Tante-tur

Da jeg havde sat mine venner af, vendte jeg kareten og kørte til Bagsværd for at besøge min moster.

Min tur til Sjælland havde været ret spontan, og klokken var for mange, til at jeg havde villet ringe til den gamle dame - hun er niogfirs - aftenen før afgang. Og næste morgen var det for tidligt at ringe, så jeg pakkede en taske og en rulle sengetøj, og lige før afgang sendte jeg en sms og spurgte, om jeg måske måtte overnatte hos hende?

Det måtte jeg gerne, og vi fik sms'et lidt frem og tilbage om, at det nok ville blive meget sidst på dagen, før jeg dukkede op, og at jeg bare kunne ringe, når jeg kørte inde fra byen. Det gjorde jeg, men i stedet for, at jeg gjorde holdt på vejen og købte ind til vores aftensmad, havde min moster allerede haft næsen i sin fryser og fundet både det ene og det andet frem, og der lugtede saligt af mad, da jeg gjorde min entré.

Vi spiste og vi hyggede, og så hyggede vi lidt mere, indtil jeg var så træt, at jeg var nødt til at gå i seng, hvis jeg ikke skulle falde i søvn i sofaen.

Næste morgen, mens jeg lå og læste i en af min mosters bøger, som jeg iøvrigt fik lov at få, fordi jeg tænkte, at min moster nok stadig sov skønhedssøvn, kom hun listende: Er du vågen? Hvilket jeg jo var, og så kunne vi jo lige så godt stå op og få morgenmad. Jeg tilbød at hente morgenbrød, men det var slet ikke nødvendigt, min moster havde det hele.

Dér, altså ved morgenbordet, sad vi længe og snakkede om både dit og dat og alt der i mellem. Den gamle dame læser sin daglige avis og lytter til radioens lidt tungere programmer for at holde sig ajour, så der er ikke mange ting, hun ikke er helt med på, hvilket gør hende til en fornøjelse at snakke med. Og så er hun den, der har mest tjek på familien, så hvis jeg skal høre nyt om den ene eller den anden, er det hende, jeg skal spørge.

Efter to hele kander te måtte jeg dog sige stop og pakke mit habengut sammen og sige farvel. Min moster fulgte mig helt ud til elevatoren, og parret, der allerede stod i elevatoren, spurgte nysgerrigt: Er det så datteren? men måtte slå sig til tåls med, at jeg kun var en niece. Ja, for vi kender jo en del her i opgangen, fortsatte de, mens jeg ihærdigt prøvede både at sige noget imødekommende og samtidig bide mig i læben for ikke at grine, da jeg følte mig overbevist om, at jeg stod over for Rytteriets forældre med både charmeklud og Klampenborg-accent.

Således pænt glad i låget kørte jeg til Sorø, hvor jeg foretog et tisse-stop og ringede til min faster, der bor mellem Odense og Kerteminde, og spurgte, hvad hun lavede. Helt sådan plejer jeg ikke at indlede vores telefonsamtaler,og hun gennemskuede mig da også straks, og svarede, at hun egentlig bare gik og tænkte, at det kunne være hyggeligt med besøg til kaffen. Så vi aftalte, at jeg købte et par kager med, og så stod hun klar med kaffen, da jeg kom en lille time senere.

Min faster er i forhold til min moster en ren årsunge på kun femogfirs. Til gengæld ser hun meget dårligt, og mindre positivt indstillede sjæle end hun kunne nok være noget nedtrykte over det, men ikke min faster. Hun er stadig glad og tilfreds og mener, at hun er noget så heldig med tilværelsen og ikke mindst med alle de rare mennesker, der omgiver hende. Vi fik vores kaffe, og hun hørte alt om mine venners besøg, og bagefter beundrede jeg hendes fine nye postkasse, som netop var kommet op.

