Glor på vinduer

Kamelen skal jo luftes. Det er der ikke noget nyt i. Så vi traver troligt afsted. I nabolaget og i de nærtliggende småskove.

Men eftersom dagslyset er hastigt svindende, bliver det til færre og færre skovture.

For det første er jeg lidt af en kylling, hvad angår skovture i tusmørke. Kamelen skal nok holde eventuelle bøhmænd væk, men jeg slapper alligevel ikke ordentligt af. For det andet kan jeg ikke se, hvad jeg træder på eller i. Hverken skovsnegle eller vandpytter. Og for det tredie kan jeg ikke se, hvad Kamelen stikker sin nysgerrige snude i.

Og der er nok at stikke snuden i. Foruden alle de andre mærkværdigheder er der i øjeblikket et hav af forskellige svampe. Blandt mange andre er der virkeligt mange røde fluesvampe. Jeg tror faktisk ikke, jeg har set så mange før. Men det kan muligvis hænge sammen med, at jeg ikke tidligere har gået så meget i skovene? Anyway, selv om Kamelen er majet klog og selvfølgelig ikke finder på den slags (og så glemmer vi lige alt om lupiner), så er jeg alligevel ikke helt tryg ved tanken om, at hun potentielt kan gå og mæske sig i røde fluesvampe i ly af mørket.

Altså må flere af vores ture være nabolagsture på fortove eller oplyste stier.

Det er faktisk også ganske fint.

I hvert fald for en, der er så nysgerrig som jeg.

Før vi fik Kamelen, vidste jeg ikke ret meget om vores nabolag. Vi har jo heller ikke boet her mere end 6-7 år. Nu kender jeg de fleste veje. Stikveje og smutveje. Og stierne på tværs, bag om villavejene og gennem de grønne områder.

Ikke desto mindre kan jeg stadig overraskes over, hvordan stisystemerne hænger sammen. Hvordan man ved at gå bagom kan komme fra område A til område B og pludselig opdage et helt 'nyt' ben på en vej. Der går ikke en uge, uden at jeg kommer hjem og fortæller Gemalen om mine nye 'fund'.

Dertil kommer så alt det, man oplever, når man ikke går og ser ned i fliserne, men lystigt kigger ind i folks indkørsler og haver. Det der med at kigge ind gennem vinduerne er vi ikke helt kommet til endnu, men det lyder bedre i overskriften.

Først og fremmest ved både Kamelen og jeg, hvem der har hund. Om de er store eller små. Søde eller dumme og aggressivt gøende. Og når der i gennem længere tid mangler en hund på de sædvanlig ruter, bliver vi lidt bekymrede. Er den syg, flyttet eller kommet af dage? Forleden stod forklaringen på den store, sorte bamsehunds forsvinden i form af et til salg-skilt i forhaven til bamsehundens hus. Nu skal vi så bare finde ud af, hvorfor vi ikke har set den rare, gamle brune labrador med det indlysende navn Bruno siden først på sommeren?

Og der er pæne, velholdte haver. Almindelige haver og decideret misligholdte haver. Haver, hvor alt er snorlige, trimmet og klippet perfekt. Og haver, hvor man dårligt ville turde vove sig ind af skræk for at falde over ting glemt og gemt i græsset. Der er haver med høns, og så er der haver, der slet ikke er haver, men bare et goldt fliselandskab og en plæne med hæk udenom.

Indkørslerne er fyldt med biler og cykler, barnevogne og legetøj. Og i carportene hænger sengetøjet til tørre og afslører, om beboerne er retro-hippe eller bare har en svigermor med dårlig smag.

Postkasserne havde jeg ikke ofret mange blikke. Ikke før den dag, hvor jeg pludselig kunne se, at der manglede et navn på en postkasse. Der havde været to. Nu stod kun mandens tilbage. Måske forklaringen på det snigende forfald, der var begyndt at præge ejendommen hen over sommeren.

***

Det bliver også godt, når der lige straks kommer lys i vinduerne.

Nu håber jeg bare, at folk ikke trækker for ...

Hvem har taget en bid?

Tykke!

- Hun er da ved at blive lidt tyk, sagde damen, da vi mødtes igen første gang efter sommerferien.

- Hvad??

- Ja, I bliver nok nødt til at holde lidt igen, for hun skal i hvert fald ikke blive større, fortsatte kvindemennesket ufortrødent.

- Nå. Øh. Jamen ...

Jeg ved ikke, hvordan jeg så ud i ansigtet efter den svada, men jeg var nok en lille smule mellemfornøjet.

Heldigvis handlede det ikke om Donnaen, som absolut ingen kan beskylde for at veje spor for meget. Det drejede sig derimod om Kamelen, og det var hundetræneren, der var ude med riven.

Den dame, hundetræneren altså, siger altid præcis, hvad hun mener. Og det kan man så lide eller lade være.

Jeg synes heldigvis, konen er fantastisk.

Men den med vægten havde jeg ikke lige set komme. Gemalen heller ikke. Vi syntes sådan set begge, at Kamelen så ganske pæn ud. Så da jeg var forbi dyrehospitalet i anden anledning spurgte jeg den søde veterinærsygeplejerske:

- Sig mig, er Kamelen ved at blive for tyk?

- Tjah, så må jeg lige mærke ordentligt efter, sagde hun og stak fingrene i siden på Kamelen, der henrykt forsøgte at slikke hende i ansigtet.

- Nå?

- Joh, hun er faktisk lige tyk nok. Der er lidt for langt ind til ribbenene, konstaterede veterinærsygeplejersken. I må holde lidt igen, så vokser hun nok hurtigt fra det.

Okay. Godt så. Sagkundskaben har talt. 

Endda to gange.

Kamelen skal på skrump!

Og jeg føler mig lidt dum. Eller måske i virkeligheden lidt klogere. Jeg skal aldrig mere harcelere og mene, at det er ubegribeligt, sært og en lille smule ringe, når folk ikke er i stand til at se og erkende, at deres børn er for tykke. Når jeg ikke en gang selv kan se, at min hund er ved at nærme sig noget, der ikke er superfit længere. Måske er det slet ikke så let at indse den slags? Det går jo meget godt. Den ene dag tager den anden, og pludselig står man med et overvægtigt barn eller en fed hund.

Men så er det jo godt, at der findes barske hundetrænere, der kan åbne ens øjne for virkeligheden.

Så nu kommer Kamelen på skrump.

En forsigtig en af slagsen. Hvor hun fortsat får sin faste portion morgenfoder, men ikke bliver sat op som ellers planlagt. Og så skal godbidderne ikke bare komme oveni, men strengt modregnes i aftenrationen. Det er heldigvis ikke så svært, for både Gemalen og Donnaen er ret nærige med godbidder, så jeg skal bare holde regnskab med, hvad jeg selv har stoppet i hovedet på hende i løbet af dagen.

Det burde være til at finde ud af.

Og, nåh ja, vi skal også sørge for at Kamelen selvfølgelig får mindst lige så meget motion, som hun plejer. Og får hun motion, får jeg motion. Ren win-win. Dog synes jeg, at efteråret modarbejder os på den front. Der er simpelthen allerede alt for få lyse timer tilbage i døgnet.

Men det er en helt anden historie.

Som nok kommer en af dagene.

Tyk, mig?!?
Og ja, jeg har skrabet min snude ...