35 år og stadig nye historier

Søndag lå jeg brak.

I hvert fald i det omfang det kunne lade sig gøre med en Gemal, der stod op klokken syv, en Kamel, der skulle luftes, og en telefon, der blev ved at ringe, hver gang jeg forsøgte at nyde en morfar under dynen.

Brakligningen skyldtes lørdagens særdeles vellykkede studenterjubilæum.

35 år.

Sgu!

Det var lykkedes at samle to-tredjedele af klassen. I Jyttes sommerhus, der også lagde rammer til både 25 og 30 års jubilæerne.

Vejret viste sig indledningsvist fra sin bedste side, og vi sad på terrassen i sensommersolen og nød udsigten over fjorden, mens kaffen, de første øl og de første historier kom på bordet.

Med liv, der er gået i vidt forskellige retninger, var der historier nok at tage af. Fra ham, der var nanosekunder fra at skyde en mand til ham, der kom verbalt i klemme mellem dronningen og prinsgemalen.

Knapt så dramatisk, men nok så vigtigt var det at blive opdateret om hinandens børn. Og børnebørn. Også her var spredningen stor. Fra voksne, færdigtuddannede børn og børnebørn på vej i skole til den mindste datter på kun otte år. Flest har dog i øjeblikket store teenage-børn, og erfaringerne med unger i netop den alder blev ivrigt delt og diskuteret. Selv om mange problematikker er de samme, som da vi var i den alder, var der almindelig enighed om, at vores børn har det mindre sjovt, end vi havde det. Presset er langt større, og nutidens unge skal ikke alene præstere rent fagligt, men måler også sig selv og hinanden på en lang række områder, som vi i sin tid slet ikke kendte eller forholdt os til.

Flere timer senere, efter god mad og en passende mængde vin, nåede vi til de allerbedste historier; dem fra vores egen gymnasietid. Det overraskende var, at der stadig kan dukke historier op, som vi ikke allesammen har hørt flere gange før. Og ind i mellem måtte vi spørge os selv, om vi virkelig havde gået i samme klasse? At historierne ikke kom ud dengang, var til gengæld ret indlysende. For der var både historien om den store gruppeopgave baseret på interviews, der var ren fiktion. Og den om ham, der ikke havde behøvet at aflevere en eneste opgave efter, at han uforvarende havde bevidnet sin lærers udenoms-ægteskabelige eskapade.

Skrappe sager dengang, nu fantastiske røverhistorier, der blot kunne fremkalde forbløffede latterbrøl.

Pludselig var klokken to, et par stykker sad og småsov i stolene, og værtinden tilkendegav, at nu gik hun altså snart i seng, så vi enedes om at sige tak for en dejlig aften.

Og - selvfølgelig - at mødes igen om fem år.

Lige ved at stige mig til hovedet

Donnaens værelse skulle males.

Det var mit job, da jeg er bedst til at male og bedst til at stå på stiger.

Alt er relativt og skal kun ses i forhold til resten af familien ...

Det skulle egentlig været sket på nogle fridage, men så kom der tusind ting i vejen, og i stedet blev den en langsommelig affære, fordi det måtte ske, når jeg lige havde tid. Og det har jeg stort set kun i uger med to torsdage.

Værelset skulle tømmes, og så skulle Donnaen jo være et andet sted. Gæsteværelset var den indlysende løsning, men det er som om, at det værelse forvandles til pulterkammer, så snart man vender ryggen til, så allerførst måtte der altså ryddes op der.

Det lykkedes at rydde op på det ene værelse og tømme det andet. Og fordele effekterne ud over hele huset. Stort set.Tilbage sad alle skruerne og sømmene i væggene. Dem skulle Gemalen tage ud. Og da det var gjort, skulle der polyfillaes i alle hullerne. Af flere omgange. Og der skulle dækkes af og hentes stiger ind, for vi har alt for meget højt til loftet. Først skulle stigerne dog rengøres, for de ligger ude og bruges så sjældent, at de altid er fulde af skidt og møg og spindelvæv, når de skal bruges.

Jeg vaskede stigerne, og Gemalen fik dem samlet og sat op.

Så var jeg klar.

Da jeg endelig havde fået møvet mig helt op - der er altså højt, og det kræver lidt overvindelse de første gange - og var klar til at svinge penslen, sagde det RITZZZZCCHH!! på en meget ubehagelig måde.

Det var - viste det sig, da jeg blev klar over, at jeg stadig både levede og stod på stigen - den lyd, det siger, når afdækningstape slipper et panel, fordi stigen skrider og rykker afdækningsplastikken med sig ...

Efter et par dybe indåndninger skyndte jeg mig, meget forsigtigt, ned igen.

Satte ny tape på og besluttede, at hvis jeg nu satte den tunge malerspand for det ene stigeben, så ville stigen nok ikke skride mere.

Det fungerede rigtig fint, og jeg vil gerne pointere, at jeg ikke en eneste gang trådte ned i malerspanden. Og kun trådte på låget en enkelt gang ...

Sidst på dagen var jeg godt mør, og da jeg næste morgen vågnede, føltes det som om min ryg burde udskiftes. Godt nok er det en - for mig - meget uvant øvelse at stå på en stige og male oppe under loftet, men jeg tror dog, at den primære årsag til voldsomme gebrækkelighed var den ufrivillige rutschetur, som - sådan føltes det - momentant låste både tanke og krop.

En tur med Kamelen løsnede lidt op, og så var jeg klar igen. Gemalen mente ikke, at mit arrangement med malerspanden for stigebenet var helt smart, så han udtænkte en løsning med en nogenlunde skridsikker måtte. På den måde burde jeg ikke kunne skride. Til gengæld kunne jeg heller ikke flytte stigen selv, så jeg var afhængig af, at Gemalen cirka hvert tyvende minut hjalp med at flytte stige og måtte. Han løftede stigen, jeg flyttede måtten, og så kom stigen hen på plads.

Dejligt sikkert, totalt besværligt.

Nu er jeg færdig og mangler bare at vaske og oliere gulvet.

Og næste gang Donnaen skal have malet, er hun forhåbentlig flyttet hjemmefra og kan gøre det selv.