Desværre, min hund har ædt en blomst

Øv!

Jeg har ondt af mig selv.

Også af Kamelen. Og min moster.

Men helt ærligt, så har jeg altså nok lige nu allermest ondt af mig selv.

Donnaen og Gemalen er på Sjælland til konfirmation.

Jeg skulle ikke med. For jeg skulle i stedet til min mosters 85 års fødselsdag. Også på Sjælland.

Det kommer jeg bare ikke. For Kamelen har valgt at være på tværs.

Det startede tirsdag eftermiddag med, at Donnaen ringede fra lufteturen med hunden og beklagede, at hun altså ikke så sig i stand til at samle op efter Kamelen, for det var da en værre gang tyndskid. Klokken to minutter i afgang til hvalpetræning fik jeg selv fornøjelsen af at konstatere, at Donnaen havde haft ganske ret; opsamling lod sig ikke gøre.

Alligevel stoppede jeg Kamelen ind i buret i bilen og kørte afsted. Marcherede hen til en hundetræner og blev - ret forventeligt - sendt hjem igen.

Onsdag havde vovsen det overhovedet ikke godt. Gemalen mente dog ikke, at der var grund til at gå til dyrlæge. Og så blev det torsdag og helligdag og dobbelt så dyrt at gå til dyrlæge. Vi valgte at se tiden an. 

I mellemtiden leverede Kamelen noget, der muligvis var forklaringen på hendes dårlige mave. Da Fruen stod og forsøgte at bortspule en af kræets utallige suppedaser, lå der nemlig noget, som i høj grad mindede om de små blomsterdele fra en lupin.

Kamelen havde ædt en lupin!

Og de er giftige.

Vi har en million eller i hvert fald mange af dem i haven. For det første har de villigt bredt sig fra de oprindelige tre til en hel masse, så de nu findes i et utal af varianter. For det andet har de i særlig grad vist sig modstandsdygtige i forhold til Kamelens hærgen i staudebedet. Hvor nogle planter har ladet sig træde under fode, er lupinerne ufortrødent fortsat med at vokse. Hvilket de har fået lov til, fordi jeg ikke har haft tid til at holde dem lidt i ave, og fordi jeg så godt kan lide dem. 

Og så havde jeg jo ikke ligefrem tænkt mig at fodre Kamelen med dem.

Men nu må jeg nok revidere mine haveplaner lidt, så lupiner ikke fremover bliver den altdominerende vækst i haven.

Fredag havde Kamelen det mærkbart bedre, men skulle stadig alt for ofte ud og aflevere en stråle. Så Donnaen, der havde fri, blev sendt til dyrlæge med kræet. Hvilket hun, altså Donnaen, sagtens kunne, da hun, altså Kamelen, æælsker at komme til dyrlæge og blive gjort stads af.

Og nu sidder jeg så her med en hund, der på antibiotika og skånekost.

Skånekost skal hun have fire gange om dagen. Piller skal hun kun have to gange om dagen. Heldigvis, for det er ikke helt let at styre halvanden pille så langt ind i gabet på dyret, at de ikke ryger ud igen. Kamelen er dog ret medgørlig, så ind til videre er det lykkedes. Hvis ikke i første, så i andet forsøg.

Men en hund, der har dårlig mave og er på medicin og skånekost kan man jo ikke aflevere i en hundepension.

Så jeg måtte pænt blive hjemme.

Og ringe afbud til min moster med beskeden:

- Desværre, min hund har ædt en blomst.

Øv!

Og meget, meget fornuftige sandaler

Lørdag stod på konfirmation i det nordsjællandske.

Søde tvillingepiger. Donnaens niecer.

Vi var indbudt til klokken 16, men var også meget velkomne i kirken klokken 12.

Det kunne vi ikke nå, da Kamelen først kunne afleveres i hundepension klokken 10. Men da vi alligevel skulle køre i to biler for at kunne levere den ene til en køber i næsten samme område, blev løsningen, at Donnaen og Gemalen drog afsted tidligt for at nå med i kirken, mens jeg blev hjemme for at tage mig af Kamelen og først køre senere.

Det mest spændende ved den ordning var, om jeg kunne få Kamelen ind i bilen.

For ny bil var blevet klargjort. Nyt bur indkøbt, samlet og installeret. Kamelen havde afprøvet buret, men var ikke ovenud begejstret. Problemet var bare, at hvis hun ikke ville ind i buret i bilen, så kunne jeg nok ikke selv få buret ud, og så ville jeg jo stå der med fletningerne i postkassen, mens Gemalen var over alle bjerge.

Heldigvis viste Kamelen sig fra sin mest samarbejdsvillige side. Hun gik pænt ind i buret, pænt ud igen, og hun lod sig villigt bortføre langt ud på en mark af en ung pige og fulgte dermed ikke rigtigt med til, at jeg kørte igen. Uden hende.

Så var det bare med selv at blive klar og komme afsted. Iført - syntes jeg selv - ganske nydelig kjole. Nylonstrømper til at dække aspargesblege ben og blåt mærke. Og meget, meget fornuftige sandaler, da jeg bare ikke kan køre bil i høje hæle. Slet ikke så langt. Og slet ikke i ny bil. Hvilket gav anledning til mindre krise, da jeg nåede Sorø og havde behov for et pitstop. For én ting er at sidde og køre for sig selv i nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler. Noget andet er at bevæge sig ud i det offentlige rum iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler ...

Næste krise indtraf, da jeg tre minutter i aftalt tid nåede frem til Rungsted Kyst og måtte hoppe ud af bilen og iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler hilse pænt på helt igennem nydeligt ægtepar, som skulle overtage Gemalens bil. De tog det dog pænt, og Gemalen var heldigvis næsten færdig med sin gennemgang af bilen, så jeg slap for at skulle stå ret længe og smalltalke iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler.

Og så tog vi til konfirmation, og jeg fik nogle knapt så fornuftige sko på. Hvorefter det viste sig, at pakkeoppakning og indtagelse af velkomstdrink skulle foregå i haven, hvor det helt klart havde været nemmere at klare sig i meget, meget fornuftige sandaler fremfor høje hæle. Noget der også gjorde sig gældende, da Fruen var nødt til at begive sig ud i hestestalden og ind i en af boxene for at kigge på nuttede kattekillinger.

Men de næste tre-fire timer, hvor vi iøvrigt sad ned det meste af tiden, var det faktisk ok med høje hæle. Og så tog vi hjem, og da Gemalen kørte, kunne jeg tage skoene helt af og bare sidde og vrikke med tæerne.