Om emhætter og stearinlys

Netop som jeg i aftes troede, at jeg skulle overtage pc'en efter Gemalen, som havde siddet og fået bank i skak, mens Donnaen og jeg så Arvingerne, lød det knottent fra Gemalen:

- Hvem slukkede lyset?

Det var der så ingen, der havde gjort. Lampen over spisebordet var bare holdt op med at lyse. Sådan uden videre.

- Pæren! tænkte Fruen, kravlede op på en stol, fiskede ledning, fatning og pære op og skruede pæren ud, mens Gemalen fandt en anden. Det sære var bare, at det ikke hjalp at skifte pæren, og da netop den lampe, som den eneste, er forbundet med kontakter, der ikke lyser, hvad enten de er tændte eller ej, havde Gemalen ikke meget lyst til at eksperimentere med fatningen uden at slå strømmen helt fra. Det måtte så vente til dagslys, og jeg opgav computeren. (Nej, jeg har aldrig pralet med, at jeg kan blindskrift).

Hvad jeg ville skrive om?

Bare mit emhætte-rengørings-projekt, såmænd.

Jeg hader min emhætte. 'Hader' er måske lige stærkt nok, men jeg er meget lidt glad for den. Den larmer mere, end den suger. Og den er hysterisk dum at rengøre. Begge dele skyldes, at emhætten ikke er sådan en normal en af slagsen. Den er ikke frithængende, og den er ikke indbygget på almindelig vis i køkkenskabe. Nix, den er bygget ind i selve muren og op i et aftræk.

Meget smart. At se på. Men den tekniske løsning er vist opfundet til stedet. Ved at man har splittet en emhætte i atomer og så forsøgt at tilpasse stumperne til det hul, man nu var endt med at have. Det har resulteret i en Storm P-løsning, som er alt andet end praktisk. Og alt andet end støjsvag.

Nu havde jeg så besluttet at gøre den lidt ekstra ren. Hvilket foregik ved at jeg fjernede filtrene og så ellers sad på komfuret og forsøgte at få fingre og Ajax-klude op og ind i alle de umulige hjørner og mellemrum. Det kan stort set ikke lade sig gøre uden enten at rive fingrene eller ødelægge Storm P-arrangementet, der visse steder er meget spinkelt. En tandbørste kan bruges, men der er alligevel områder, der er uden for rækkevidde.

På et tidspunkt fik jeg øje på selve motoren. Eller rettere motorhuset med dæksler og luftindtag med mere. Det har jeg ikke tidligere beskæftiget mig med. Det kan godt ses. Totalt snasket til. At rengøre det på stedet kan ikke lade sig gøre, men 'noget' kunne skrues af og lægges i blød. Gemalen blev tilkaldt, selv om han var lidt utilfreds med, at jeg ikke bare selv skruede det ned. Han lod sig dog overtale med argumentet om, at han - i modsætning til mig - kunne nå stående på gulvet. Og godt for det, for da det andet dæksel blev skruet løs, fulgte selve motoren med ud, og der var ikke andet at gøre end skyndsomt at putte det tilbage på plads.

Så nu er det ene dæksel fint rent, mens det andet, og resten af motorhuset, er lige så fedtet og snasket som før. Hvilket jeg egentlig ikke synes er særlig lækkert. Spørgsmålet er så, om motoren brænder sammen grundet forstoppelse, før vi begynder at avle 'interessante' fedtmonstre deroppe?

Dermed blev hverken emhætte eller min samvittighed så ren, som jeg havde håbet. Så jeg er gået i tænkeboks, for jeg synes også, det er lidt overdrevet, hvis vi skal tilkalde en elektriker bare for at gøre rent ...

Vores kalenderlys har ikke noget med
sagen at gøre, men det er da et stearinlys.

En frisk start

Hvad der har lydt som halvandet døgns borgerkrig er slut, og vi er kommet godt ind i 2014.

Godt så.

Og godt nytår!

Et nyt, fint og ubrugt år står og venter på at blive brugt.

På bedste måde helst. Med gode oplevelser, der trækker mundvigene op. 2013 bød på fine oplevelser til os med konfirmation og skønne rejser. Men der var også meget malurt i bægeret med farmors død og diverse familiemedlemmers lidt for hyppige besøg på hospitalerne. 2014 må meget gerne blive malurt-fri.

Derfor vil vi også gerne starte på den helt rigtige måde.

Første januar må meget gerne tage sig pæn ud. Med sol, der indbyder til årets første gåtur. Så er man li'som kommet godt igang. Men desværre har hele dagen være grå og mere eller mindre regnfuld. En rigtig nattøjsdag. (Tak til Ellen for et fint udtryk). Vi beholdt dog ikke nattøjet på, men blev indenfor og tullede stille rundt. Donnaen havde et par projekter med deadline i morgen, 2. januar. Hun var sådan cirka trekvart færdig, men moderens slattenhed de seneste dage havde uheldigvis udsat den sidste finpudsning til sidste øjeblik. Så hun, altså Donnaen, var på et tidspunkt lidt presset. Men hun sover nu med god samvittighed og to færdige opgaver i skoletasken.

Snot- og hostefrie kunne vi altså heller ikke prale med at være ved nytårsskiftet. Nu har særligt oplysningsparate individer endda fortalt, at pågældende virus kan tage mellem 4 og 6 uger (SEKS UGER!) at komme over. Den oplysning kunne jeg sådan set godt have undværet. Men altså, så længe vi kan nøjes med at være forkølede, skal vi jo lade være med at gå rundt og være ynkelige. Der er så mange andre, der med glæde ville bytte deres skavanker bort for seks uger med hoste og stoppet næse.

Og vi har tag over hovedet og mad i køleskabet, og selv om vi absolut ikke gider at skulle tidligt op i morgen og ud i mørket (kulde og sne kan vi jo heldigvis se bort fra) for at komme på arbejde og i skole, så går det jo nok endda.

For om kun to dage har vi weekend, og før vi får set os om, er januar både godt i gang og næsten overstået, og de lysere tider er på vej. Og om lidt bliver det forår med påskeliljer. Og sommer med bare tæer, blå himmel og hyldeblomster. Og og.

Lad os bare se at komme i gang.