Nye tricks til gamle cirkusheste

Så følte jeg mig lige tyve år ældre.

Min ene boss blev ringet op forleden af en sælgertype, der ville lade en sagesløs prøvekøre deres voldsomt fine, voldsomt ergonomisk rigtige muse-alternativ gratis i fjorten dage. 

Og så tænkte samme boss vist, at det da kunne være en fin form for medarbejder-omsorg at lade mig få den fornøjelse.

Derfor har jeg nu siddet hele dagen med en form for ekstra tastatur foran det almindelige tastatur men uden mus. Det kan godt være, det er en gammel, gammel nyhed, men her i Verdensfirmaet er der ingen, der har prøvet det. Det er slet ikke pointen. Den kommer om lidt.

Selve opkoblingen var nem nok (selv om jeg synes, ledning virker lidt antikt), men så viste det sig, at mit hidtidige tastatur med indbygget håndstøtte ikke kunne bruges,og jeg måtte tage til takke med et tilfældigt tastatur, som tilfældigvis lå på en tilfældig hylde. Hvilket tilfældigvis ikke kan siges at være det bedste udgangspunkt.

Men altså, så sad jeg der. Og gloede på mit muse-alternativ.

Mens højre hånd viftede lidt rundt på må og få.

For mens jeg med mit hoved godt kan forstå, hvad jeg skal foretage mig, så er det som om kontakten ud til hænderne er gået lidt i smadder. 

Alle mine rygrads-museklik er væk. 

I stedet skal hvert eneste klik udføres som en bevidst handling. 

Godt nok noget bøvl.

Og dét er så pointen; at det virkelig skal være så svært for en gammel cirkushest at lære nye tricks!

Det er lidt skræmmende, at det er sådan. Donnaen ville rimeligvis bare køre derudaf efter tre minutter. Hendes unge hoved (og rygrad) er så omstillingsparat, at hun dårligt nok ville bemærke udfordringen ved at skifte.

Mens jeg - pffftt ...

Altså, jeg skal nok lære det. Fordi jeg vil. Men det går bare lidt langsommere, end jeg bryder mig om. (Og jeg spænder åbenbart så meget, at jeg får ondt både her og der, så det med det ergonomisk rigtige er ind til videre så som så).

For det er altså ikke så rart at opdage, at der er begyndende mosbegroning på indersiden af øverste etage.

Omvendt er det måske i virkeligheden meget godt at opdage, for så kan jeg jo fortælle mig selv, at NU må jeg altså lige tage mig sammen, inden det bliver mere omsiggribende. Med den der mosbegroning, altså.

Så nu lærer jeg lige det her. 

Hvor svært kan det være?

Smaddersmart - tror jeg nok.

Hverdag igen - næsten

Så gik den påske.

Den gik hurtigt, og statusmæssigt er det også ret hurtigt at konstatere, at der ikke skete noget som helst. Ikke en gang vejret forandrede sig, sådan rigtigt.

I stedet kan det blive til en hverdags-status.For hverdag er det igen. For to trediedele af familien.

Donnaen har siddet i sofaen og set fordummende serier i fjernsynet det meste af dagen. Hendes lærere er lockoutet. Øv. Vi troede ellers, at det umuligt kunne gælde for en privatskole. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Til gengæld er der ikke en eneste tjenestemandsansat, og Donnaen slipper derfor for overhovedet at skulle i skole. Veninderne fortæller om håbløse tilfælde, hvor de skal i skole i første time og igen i fjerde og femte time. Uden mulighed for at kunne opholde sig på skolen i de mellemliggende fritimer.

Hvor er jeg glad for, at jeg ikke har små skolebørn.

Gemalen har været på Sjælland, og hvis det ikke var, fordi Donnaen skulle til sang, kunne hun være kommet med. Gemalen skulle blandt andet aflevere Farmors gamle bolig.

Hun, altså Farmor, er faldet godt til. Stort set. Hun er glad for igen at have sine ting, hvilket jo ikke kan undre efter næsten et halvt år uden personlige effekter. Synes plejepersonalet er venligt og imødekommende. Hvilket heller ikke kan undre, da de fleste vist langt hen ad vejen pleaser hende og lader hende få sin vilje. Men Farmor gider ind til videre ikke de øvrige beboere, og det kan godt undre lidt, for før i tiden har Farmor altid været noget af et sludrechatol. Forhåbentlig bliver det bedre, når hun begynder at kunne forstå, hvad de andre siger ...

Gemalens albue har allerede fået det meget bedre. Han har stadig ikke fuld bevægelighed, og den gør stadig ondt i nogle yderpositioner. Men overordnet set går det godt, og Gemalen kan mosle lige så tosset rundt, som han plejer. Tilbage er så bare kampen mod de ekstra kilo, der lynhurtigt klæbede sig til sidebenene i det sekund, han holdt op med at røre sig.

Og så fortalte Gemalen forresten igår, at den der parkeringsbøde, som vi fik i Budapest i efterårsferien, den har han nu betalt. Så vores hidtidige praksis med bare at se stort på diverse bøder indkasseret i udlandet, kan vi nu godt skrotte. Efter et par måneder kom der en rykker fra et engelsk firma. Gemalen skrev tilbage og forklarede, at han fandt det aldeles urimeligt at skulle betale. Dels forstod vi ikke et suk af, hvad der stod på den orange seddel, der lå i forruden. Vi regnede da selvfølgelig med, at det var en parkeringsbøde, men det kunne i princippet også have været en reklame for det lokale loppemarked, et tilbud om undervognsbehandling eller noget helt tredie. Dels havde vi jo ikke været væk fra bilen i mere end max et kvarter, men ikke desto mindre havde p-vagten både nået at give os en bøde og at synke i jorden.

Men det engelske firma lod sig ikke formilde. Gemalen fik en rykker, forhørte sig hos FDM og fik besked på, at han lige så godt kunne betale først som sidst. Og det gjorde han så. Øv.

Okay, det var alt i alt ikke særligt sindsoprivende, men det er jo også kun første dag efter en påskeferie, hvor der skete endnu mindre. Så lad være med at forlange for meget; vi skal jo lige op i gear igen.

Nogen har endnu ikke fundet tilbage i deres æske ...