Bestillingsarbejde

Googler man broholmer, kan man blandt så meget andet læse, at racen har været brugt som vagthund.

Nu er Kamelen jo ikke nogen ren broholmer, men derimod en meget fin hulihæk-hund, og det kan måske forklare, at hun ikke syntes, hun skulle vælte huset, da der var ubudne gæster i kælderen. Måske synes hun ikke, at kælderen, hvor hun ikke må komme, er hendes domæne at forsvare. Eller også mente hun bare, at når Gemalen var hjemme, så havde han nok tjek på tingene.

Kamelen tog fejl. Og Gemalen tog fejl, hvis han havde troet, at han bare kunne ligge og snue den en torsdag formiddag (han er smaskforkølet), uden at der ville komme noget skidt ud af det.

Og det var især ham, det gik ud over.

Dem, der kender Gemalen, ved, at han har det nogenlunde med sine cykler som Gollum har det med Ringen.

Og nu er de væk! Tre gange My Precious stjålet ved højlys dag og nu på vej mod Østeuropa.

Det sidste er ikke bare noget, jeg fordomsfuldt mener, men faktisk hvad betjentene sagde, da de var ude og optage rapport.

De sagde også, at det givetvis var et bestillingsarbejde.

For Gemalen har fundet ud af, at han er nødt til at have en mountainbike, der tager lidt mere hensyn til hans gamle korpus. Noget med noget mere affjedring både her og der, og hvad ved jeg. Og skulle han købe nyt, måtte han også sælge brugt, og derfor har han haft et par af sine cykler til salg. Dels på facebook og dels på dba. Og især det sidste sted, mente politiet, kunne have inspireret tyvene til at aflægge os besøg.

Så nu er det slut med at sætte noget til salg dér. Det giver iøvrigt sig selv, for Gemalen har ikke længere noget at sælge ...

Gemalen er selvfølgelig sur.

Også over, at han ikke opdagede indbruddet.

Det er jeg faktisk meget godt tilfreds med, at han ikke gjorde. For hvis tyvene var parate til at løbe risikoen ved at bryde ind i fuldt dagslys, og mens der stod en bil parkeret i carporten, hvad ville de så ikke have været parate til, hvis Gemalen var kommet drønende med morgenkåben flagrende og højt løftet stegepande?

Æv!

Ud over en masse bøvl med tilkald af politi, kontakt til forsikringsselskab og besøg af skadesfirma for midlertidtig reparation af dør kommer Gemalen til at bruge tid på, at døren skal repareres eller helt udskiftes, og så kommer han helt sikkert til at bruge en hulans masse tid på at finde lige præcis de cykler, som han mener vil være de helt perfekte til ham til den helt rigtige pris.

Det er hvad det er.

Meget værre er den utryghed, der har bredt sig i det lille hjem.

For hvad nu?

Var det en engangsforeteelse, eller kommer de igen efter biler, hund og sparegrise? Var det virkelig et bestillingsarbejde, og sætter de sig nu og venter tre måneder, før de kommer igen og henter Gemalens erstatningskøb?

I den forbindelse er det heller ikke specielt rart at kunne læse om tyveriet i den lokale avis, for det føles nærmest som om, at der dermed bliver sat fokus på, at der er - om ikke andet så i hvert fald - dyre cykler at hente på adressen.

Især Donnaen er utryg.

Vi gør, hvad vi kan for at berolige hende. Forklarer hende, at Kamelen helt sikkert vil gø, så huset ryster, hvis der kommer fremmede ind i stueetagen, og hun ikke øjeblikkeligt bliver bedt om at holde mund. (Om hun også vil æde eventuelle ubudne gæster, er nok tvivlsomt, da hun er meget rar hund, men det ved andre jo ikke). 

Og så har Gemalen med øjeblikkelig virkning fået ændret alarmsystemet (sådan et har vi nemlig, men det har altid været slået fra, når vi var hjemme), så man kan skal-sikre kælderen for sig. Så er der da i det mindste 'gjort noget'.Nu skal vi så bare vænne os til at bruge det konsekvent. Lidt af en opgave for nogen, der i forvejen har haft svært ved overhovedet at huske at låse før sengetid. - Og som er sluppet godt fra det.

Velkommen til virkeligheden.

Tjek, tjek og et julemysterium

En gang tilbage i november, hvor jeg netop havde købt den første julegave, tænkte jeg, at det måske i år ville lykkes mig at få nogenlunde styr på julegøremålene uden at gå til i julestress.

Omkring første december mente jeg stadig, at det faktisk gik helt godt.

Nu må jeg erkende, at juletræerne ikke vokser ind i himlen, og at panikken, som vanligt på denne tid i december, er ved at indfinde sig.

Ting tager generelt bare længere tid, end jeg på forhånd - naivt - forestiller mig.

For eksempel nåede jeg kun at fremstille dejen, men ikke at bage vaniljekranse (altså vaniljedimser, da jeg ikke har de rette remedier og ej heller tålmodighed til kransefremstilling). Heldigvis tager dejen ikke skade af at stå i kælderen et par dage og vente på tid. Så det går nok.

Et par vigtige hak blev der dog sat på listen i weekendens løb. Lørdag hjembragte jeg den bestilte gås, som egentlig ifølge den lokale gårdbutiks nye, fancy web-bestillingssystem skulle have været leveret med posten, men som jeg endte med selv at hente mod at få lidt mere gås for den sparede porto.

Og søndag hentede Gemalen og jeg juletræer hjem. Donnaen var for dårligt gående og skulle iøvrigt skrive stil, så hun måtte desværre, til sin store fortrydelse og i øvrigt for første gang i sit liv, blive hjemme.

Juletræer henter vi hos gode venner, og nu hvor jeg har sørget for, at de har en netter, var de så meget nemmere at få plads i bilen. Træerne, ikke vennerne. Til gengæld var det præcis lige så svært som det plejer at vælge det helt rigtige træ, så vi brugte lang tid på at vandre rundt. Og endte så med at vælge et af de allerførste, vi havde kigget på ...

Da Gemalen stadig ikke er helt mobil, når det kommer til at kravle rundt på jorden og fælde juletræer, blev det i år min tjans at save, mens Gemalen bare hev lidt i toppen, så saven ikke satte sig fast. Så nu ved jeg, at jeg også kan fælde juletræer, og det er jo altid godt at vide.

Efter omsider at have udvalgt det helt rette stue-juletræ gik det hurtigt med at finde et lille træ til terrassen, få begge træer nettet, smage værternes hjemmekomponerede snapse og komme hjem igen, så jeg lige kunne nå en travetur i skoven med Kamelen, mens det stadig var lyst.

På vores aftentur på den sædvanlige rute gennem villakvarteret konstaterede jeg, at jeg ikke havde set syner, da jeg aftenen før havde set en lille julemand stå på et elskab. Han stod der stadig og så så fin ud. Og jeg undrede mig såre. For hvorfor står han der?

Jeg lod ham stå, for måske er han nogens. Eller måske er han en del af en skjult kamera-gimmick, hvor man aktiverer et eller andet fælt, hvis man prøver at tage ham. Måske sidder han fast med lim eller elastik, måske begynder han at tale, måske falder der noget ud af hækken, eller man starter en alarm?

Mest tror jeg på, at han er tabt. Ud af en klapvogn, og så har en venlig sjæl stillet ham op på elskabet, så han er til at finde igen. Det er ikke til at vide, og indtil videre lader jeg ham stå. Men hvis han ikke bliver hentet, tror jeg ikke, at jeg kan lade ham stå der i kulden julen over.

For sådan kan man da ikke behandle en julemand.

Vel?