skip to main |
skip to sidebar
Alle ved jo, at når talen falder på lus, så begynder det at klø.
Sådan er det bare, hvad enten man har haft lus eller bare forestiller sig, hvordan det må være.
Men der er ingen lus.
Det er ren og skær indbildning. Og det ved man også godt. Noget pjat, som man ikke rigtigt kan styre.
Noget, der foregår mellem ørerne inden i hovedet.
Og ikke mellem ørerne uden på hovedet.
Slut. Der er ingen lus.
Man skal bare tage sig sammen, sænke skuldrene og tænke på noget andet.
Hvilket er lettere sagt end gjort.
Især når kløen føles stædigt insisterende.
Og flytter sig.
Fra bag højre øre til et sted lige oven på hovedet. Dér, hvor brillerne er parkeret, når de ikke sidder på næsen. Og tilbage igen.
Så bliver det pludselig for meget, og man er nødt til at gøre noget.
Finde kæmmekammen frem og
få syn for sagn:
Et styk sprællevende lus!
Gemalen kan ikke sættes til at kæmme. Det er udelukket.
Donnaen kunne godt, men ser bare på sin mor med ubehag i blikket.
Klokken er en halv time i apotekets lukketid, men allerede inden den halve time er gået, er jeg i fuld gang med, med tak til Helle, at fedte hår og hovedbund ind i lusemiddel.
Mens jeg bander mit kraftige hår langt væk og kortvarigt overvejer, om crew cut eller det kronragede look ville klæde mig.
Én behandling burde være nok, men det småklør stadig, og jeg er nok nødt til at tage en tur mere, før jeg kan overbevise mig selv om, at det igen kun er indbildning.
Kun indbildning.
Da Fruen var ved at blive helt skeløjet over ting, der ikke rigtigt kunne nås i det daglige, men bare hobede sig op, blev der dømt onsdagsfri.
Arbejdsfri altså.
For vækkeuret ringede som vanligt, og morgenritualerne forløb også ganske hverdagsplanmæssigt. Men derefter kunne jeg godt lige nå at starte en gang sengetøjsvask (på grund af én sølle lus), før jeg kørte til Viborg for at returnere fejlindkøbte elektriske pærer.
Det kunne måske virke lidt voldsomt at køre 2 x 35 km for nogle sølle pærers skyld, men vi kører gerne langt for at handle i, om ikke verdens så i hvert fald Midtjyllands bedste, lampeforretning. Hvor man kan få stort set alt og tit til en ganske fornuftig pris. Især hvis man er så heldig, at der er Ham-Siæl, der står bag disken.
Og det var således også her man havde fundet fine erstatnings-skærme til mine forældres eksploderede badeværelseslamper. Vel at mærke, efter at mine forældre selv kun var blevet mødt med beklagende skuldertræk i diverse lampeforretninger i egen landsdel.
Men pærerne var forkerte, og da jeg havde oprindeligt havde fået hele mit indkøb til netop en fornuftig samlet pris, var jeg lidt spændt på, hvor meget jeg kunne få tilbage, når jeg returnerede pærerne. Det var der dog ikke grund til. Jeg fik - selvfølgelig - fuld pris for alle pærer. Også den der var var klippet ud af pakningen og forgæves forsøgt monteret i en af vores egne lamper.
Så jeg var godt tilfreds, da jeg kørte hjem og spiste frokost med Gemalen før næste udflugt.
Ned og bytte sim-kort. Gemalen havde fået nyere mobil, og som sidste led i mobil-fødekæden skulle jeg nu opgradere fra 4S til 5S. Hvilket altså betød nyt sim-kort.
Fordi Gemalen havde overladt mig en aldeles flad mobil (og fordi jeg ikke havde tænkt på at tjekke), kunne den unge 3-fyr ikke bare lige klare at få mig kørende på den nye(ere) telefon, men måtte finde sin indre pædagog frem og forklare den gamle tante - altså mig, hvordan jeg skulle gøre.
Jeg troede egentlig nok, jeg havde forstået ham, men da jeg senere på eftermiddagen skulle gøre forsøget, var der den lille hage ved det, at Gemalen ikke havde nulstillet telefonen.
Og det var dumt, for man skal ikke overlade den slags ting til en mobil-mongol som mig.
For jeg kan altså ikke forholde mig til vejledninger på nettet og you tube-instruktioner. Jeg prøver mig bare frem, og nogle gange går det godt. Andre gange ikke. Og i løbet af ikke ret lang tid lykkedes det mig at låse mobilen fuldstændigt. Alle koder var ugyldige, og man kunne ikke engang ringe til den.
- Og nu har du også blokeret min Ipad! råbte Gemalen fra sin sofaliggende position.
- Hvordan kan jeg det? spurgte jeg undrende.
- Det ved jeg ikke, men du må jo havde gjort et eller andet åndsvagt, mente Gemalen arrigt.
Nu blev Fruen bare en lille smule fornærmet, for selv om min mobil havde begået en eller anden form for harakiri i hænderne på mig, så mente jeg ikke, at det var helt retfærdigt at give mig skylden for Ipaddens nedbrud. Især ikke da Gemalens mobil stadig levede i bedste velgående. For hvis jeg havde slået Ipadden ihjel per wifi, hvorfor var Gemalens mobil så ikke sprunget med i døden?
Det kunne Gemalen ikke svare på, men min skyld var det. Bum!
Donnaen rullede med øjnene og holdt sig uden for.
Klogt, men alligevel ærgerligt, for da hun næste morgen forbarmede sig over faderens Ipad og forsøgsvis slukkede og tændte den igen, var den så god som ny.
Nu var det min tur til at rulle med øjnene.
Men jeg sagde ingenting.
Slet ingenting.
