I mors fodspor

- Og jeg vil selvfølgelig også gerne se, hvor du boede, mor, sagde Donnaen, da vi planlagde vores rejse til Tokyo.

Planen var derfor først at finde den gamle lejlighed.

Meget forandrer sig på et kvart århundrede, men lejligheden havde i sin tid været spritny, og den var da også at finde på Google Maps, så chancen for, at den stadig lå, hvor den skulle, var god, og det var 'kun' et spørgsmål om at finde derhen.

Jeg vil her gerne gentage, at japanske adresser og gadenavne er noget, som kun japanerne kan finde ud af. Desuden havde vi ikke et mobilabonnement, der tillod os at gå online og konsultere Google Maps undervejs.

Vi sprang på toget, skiftede til Hibya-line og stod af på Hiroo station.

Her var der ikke meget - som i slet ikke noget - jeg kunne genkende, men det lykkedes mig trods finregnen at gå i den rigtige retning, og da vi nåede til den internationale pigeskole, hvor chefens døtre i sin tid havde gået, havde jeg landkending. Op og rundt i svinget, og der lå så det lille supermarked, som jeg havde frekventeret i det daglige.

Derefter var det bare lidt hen ad gaden og så over den store parkeringsplads ved sygehuset, over vejen, ned ad bakken, og så ville vi næsten være der. Det var det så bare ikke. For den store parkeringsplads var væk. Selv sygehuset var ikke til at få øje på. I stedet lå der et kæmpestort, eksklusivt lejlighedskompleks, som man på ingen måde kunne gå andet end uden om. Det gjorde vi så, og omme på den anden side kunne jeg se sygehuset, men til gengæld ikke huske, hvilken vej ned ad bakken, jeg skulle vælge. Jeg valgte den første og mente nok, at jeg kunne genkende skolen, der lå der, selv om den tydeligvis var moderniseret, siden jeg sidst var forbi.

Efter et par forgæves afstikkere ind i blindgyder kom vi til et busstoppested, og nu vidste jeg præcis, hvor vi var, for det var jo 'mit' busstop, hvorfra jeg tog bussen i skolen, hvis det var for surt vejr til at cykle.

To hjørner og lidt ned ad en lille vej senere var vi der. Og jeg var ret stolt af mig selv. Dér lå den lille boligejendom og lignede sig selv. Hækkene omkring altanerne var vokset, men ellers var alt som for 25 år siden. Hovedindgangen, som ingen brugte, og indgangen fra garagen med de dyre biler i stueplan.

Donnaen tøffede lidt rundt og var ikke specielt imponeret, mens Gemalen til gengæld var fuldt ud i stand til at vurdere, at selv om ejendommen måske ikke så prangende ud, så skulle man nok alligevel være lidt økonomisk forkælet for at kunne bo der.

Nu vidste vi jo, hvor busstoppestedet lå, og så kunne vi jo lige så godt håbe, at ruten var uændret og tage bussen til Shibuya.

Det gjorde vi og kom ganske rigtigt til Shibuya. Men her var en stor del af stationen omdannet til byggeplads og pakket ind i stilladser, og bussen holdt et midlertidigt sted med deraffølgende absolut nul landkending, og vi måtte bruge et øjeblik på at komme væk fra byggerodet og finde det ikoniske kryds Shibuya Crossing, som er selve billedet på menneskemylderet i Tokyo. Her er også diagonalt anlagte fodgængerfelter (det er der altså også andre steder i Tokyo), og den første gang, man begiver sig ud i vrimlen, kan det godt virke lidt overvældende.

Sjovest er det dog at se lidt oppe fra, og det kan man blandt andet fra Starbucks-caféen, der ligger lige ud til krydset. Altså måtte vi derind. Man bestilte i stuen, men indtog sin kaffe på første sal. Vi ville dog godt se, om der overhovedet var plads, så vi tog rulletrappen op med det samme. Det viste sig, at rigtigt mange af de gode vinduespladser var optaget af folk, der slet ikke drak kaffe, men havde travlt med at fotografere. Vi fik os møvet tættere på og kunne til sidst også selv forsøge os som fotografer.

Det var sværere end antaget, for det var nærmest umuligt at ramme de helt rigtige øjeblikke, hvor mylderet var mest intenst. Men sjovt var det, og da vi ikke gad mere, gad vi heller ikke drikke kaffe og gik bare igen. Hvor mange, der gør sådan, og hvordan det påvirker omsætningen, vides heldigvis ikke.