Og så ikke så meget mere. Jeg sagde tak for kaffe og kørte glad hjem, mens jeg tænkte, at jeg dælme er lidt dum, at jeg ikke besøger de gamle damer lidt oftere, mens tid er.

De brune bakker ved Himmelbjerget
har ikke noget med sagen at gøre.

Turist i eget land

Vi har haft besøg fra San Francisco, og jeg har forsøgt mig som guide i mit eget lokalområde.

Tilbage i marts skrev min veninde, at hun og hendes husbond sammen med et vennepar planlagde en rejse til Norge. De ville så rejse videre til København, og efter et par dage der ville venneparret flyve til Stockholm, mens vores venner gerne ville besøge os i det Midtjyske. Hvis det kunne passe os?

Om det kunne?!!

Det kunne det i allerhøjeste grad.

Det er ni år siden, vi sås sidst, og da var det dem, der brugte tid, krudt og penge på at tage os med rundt i San Francisco, så nu var vi klar til at rulle den røde løber ud og gøre det samme for dem.

Donnaen og jeg hentede dem ved stationen i Skanderborg onsdag sidst på eftermiddagen, og vi kunne derfor kun nå at spise middag sammen, før dagen var omme.

Men næste dag skulle vi på tur, men efterhånden som vejrudsigten blev værre og værre og endnu værre, begyndte jeg lettere panisk at spekulere på, om jeg kunne hale en plan B ud af ærmet. Det lykkedes kun i begrænset omfang, da der ikke er ret mange indendørs attraktioner her i området. Heldigvis kom vores venner næsten direkte fra Bergen, og de havde derfor både regntøj og solidt fodtøj med - og var ikke særligt bekymrede.

Det regnede om natten, men var holdt op igen da vi mødtes næste dag. Og vi kunne, uden paraplyer, gå ned til havnen og tage en af turbådene ud til Himmelbjerget. Det blev en temmelig grå tur, og det regnede også lidt ind i mellem, men man kunne stadig nyde udsigten til både natur og de dyre huse langs bredden.

Ved foden af Himmelbjerget hoppede vi i land og stod lidt og beundrede udsigten, før vi gik ind på Restaurant Himmelbjerget og spiste frokost. Den, altså frokosten, var virkelig lækker, og den blev selvfølgelig ikke ringere af, at vi sad med en betagende udsigt over søen. Imens vi sad der, for et par regnbyger over søen, men så klarede det op, og vi kunne okse op til Himmelbjerget i tørvejr.

Mens mine venner fra det tørkeramte Californien især var begejstrede for den grønne frodighed, lagde jeg derimod mærke til, at alle bregnerne ned ad skråningen stod og lyste vissenbrunt. De havde tydeligvis ikke kunnet tåle sommerens tørke. Tårnet var lukket, hvilket var lidt en skuffelse. Og en overraskelse, for ifølge stedets hjemmeside skulle det have været åbent. Men det var der ikke, og vi klarede os endda, for selv uden tårn er udsigten jo overvældende.

Vi stod lidt og nød både udsigt og tørvejr og fik taget en del selfies. Med deres medbragte selfie-stick. De grinede selv af det og sammenlignede sig med kinesiske turister, men det behøver de nu ikke, for de er meget diskrete og hensynstagende, når de bruger den, så det var egentlig bare mig, der skulle prøve at finde det rette grin frem, når vi stod med ryggen til seværdighederne og gloede på en Iphone på en stang ...

Gemalen ventede på parkeringspladsen, og nu var vejret så godt, at vi kunne tage tilbage til byen og bare daske rundt og se på den, før vi efter et kort hvil til dem og en kamel-lufter-tur til mig kunne mødes igen for at køre ud og spise middag på den lokale pramdragerkro, hvor man plejer at kunne få den lækreste mad. Gammeldags retter og godt håndværk, og noget vi syntes kunne være sjovt at vise vores gæster. Desværre levede stedet ikke op til vanlig standard, og deres mørbradsbaserede pramdragergryde bestod denne aften af to-tredjedele cocktailpølser, hvilket ikke lige frem var et hit.

