I den lokale orienteringsklub er der en lille flok ældre herrer og damer, der mødes hver tirsdag formiddag for at køre en tur og få rørt stængerne. Et par af dem er vores gode venner, og af resten kender Gemalen nogle stykker.
Og derfor og på grund af almindelig velvilje kunne jeg selvfølgelig sagtens få lov at køre med, når jeg nu for en gangs skyld havde fri.
Så Gemalen og jeg kørte ned til klubhuset, og jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle køre sammen, men vi var nok til at danne to grupper. De lidt hurtige og de knapt så hurtige. Jeg hørte til de sidste sammen vores venner og et andet par.
De lagde en plan, afsted gik det, og jeg blev ret hurtigt glad for, at jeg var med de knapt så hurtige ...
Men jeg kunne godt følge med, og da jeg vidste, at vi var på vej ud til et forholdsvis fladt område, skulle det jo nok gå.
Især fordi jeg godt kendte den første stump sti, efter vi havde krydset under motorvejen, og jeg vidste, at selv om den var fyldt med rødder og ujævn som bare pokker, kunne jeg godt køre den.
Det gik fint, og vi gjorde holdt ved en lille idyllisk sø, der ligger midt i området.
Efter fornyet rådslagning fortsatte vi.
Denne gang ad mindre, meget snørklede stier, der gik op og ned og ud og ind. Ikke noget voldsomt, men bare så man hele tiden skulle være opmærksom på, hvad man lavede i stedet for at sidde og falde hen. Der var små, spidse stigninger og bratte, men ganske korte nedkørsler.
Og jeg lærte på den hårde måde at holde en passende afstand. Især op. For jeg er ret let, men har ikke så mange kræfter, så jeg skal helst op i et vist tempo, men vælter hvis der skal sejtrækkes i de små gear. Jeg fik et par pludselige stop på den konto, men så havde jeg også lært lektien og var ganske tilfreds med mig selv.
Måske var det derfor, at jeg ikke var helt skarp, da vi kom ind på en noget mere uvejsom veksel, for pludselig strejfede mit styr et træ.
Træet blev stående.
Jeg blev faktisk på cyklen og tænkte ikke mere over det, før jeg om aftenen fik så ondt i mit håndled, at jeg ikke kunne løfte så meget som en tallerken.
Det varede to dage, før armen igen var brugbar, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt, så vi kørte glade videre og kom tilbage til den lille sø. Nu skete der det overraskende, at det andet par da lige skulle have en dukkert! Jeg var nær væltet af ren overraskelse; det var i uge 42, og selv om det var dejligt vejr, var det altså på ingen måde sommer. Gys altså! Men mens vi andre tre tog en lille ekstra runde om søen, hoppede de i og var ved at komme i tøjet igen, da vi kom tilbage. Og jeg kan stadig ikke helt blive enig med mig selv, om de var seje eller en lille smule bindegale?
Nu skulle vi alle have varmen, så på vejen tilbage mod klubhuset, tog vi en af de store bakker i Nordskoven. Her var det tydeligt, at jeg havde en fordel ved at veje mindre end de andre (min cykel er givetvis også lettere end de andres, for Gemalen har sørget for, at jeg i hvert fald ikke går ned på grej), så jeg kom først op. I forholdsvis ubesværet stil. Det vil sige kun moderat pustende og uden pulsen oppe i ørerne ...
Er man kørt op, skal man jo også ned igen, og vi susede ned ad bakken på den anden side og kørte langs åen ind til byen igen.
Efter at have sagt pænt tak for turen trillede jeg hjem i bad, mens jeg tænkte, at nu havde jeg da egentlig ret godt styr på det meste.
Det varede så kun til, jeg meldte mig til et MTB-kursus kun for damer.
Mere om det en anden gang.