Nu ville jeg vise Donnaen og Gemalen Tokyu Hands, som er enhver udstationeret gaijins yndlingsshoppested, fordi man her kan få al verdens ting. Ting som man ellers kunne blive helt træt ved tanken om at skulle efterspørge andre steder. Man kan få alt fra lappegrej til færdigtmonterede cykler, gardinophæng, værktøj, husholdningsartikler, en million forskellige hobbydimser, puslespil og legetøj og meget, meget mere.

Allerførst ville Donnaen og jeg dog gå på toilettet, og imens kunne Gemalen passende bruge tiden på at endevende afdelingen for cykeldimser.

Hvad der præcist skete vides ikke, men i Japan findes nogle ret avancerede toiletter (herom senere), og dette havde åbenbart besluttet at tage nogle meget selvstændige beslutninger, som ikke faldt i god jord hos Donnaen. Hun kom drønende ud med panik malet i ansigtet og nægtede pure at opholde sig et sekund mere i forretningen.

Det var lidt ærgerligt, men der var ikke andet at gøre end at følge med Donnaen ud i regnen igen, og vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst med frokost, før vi skulle noget som helst andet.

Vi endte med at finde en hyggelig café på 10. etage, hvor vi hvilede benene og fik en superlækker frokost. Da Donnaen ovenikøbet kunne få sin barndoms yndlings-'drink', Shirley Temple, fik hun også humøret tilbage og lyst til at tage ud og se på templer.

Shibuya Crossing,
mit mindst ringe billede.

Huller i væggen

Donnaen og jeg hoppede på toget, og så havde jeg egentlig troet, at vi skulle tage Yamanoteline hele vejen rundt, mens vi sad og kiggede ud på Tokyo.

Men den plan holdt ikke. Dels sidder man med ryggen til vinduerne, og ser derfor ikke så meget. Dels begyndte Donnaen hurtigt at nikke med hovedet, da hun kom ned at sidde i det halv-lune tog. For ikke at falde helt i søvn måtte vi ud i luften og hoppede derfor af igen på Harajuku Station for at gå ned ad Takeshita Street.

Harajuku og især Takeshita Street er indbegrebet af japansk ungdomskultur. Vejret var ikke rigtigt til at hænge ud, men alligevel myldrede det med - unge - mennesker, hvor af mange var ret ekstremt - på den sjove måde - påklædt. Butikkerne var mest tøj, kosmetik, tilbehør, lir og tingeltangel af enhver art.

Det var overvældende, men for trætte hoveder som os også lidt for overvældende, så vi gik videre, til vi fandt en station. Det var en subwaystation, og vi enedes om, at vi godt kunne finde ud af at navigere igennem, til vi nåede til Mita Station, som ligger ganske tæt på, men ikke er Tamachi Station. Et faktum, som vi var lige ved at blive væk over. For da vi kom op fra Mita Station, troede vi nok, at vi godt kunne finde ud af at komme hen til hotellet. Det kunne vi så ikke, og vi kom ud på en ret lang, ufrivillig udflugt. Vi kunne godt se hotellet, men var havnet på den forkerte side af kæmpestort jernbaneareal, som vi på ingen måde kunne finde ud af at krydse. Så vi måtte vende om og gå tilbage, til vi fandt den rigtige vej rundt.

Tilbage på hotellet var Gemalen nu frisk igen, mens Donnaen og jeg var temmelig trætte.

Men aftensmad skulle vi jo have, og efter i hotellobbyen at have konsulteret et lille kort med spisesteder i nærheden begav vi os afsted. Det var en vanskelig sag. Ikke fordi vi ikke kunne finde spisestederne, men fordi vi ikke kunne beslutte os for bare at gå ind et sted. Til sidst havnede vi dog et lille bitte sted, hvor de serverede retter med ramen, og sådan en omgang nudler kunne vi jo nok klare, mente vi. Det var et meget lokalt sted, med en meget imødekommende, meget lidt engelsktalende betjening. Heldigvis var der billeder på menukortet, og så gik vi ellers i gang med at pege. Det krævede et par forsøg, men lykkedes fint til sidst, og øl til Gemalen og cola til Donnaen blev det også til.

Maden smagte dejligt, personalet gjorde alt, hvad de kunne for at gøre os tilfredse, og hele stemningen var hyggelig og rar.

Og regningen kunne ikke forskrække nogen.

