Bonde-barok

Nogen havde meget snedigt lagt yderligere MTB-O-løb i Østrig den følgende weekend.

På den måde kunne rytterne slå to fluer med ét ferie-smæk, og det var der rigtigt mange, der gjorde. Men der var det meste af en uge i mellem, og det var lidt forskelligt, hvordan tiden blev brugt. Nogen tog direkte videre til Bad Vöslau, syd for Wien, for at træne og slappe af. En mødtes med sin kone i Prag, og de brugte nogle dage på at være turister der. Jeg havde overtalt Gemalen til et stop på vejen, så vi kunne opleve et hjørne af Tjekkiet, hvor vi aldrig havde været.

Min finger var i sin tid stoppet ved Rozmberk nad Vltavou, cirka 25 km syd for Cesky Krumlov og kun ganske få kilometer fra den østrigske grænse. Men først skulle vi jo dertil, og da der ikke var særlig langt, var der tid til et enkelt svinkeærinde, mente Fruen. Så derfor kørte vi til Holasovice, som er et så fint og velbevaret eksempel på en tjekkisk landsby, at den er på UNESCOs verdensarvs-liste.

Vi kom virkelig langt ud på landet ad små snørklede veje og kom så til Holasovice, som består af et par og tyve gårde, der ligger i en oval, med ryggen til omverdenen og front til et grønt fællesareal. At der er tale om gårde, kan man faktisk ikke se, når står inde i landsbyen, for gårdene er bygget mere eller mindre sammen, og det er de smukke stuehuse, der vender gavlene ud mod fællesarealet. De er bygget i en særlig stil, der kaldes syd-bøhmisk bonde-barok og ligner søde miniatureudgaver af de store og prangende gavlhuse, man kan beundre rundt om større torve og pladser i en lang række midteuropæiske byer.

Klokken var kun omkring halv tolv, men da en besnærende duft af mad kom bølgende ud gennem en port, blev Fruen akut sulten og meddelte, at nu var det tid til frokost. Gemalen var slet ikke sulten, men gik med, og vi satte os på en bænk ved at af de ganske få borde, der var ved det lille bitte madsted mellem bygningerne bag porten.

Og der sad vi så. Gemalen fik en kop kaffe, mens jeg mæskede mig med kanin og en lokal variant kartoffelsalat. Solen skinnede, de øvrige gæster virkede ret lokale, en gammel morlil sad i skyggen foran et baghus og nikkede til dem, der kom forbi, og alt åndede fred og idyl. Det ekstra fascinerende ved stedet var nemlig, at det ikke bare var en tom kulisse, men en levende landsby, hvor folk boede og arbejdede.

Der var ikke ryglæn på bænken, og det var måske meget godt, for ellers havde vi nok siddet der endnu. I stedet rejste vi os, betalte og gik videre. Der stod årstal på næsten alle gavle. Det afslørede, at langt de fleste gårde var bygget i 1860'erne og 1870'erne, altså inden for et relativt kort tidsrum. Hvilket man jo nok også godt kunne regne ud, da de er ret ens. Men hvordan det er gået til, at man har enedes om at bygge sig en færdig landsby på denne måde og ikke ved almindelig, organisk knopskydning, fremgår desværre ikke nogen steder. Jeg har kunnet læse mig til, at der har ligget en landsby siden tidernes morgen. Det har været en tysk enklave, hvilket betød, at indbyggerne efter Anden Verdenskrig blev smidt ud, og landsbyen stod forladt tilbage, ind til man i 1990 begyndte at restaurere den og flytte ind igen. Alt sammen interessant, men bare ikke en forklaring på, hvorfor stort set alle bygningerne er bygget i samme periode.

Næsten rundt om indelukket, opstod et andet akut behov, og jeg var så heldig, at vi netop var nået noget, der lignede en café, men som viste sig at være et ganske stort spisested med udmærkede toiletfaciliteter.

Herefter kunne vi køre videre i god ro og orden.

På vej tilbage til hovedvejen var der flere steder, hvor man kunne se milevidt. Mestendels ud over frodige marker og hist og pist lidt bebyggelse. Men på et tidspunkt var det intet mindre end et atomkraftværk, der dukkede op i horisonten.

Tjekkiet er i sandhed et land fyldt med kontraster.

Die Knödelwerferin

En af dagene i Plzen skulle Gemalen ikke køre løb, og jeg øjnede straks chancen for at komme ud og se noget.

- Skal vi ikke køre til Bamberg?

- Til Bamberg?! Er du klar over, hvor langt, der er til Bamberg? spurgte Gemalen.

Det var jeg godt, men det var Gemalen ikke, og jeg håbede, at han bare ville sige ja uden at undersøge det. Det gjorde han ikke, og så kom vi ikke til Bamberg ...

Men køre en tur ville Gemalen godt, og så kørte vi ad landevejen mod syd. 

Og direkte ind i en kø. Der stod næsten bomstille. Den slags kan Gemalen ikke ret godt med, så da opstod en mulighed for at lave en u-vending, gjorde han det, og så kørte vi lidt ad nogle mindre veje, før vi kom tilbage til landevejen og fandt årsagen til køen: En varevogn var i forbindelse med et uheld braget ind i en el-mast, og nu lå og hang luftledningerne ud over vejen, mens diverse redningsfolk vist især afventede, at der kom nogen med det rette grej til at retablere ledningsnettet. Jeg var lige ved at blive sur over, at vi nu bare skulle holde i kø fra en anden vinkel, men heldigvis for os kom vi fra en lille stikvej med stort set ingen trafik, og vi fik derfor lov at kante os igennem med det samme.

