Langstilkede røde roser

Normalt har Gemalen helt styr på de allerfleste ting.

Han er jo mand, så der er ting, man ikke kan forlange, han kan finde ud af. På samme måde som jeg ikke kan finde ud af at reparere gear på min cykel, måle dæktryk på bilen osv.

Altså; han har styr på det meste.

For ganske nylig var jeg endda så kry at mene sådan næsten offenligt, at det der med bryllupsdage havde han også bare styr på ...

Rettelse:

Det har han ikke. Ikke helt i hvert fald.

For meget længe siden var jeg til et guldbryllup, hvor det blev fortalt, at husherren i alle årene, til hver eneste bryllupsdag uden undtagelse, havde foræret sin hustru langstilkede, røde roser. En for hvert år de havde været gift.

Den slags havde jeg ikke rigtig oplevet før, og jeg syntes, det var superromantisk. Alene tanken om så mange langstilkede, røde roser kan vel også gøre de fleste kvinder bare lidt bløde i knæene?

Da Gemal og giftermål flere år senere kom ind i billedet, fik jeg behændigt formidlet budskabet om, at jeg godt kunne tænke mig noget tilsvarende.

Og det har virket fint lige siden.

Sidste år gik det godt nok lidt i ged, men da var vi på vej på ferie, så det var som det skulle være.

Men i år!

Mandag morgen vågnede Gemalen op og vidste udmærket, at det var vores bryllupsdag. Men han skulle skynde sig ud af døren og til møde i den anden ende af landet og ville først komme hjem næste dag.

Lidt op ad formiddagen ringende han og fortalte, at blomsterhandleren ikke havde villet åbne for ham. Så derfor.

Godt så - bare ærgeligt.

I går, sidst på dagen fik jeg så pludselig en stor, flot buket roser leveret til døren.

Meget, meget fint. Og meget, meget sødt.

Bortset fra. At roserne ikke var røde. Eller langstilkede. Og antallet var forkert.

Og så duede det jo slet ikke.

Hvilket den utaknemmelige Frue havde noget svært ved at skjule.

Nu har jeg så cirka 11 en halv måned til at regne ud, hvordan jeg - på bedste diplomatiske vis - får Gemalen tilbage på ret kurs ...

Forkerte klæ'r

 

Der findes ikke dårligt vejr

- kun forkerte klæ'r

 

.. er der nogen, der siger.

 

Nå. Det er så det, jeg har i øjeblikket. Udelukkende helt forkert tøj.

 

Eller også kan jeg bare ikke finde ud af at klæde mig på mere?

 

Det var det flotte højtryk med tilhørende blå himmel og solskin, der var ved at tage pippet fra mig.

 

Og det er jo ikke fordi, jeg har noget imod helt fantastisk godt vejr med rekordvarme marts-dage. For det har jeg ikke. Absolut ikke.

 

Men tøjet, det er en udfordring.

 

Om morgenen er det virkelig koldt med næsten-frost grader og havgus helt ind i det midtjyske. Og da jeg er en frossenpind, synes jeg ikke, jeg kan undvære hverken handsker eller tørklæde, og egentlig heller ikke støvler på min meget korte cykeltur til arbejde.

 

Efter et par timer kommer solen, og temperaturen bliver meget sommeragtig på kontoret, hvor indeklima er et fremmedord.

 

Så Fruen får det varmt. For nu at udtrykke det diplomatisk ...

 

Og affører sig så mange lag som det anstændigvis er muligt. Hvilket slet ikke er nok. Støvlerne forbandes langt væk.

 

Når kontordagen endelig er omme, stoppes handsker og tørklæde i cykelkurven, og så prøver jeg at gætte, hvad der er mindst slemt: At smelte i vinterjakken eller fryse uden?

 

Det bliver jeg træt af efter et par dage og beslutter optimistisk, at jeg godt kan overleve i lidt mindre varmt tøj om morgenen. Så væk med vinterjakke, handsker og støvler og på med mellemtings-jakke og sko.

 

Jeg klarede det, men det var slet ikke sjovt i de otte-et-halvt minut, det varede.

 

Nu skifter vejret. Himlen gråner, det blæser op, og temperaturen er landet på ordinære 11 grader.

 

Det er slet ikke sjovt, men jeg kan bedre finde ud af det ...