Det skulle vise sig, at de små, lokale steder som dette gav os de allerbedste oplevelser.

Men det vidste vi ikke på det tidspunkt, og den næste aften valgte vi at gå på en væsentligt større og mere fancy udseende restaurant. Det var en fejl. Maden var kedelig, betjeningen afmålt, og så var der iøvrigt koldt. Og dyrt.

Den absolut bedste oplevelse havde vi mandag, hvor vi ved hjælp af google maps havde fundet ud af, at der lå en sushi-biks lige i nærheden. Vi var gået forbi den første aften, men havde ikke opfattet, at man kunne finde et fint lille spisested ved at gå ned i en kælder. Det kunne man. Igen bittelille, og bordet besat af salary-men, der var ud at spise i flok. Men heldigvis var der lige plads til os ved disken til køkkenregionen.

Gemalen og jeg pegede os frem til hver sin sushi-menu, mens Donnaen fik lov at vælge de enkelte stykker ud fra billed-menuen. Det smagte himmelsk, og sushikokken fulgte smilende vores fumlende omgang med pinde og de lækre bidder, og da Donnaen gerne ville have et par stykker mere, blev han, altså kokken, rigtig glad, og jeg ved ikke, hvem der charmede sig mest ind på den anden; Donnaen eller den midaldrende kok. Men tydeligt var det, at de var helt på bølgelængde. Og da Donnaen til sidst debuterede på japansk med et 'oishii' (delicious/lækkert), var der ikke et øje tørt.

Vi havde også spist typisk japansk til frokost, og den følgende aften skete der en kortslutning, da Gemalen pludselig mente, at nu skulle vi altså spise vesterlandsk mad, og vi endte på en italiensk restaurant midt i en gade fyldt med japanske spisesteder. Fejl igen. Ikke sjovt.

Gemalen fik at vide, at det gad vi ikke igen, og næste aften fandt vi i samme gade en biks, der serverede retter med de tykke udon-nudler. Konceptet var dip-noodles, hvor vi selv skulle dyppe de - iøvrigt kolde - nudler i den varme suppedas, som nærmest havde en konsistens mellem sovs og øllebrød. Det smagte virkelig godt, omend Fruen måtte erkende, at det var noget mere, end hendes chopstick-skills kunne håndtere. Jeg har alle dage været en klovn til pinde, men her var jeg virkelig, virkelig på glatis.

Godt var det derfor, at vi ikke just var ude at spise fint. Dette sted var igen bare et 'hul i væggen'. En snæver indgang og op ad en trappe. Vi var heldige, at der ikke var så mange, da vi kom, så vi kunne godt få et bord at sidde ved. Siden kom flere grupper salary men (og -damer), og der blev helt fyldt op. Lokalet var et studie i sig selv. Virkeligt slidte træborde og taburetter at sidde på. Belysningen bestod af nøgne pærer, og væggene var ganske bare bortset fra enkelte ølreklamer og bøjler, så man kunne komme af med overtøjet.

Dér sad vi så og kæmpede med vores lækre, men drilske udon, mens vi med øjne så store som tekopper fulgte det glade liv ved de andre borde. Den - ahem - spartanske indretning ødelagde på ingen måde nogens gode humør; tværtimod det smittede, og vi var helt høje, da vi lidt senere gik hjem i småregnen.

Sidste aften ville vi spise sushi igen, men Donnaen ville ikke risikere at ødelægge vores næsten magiske mandagsoplevelse ved at gå ned i den lille kælderbiks igen, så vi gik i stedet i den modsatte retning og havnede i samme gade som de foregående to aftener. Her fandt vi en sushi-restaurant, og igen valgte Gemalen og jeg hver sin menu, mens Donnaen valgte enkelte stykker ud fra en billedmenu. Det smagte alt sammen virkelig godt, og under andre omstændigheder ville vi have sagt, at det var en rigtig god oplevelse, men nu havde vi jo oplevet de helt små, totalt hyggelige steder, og stemningen derfra kunne denne restaurant bare ikke matche.

Nu havde vi endelig lært, at de største oplevelser lå de helt små steder. Desværre var det bare lidt for sent, for vi skulle hjem dagen efter.

Og hvad værre er; der kommer til at gå lang tid, før vi gider at spise midtjysk produceret sushi. 

Meget lang tid.

Læg mærke til det slidte bord, den charmerede
indretning - og de glade mennesker.