Min ene boss blev ringet op forleden af en sælgertype, der ville lade en sagesløs prøvekøre deres voldsomt fine, voldsomt ergonomisk rigtige muse-alternativ gratis i fjorten dage.
Og så tænkte samme boss vist, at det da kunne være en fin form for medarbejder-omsorg at lade mig få den fornøjelse.
Derfor har jeg nu siddet hele dagen med en form for ekstra tastatur foran det almindelige tastatur men uden mus. Det kan godt være, det er en gammel, gammel nyhed, men her i Verdensfirmaet er der ingen, der har prøvet det. Det er slet ikke pointen. Den kommer om lidt.
Selve opkoblingen var nem nok (selv om jeg synes, ledning virker lidt antikt), men så viste det sig, at mit hidtidige tastatur med indbygget håndstøtte ikke kunne bruges,og jeg måtte tage til takke med et tilfældigt tastatur, som tilfældigvis lå på en tilfældig hylde. Hvilket tilfældigvis ikke kan siges at være det bedste udgangspunkt.
Men altså, så sad jeg der. Og gloede på mit muse-alternativ.
Mens højre hånd viftede lidt rundt på må og få.
For mens jeg med mit hoved godt kan forstå, hvad jeg skal foretage mig, så er det som om kontakten ud til hænderne er gået lidt i smadder.
Alle mine rygrads-museklik er væk.
I stedet skal hvert eneste klik udføres som en bevidst handling.
Godt nok noget bøvl.
Og dét er så pointen; at det virkelig skal være så svært for en gammel cirkushest at lære nye tricks!
Det er lidt skræmmende, at det er sådan. Donnaen ville rimeligvis bare køre derudaf efter tre minutter. Hendes unge hoved (og rygrad) er så omstillingsparat, at hun dårligt nok ville bemærke udfordringen ved at skifte.
Mens jeg - pffftt ...
Altså, jeg skal nok lære det. Fordi jeg vil. Men det går bare lidt langsommere, end jeg bryder mig om. (Og jeg spænder åbenbart så meget, at jeg får ondt både her og der, så det med det ergonomisk rigtige er ind til videre så som så).
For det er altså ikke så rart at opdage, at der er begyndende mosbegroning på indersiden af øverste etage.
Omvendt er det måske i virkeligheden meget godt at opdage, for så kan jeg jo fortælle mig selv, at NU må jeg altså lige tage mig sammen, inden det bliver mere omsiggribende. Med den der mosbegroning, altså.
Så nu lærer jeg lige det her.
Hvor svært kan det være?
| Smaddersmart - tror jeg nok. |

