
Og her til morgen mødte vi så på arbejde til nyheden om, at Verdensfirmaet er solgt til en af de store teknik-entreprenører på det danske byggemarked. Og selv om jeg lige her lige nu sidder på en nøglepost som eneste bogholder, er det bestemt ikke min ekspertise, der er blevet købt. Tværtimod kan jeg, trods gode intentioner og forsikringer om det modsatte, godt se skriften på væggen. Vi, og dermed især jeg, skal køres ind i det store koncern-økonomi-maskineri, og så er det ikke godt at vide, hvordan der ser ud på den anden side.
Suk, nu må 2019 altså godt tage sig lidt sammen.