onsdag den 3. september 2014

Hvad Gemalen IKKE skulle have sagt om edderkopper


Det er edderkoppe-tid igen.

De vrimler ind igen.

Donnaen og jeg hader dem igen-igen.

Det har jeg skrevet om tidligere, og nu gør jeg det så igen-igen.

Siden sidst er Kamelen kommet ind i billedet, og det viser sig, at hun er overraskende god til edderkoppe-udryddelse.

- Sig mig, åd hun den? udbrød Gemalen forbløffet, da vi forleden stod ude på terrassen.

- Hvad snakker du om? spurgte jeg desorienteret.

- Den edderkop, der sad lige dér, svarede Gemalen og pegede på et ødelagt spind mellem to havestole.

Eftersom jeg ikke havde set hverken edderkoppen eller Kamelens formodede edderkoppe-indtagelse, kunne jeg ikke svare.

Men siden har jeg flere gange på vores gåture set, hvordan Kamelen pludselig får øje på en edderkop i et spind og så HAPS!

Egentlig er det lidt klamt, og jeg kan ikke forestille mig, at en edderkop kan være nogen særlig udsøgt delikatesse. Men altså, Kamelen skal ikke høre et ondt ord for det.

Der ryger sikkert også nogle stykker på den måde indendørs. Det håber jeg da, selv om jeg ikke har set det. Endnu. Det ville da være en rigtig fin og ganske uforudset bonus ved at have fået Kamelen i huset.

Bare ærgerligt, at hun ikke er udstyret med vinger, for der er altså rigtigt mange edderkopper, der vælger at sidde højt oppe på væggene og glo ned på en, når man skal i seng. Hvilket giver anledning til et stort dillemma: Skal man lade dem sidde og håbe, at de vælger en anden rute end hen over ens dyne? Eller skal man (læs: Gemalen) prøve at få dem ned med teleskop-kosten, og så håbe, at man (altså han) kan nå at ihjel-slå dem, inden de suser ind under sengen? Kamelen kan heller ikke være under sengene, så det hjælper ikke at kalde på hende, hvis en nedfalden edderkop først har taget flugten.

Igår aftes havnede vi i sidstnævnte situation. Gemalen havde basket, og edderkoppen - en kæmpestor en - var drattet ned bag sengene, hvilket bestemt ikke fornøjede Fruen.

Og så var det, Gemalen kom med årtiets værste kommentar:

- Du tror da vel ikke, at det er den eneste edderkop, der er herinde?

Et kort øjeblik var jeg lige ved at overveje, om det alligevel ikke havde været bedre, hvis hviderusserne havde taget ham ...



mandag den 1. september 2014

En eneste lille souvenir


Der er igen ro på i det lille hjem.

Gemalen er retur fra Polen

I ét stykke og i godt humør.

Faktisk kom han hjem allerede lørdag aften.

Som vi havde håbet på, men ikke rigtigt turdet tro på.

Udturen havde taget sin tid. Der havde været vejarbejder og køkørsel og deraffølgende skovtur omkring Berlin. Og det havde været svært at finde den endelige destination, da ingen havde gjort opmærksom på, at hotellet lå to en halv kilometer fra landevejen ad grusvej gennem en skov. Den forudbestilte overnatning på vejen havde derfor været helt nødvendig.

Men hjemad gik det hele som smurt. Cirka 1400 km på cirka 14 timer. Det er meget godt kørt, når man tænker på, at omtrent halvdelen er kørt i Polen. Men så var det vist heller ikke blevet til mange stop undervejs ...

Så lørdag aften lidt i ti nåede Gemalen hjem.

Lige tids nok til at hente en pizza, for Fruen havde ikke kalkuleret med, at der skulle serveres aftensmad.

Souvenirs og interessante indkøb var det ikke blevet til. Gemalen mente ikke, at vi ville være blevet specielt begejstrede for de træskærerarbejder, som kunne købes i Bialystok og omegn.


Så høsten indskrænkede sig til lidt kaffe og en reklamekuglepen ...

Og så lige den lille fine metal-souvenir, Gemalen sikrede sig selv den sidste dag. Den dag, hvor det ikke regnede, hvor han tog posterne i rigtig rækkefølge, og hvor han ikke kørte i grøften. Den dag, hvor han, til trods for at den lange distance altid øger risikoen for, at deltagerne går sukkerkolde mellem ørerne, kun bommede i moderat grad.

Den dag, hvor han fik klemt sig ind i medaljerækken og fik en nydelig bronzemedalje.

Og - oh! - den var jo det hele værd.


Er den ikke fin?
Det synes Gemalen i hvert fald.