Men næsten.
Og det vil jeg så prøve at huske, hvis når Maddie lige om et øjeblik graver mine stauder op, æder familiens sko, tisser de helt forkerte steder eller på anden måde gør opmærksom på sig selv på den uheldige måde.
Det startede med, at hun sov.
Og sov, og så sov hun lidt mere. Klokken cirka fem vågnede hun, gik lidt rundt og lagde sig så, til Fruens forbløffelse, i sin kurv og sov videre. Til lidt over seks, hvor hun så gerne ville ud, men egentlig ikke havde specielt travlt.
- Er hun syg? tænkte Fruen og spekulerede på, om øjenbetændelse kunne være første tegn på et eller andet livstruende.
Men kræet virkede glad og tilfreds og galopperede frejdigt rundt i haven, som hun plejede. Hun spiste sin mad med eksprestogs-fart, som hun plejede, og hun kiggede insisterende på os i håb om at få lidt mere, ganske som hun plejede.
Dyrlægen, som vi aflagde besøg hos straks fra morgenstunden på grund af det der øjenbetændelse, afkræftede da også alle bange anelser. Bortset fra lidt fnadder i det ene øje var Maddie i tip-top form. Og opførte sig iøvrigt lige så artigt som ved tidligere dyrlægebesøg og høstede på den baggrund megen ros, mange klap og en hel del godbidder.
Men det var jo først herefter, at den helt store prøve skulle foregå.
For Fruen havde fået den
Maddie skulle være kontorhund!
Det var nyt. Og lidt et sats.
For kunne hun være stille, eller ville hun drøne balstyrisk rundt, gnave i inventaret og tisse eller det, der var værre, i krogene?
Det måtte komme an på en prøve.
Så Fruen pakkede hund, tæppe, vandskål, legetøj og godbidder en masse og drog afsted.
Først gik vi en lille tissetur og så indtog vi ellers kontoret. Heldigvis sidder jeg relativt afskærmet,og heldigvis var der ikke særligt mange på kontoret den dag, og heldigvis var Maddie oven på dyrlægebesøget allerede godt træt i sit lille hvalpehoved, så udstyret med en gnavepind lagde hun sig hurtigt fredeligt ned.
Men ind i mellem skulle hun jo lige hilse på de andre på kontoret, og ind i mellem skulle hun lige vimse lidt rundt og undersøge ting, og ind i mellem ville hun bare hellere ligge et andet sted end det anviste. Og imens sad Fruen
Jeg turde sjældent satse på det sidste, så vi var ude på mange små tisseture, hvilket heldigvis havde den ønskede effekt, at Maddie fik klaret, hvad hun skulle udendørs. Og efter frokost lagde hun sig ned og snorkboblede, lige til Donnaen ringede, at hun var hjemme fra skole,og kontorhunden kunne blive kørt hjem igen.
Forsøget lykkedes, og Maddie kan, hvis hun fortsat opfører sig artigt, få lov til at være kontorhund i fremtiden i stedet for at skulle være alene hjemme i alt for mange timer.
Det er jo næsten ikke til at få armene ned over, og så skidt med at hun vækkede mig klokken fire i morges, fordi hun skulle ud.
 |
| Kontorhunden er faldet i søvn under Fruens skrivebord. |