Videre og stop i Klatovy, hvor vi pludselig godt kunne se, at vi havde været før, så da vi havde gået en tur på torvet og kigget lidt på det marked, der desværre kun var ved at blive sat op, kørte vi videre mod den tyske grænse og Bayerische Wald. Vi kørte på E53, altså en såkaldt Europavej, men det var bare en almindelig landevej. En ualmindelig snoet almindelig landevej faktisk. Vi kom langt ud på landet, derefter langt ind i den dybe skov og op i nogle ikke alt for høje bjerge. Meget smukt på den udramatiske måde, hvor man måske ikke siger 'wow!', men bare nyder turen.

Vi nåede grænsen, og selv om der var G20-topmøde i den anden ende af Tyskland, var der ikke et øje til at kontrollere, om vi kom i fredeligt ærinde.

Og så kørte vi til Deggendorf. Eller forsøgte. For pludselig var der et skilt om, at vejen var spærret, og vi kom ud på noget af en udflugt. På et tidspunkt mente Gemalen dog, at han godt kunne følge GPS'en igen, og det gjorde han så. Med det resultat at vi lidt senere kunne konstatere, at vi havde kørt i ring, og var tilbage ved det sted, hvor vejen blev spærret. Denne gang høstede Gemalen ikke bonuspoint for sine gode ideer ...

På den måde var vi nået at blive ret sultne, da vi endelig nåede Deggendorf, og så snart vi havde fundet ud af at betale for parkeringen, smækkede vi os ned i stolene på en fortovsrestaurant midt på torvet. Vi valgte hver sin tærte, og så havde jeg forventet at få en rund, dyb sag med fyld på en tærtebund af mørdej. Det fik vi overhovedet ikke. Vi fik noget, der var fladere end den fladeste pizza og ganske sprødt. Det smagte virkelig godt, og så var der jo ingen grund til at beklage sig over den overraskende variant af tærtefænomenet.

Da vi havde siddet lidt, kiggede Gemalen op mellem parasollerne og mente, at vi vist skulle skynde os, hvis vi skulle nå at se noget, før det begyndte at regne. Altså skyndte vi os afsted, for jeg ville gerne se statuen af die Knödelwerferin, som jeg havde læst om.

Sagen var nemlig, at den grimme kong Ottokar tilbage i tolvhundredeoghvidkål havde belejret byen, og på et tidspunkt var en spion blevet sendt afsted for at kravle over bymuren og se, om indbyggerne ikke efterhånden var så udmattede af sult og indspærring, at byen kunne indtages. Spionen blev imidlertid opdaget af en kone på vej med knödler til sin mand, og hun verfede resolut en knödel lige i synet på den stakkels spion, som mistede balancen og drattede ned i voldgraven. Da Ottokar og hans mænd på den måde erfarede, at indbyggerne stadig havde så meget mad, at de ligefrem kunne kaste med det, opgav de den videre belejring, og byen blev reddet.

Rigtig god historie, der både fortæller om kvindelig handlekraft og - ikke mindst - om slagskraften i knödler ...

Det tog lidt tid at finde statuen, for den stod ikke på selve torvet, men for enden af en sidegade. Og så var den slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Lidt som at se Den lille Havfrue for første gang. Men den var der, og vi så den, og vi skyndte os at gå tilbage igen, for nu begyndte det at dryppe. Tilbage på torvet ville jeg lige have et billede af en madonnafigur foran kirken. For at få det skulle jeg over gaden og ud midt på torvet. Gemalen valgte klogeligt at vente og godt for ham, for pludselig gav det vand, og mens han kunne gå ind under en markise, måtte jeg vente på et hul i trafikken, før jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg ville gerne have set noget mere af byen, men vejret var dumt og klokken mange, så vi vendte næsen hjemad.

Vi valgte en lidt anden rute og kom til Furth im Wald, hvor man kan et eller andet med drager. Hvad fandt vi desværre aldrig ud af, for vi kom for sent, og det der drage-noget - som vi ikke vidste, hvad var - var allerede lukket. Det var lidt surt, men så kunne vi i stedet sætte os og få en kop kaffe og en kage på en café på torvet.

På vej tilbage til bilen var Gemalen dagens helt, da han 'reddede' en gammel dame, der bare ikke kunne hitte ud af at starte sin bil. Så det gjorde Gemalen, mens hun holdt hans paraplyer. Imens stod jeg og tænkte, at det egentlig var ret fint, at hun sådan overlod sine bilnøgler til en vildt fremmed. Ovenikøbet en udlænding. Verden er endnu ikke helt af lave.

Lidt skæv var den nu alligevel. Vi nåede grænseovergangen og fandt ud af, at det var en af de mere sleazy af slagsen. Først var der et par kasinoer, så en natklub, der hed 'Ladies Bar', men som vi var enige om nok nærmere var 'bare ladies'. Derefter et par huse, der tydeligvis var bordeller, og til sidst stod eller sad kvinderne langs vejen. Det er ikke just fordi vi ikke før har oplevet prostitution langs vejene, men det er første gang, at vi har set det koblet sammen med en grænseovergang, og vi kunne ikke regne ud, hvorfor lige netop denne - lille - grænseovergang skulle være noget særligt, på denne lidt kedelige måde?

Således beriget med diverse mageartede indtryk kørte vi hjem.

Ikke verdens bedste billede af die Knödelwerferin.