Så i stedet for at blive og få kaffen med, kørte vi hjem til os og lagde planer for næste dag. For det var gået op i sømmene, at vores venner faktisk havde hele fredagen til rådighed og først skulle flyve fra Kastrup lørdag middag. De ville dog helst overnatte i København, men hvad kunne de måske nå at se i løbet af fredagen? De snakkede både om Roskilde Domkirke og Kronborg Slot, men det ville jo være nærmest uladsiggørligt, hvis de var med toget.

Derfor var det meget ligetil, at jeg tilbød at være chauffør, og sådan blev det. Klokken ni tog vi fra det midtjyske og kørte, med et enkelt cappuccino-stop, til Roskilde og så på domkirken. Det var meget sjovt at se kirken sammen med udlændinge, som kan spørge om mere end ti vise - og i særdeleshed jeg - kan svare på. Vi så selvfølgelig også dronning Margrethes nys-opstillede, men afdækkede sarkofag i et af kapellerne. At den skal stå afdækket frem til dronningens død er vel det mest rigtige, men hvorfor den skal være dækket af en ualmindeligt grim trefarvet papmaché-agtig ting, kan jeg virkelig ikke forstå.

Da vi kom ud fra kirken regnede det, men da jeg vidste, at der skulle ligge en café i nærheden, valgte vi alligevel at gå ud. Jeg nåede også at få øje på caféen på den anden side af torvet, men lige rundt om hjørnet hang et skilt med restaurant, og uden at spørge hinanden spurtede vi ned af trapperne og ind i hvad der viste sig at være Restaurant Rådhuskælderen. Der var allerede mange mennesker, men heldigvis også plads til os, og vi fik en lækker frokost, som vi hver især sammensatte af forskellige småretter.

Mætte, godt tilpasse og nogle selfies senere satte vi kurs mod Kronborg. Det var mere, end mine gæster kunne klare, og første nikkede den ene og så den anden af til drømmeland. Det gjorde ikke så meget, og jeg slap for at indrømme, at jeg missede en afkørsel og måtte ud på lidt af en omvej.

Vores timing var dog så god, at vi stadig havde to timer, til Kronborg lukkede, da vi stod ved billetsalget. Først op og kigge ud over Øresund, over mod Helsingborg. Igen var det sjovt at følges med udlændinge, som ikke, som vi andre, tager noget som helst for givet, men stiller alle de spørgsmål, som jeg aldrig selv har tænkt. For eksempel: Hvis skibene skulle betale told for at sejle gennem Øresund, hvorfor sejlede de så ikke bare gennem Storebælt? Jeg blev dem svar skyldig, for mens vi alle ved, at der skulle betales told for Øresundssejlads, hvem har så hørt om, at det skulle man faktisk også i Storebælt? Jeg ikke i hvert fald. Og jeg har, med skam at melde, heller aldrig tænkt tanken.

I den store riddersal var der en lille intim Hamlet-opsætning. Til vores udelte fornøjelse blev der spillet på engelsk, og vi stod lidt og kiggede, mens Hamlet filosoferede To Be Or Not To Be. Da stort set alle var døde, gad vi ikke mere, men gik i stedet ned og hilste på Holger Danske. Igen kom jeg lidt til kort, for hvor filan stammer den legende fra? Vi famlede os hele vejen gennem de mørke og til tider meget lavloftede kasematter, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde har gjort det tidligere eller bare er gået op igen den hurtigste vej, fordi jeg har haft en lille, ængstelig Donna med?

Vel ude igen fandt vi tilbage til bilen, og så trillede vi ad Strandvejen hele vejen ind til Radisson-hotellet skråt over for Tivoli.

Her var der lige plads til at stille bilen, tømme den for bagage og kramme farvel.

Og så håber vi bare, at der ikke skal gå ni år, før vi ses igen.

To be or not to be.