Brobyggeri

Allerede når vi spiser morgenmad kan vi for tiden høre dumpe drøn i det fjerne. Boink doink lyder det. Det er sikkert piloteringsarbejde. Og det er givetvis til noget brobyggeri i forbindelse med motorvejsbyggeriet rundt om byen.

Det er ret langt væk, og vi kan kun høre det, når vi alle tre tier stille på én gang. Så det betyder ikke så meget. Hvis ikke det var fordi, det på ubehagelig vis har mindet mig om mit eget forestående brobyggeri.

Hvor første etape netop er gennemført.

Og jeg derfor sidder småsavlende, kaffespildende og læspende og afventer, at bedøvelsen skal fortage sig.

Det tog to timer med nedfiling af de to tænder, der skal udgøre bropiller og så jeg ved ikke hvor mange aftryk af både overmund og undermund i både oprindelig og nedfilet tilstand. Ikke specielt ubehageligt, hvis det ikke var fordi sådan en aftryksform fylder ubehageligt meget i munden, og jeg havde mit hyr med at holde styr på min gag-refleks.

Men da jeg havde allermest ondt af mig selv, kom jeg til at tænke på Overleveren. Og så var der ligesom ikke mere at pive over. For jeg slæber jo ikke rundt med nogle onde traumer, som betyder angstanfald ved at få stoppet ting i munden. Jeg er bare en helt almindelig piv-skid. Men så ombestemte jeg mig og klappede helt i. Det vil sige, det gjorde jeg så ikke, for der havde tandlægen jo alle sine instrumenter. Jeg nøjedes med en lille mental i-klapning.

Og så var jeg faktisk lige ved at falde i søvn i flere omgange!

Ret godt klaret, når jeg selv skal sige det.

Okay, jeg var også blevet bedøvet i to omgange, så jeg kunne ikke mærke noget som helst. Men altså, derfra og så til at ligge og småsove i tandlægestolen ...

Det handler selvfølgelig om tillid og tryghed. Og det har så sin helt kontante pris, har jeg fundet ud af.

For oprindeligt mente jeg, at det da ville være nemt nok at tage ned over grænse og få fixet det implantat, som det i første omgang var. Så afsted drog jeg og fik hevet den famøse tand ud. Men det var nok den dårligste tandlæge-oplevelse, jeg i mit liv har haft, så jeg kom ligesom aldrig længere. Men udskød og udskød at få bestilt næste tid.

Til sidst måtte jeg krybe til korset og meddele Gemalen, at det kunne godt være, at det kunne gøres til under to-trediedele af prisen i Flensburg, men jeg ville bare ikke være med.

Så nu er jeg tilbage hos min egen gode tandlæge. Som tog mit flugtforsøg pænt. Måske er han i virkeligheden ganske godt tilfreds og fortæller om sin kålhøgne patient til alle, der gider lytte?

Og han laver en bro. Fordi kæben lynhurtigt var degenereret så meget, at et implantat ikke længere var den bedste løsning. Det overraskende positive ved det er, at en bro er billigere end et implantat. 

Så heldig kan man altså også være.

En helt anden bro. Over Donau i Bratislava. 

Februar, det er en ommer!

Jeg vil gerne klage.

Februar skal være en forbedring i forhold til januar. Plusgrader og tørre veje.

Ikke det her pjat.

Familien i Midten er netop nået hjem efter fødselsdags-kalas i Herlev. 

Det gik sådan set udmærket. Tog kun cirka en halv time mere, end det burde.

Men alligevel.

De første tre kilometer foregik i tørvejr. Så blev det regnvejr. Ved Ringsted slud og ved Slagelse sne. Over Storebælt stod himmel og hav i et. Det både sneede og blæste ret meget. Og hvis man ellers havde tid til at kigge - og det havde jeg, for Gemalen var chauffør - så det fantastisk flot ud med al den hvirvlende sne oplyst af pilonernes projektører.

På Fyn begyndte sneen at lægge sig på kørebanen, men efter Odense klarede det op, kørebanen blev igen bar, og vi mente, at nu havde vi nok mødt mildningen fra vest. Måske havde vi, men desværre var det så gået uden om det midtjyske, for her er der sne i upassende mængder.

En formildende omstændighed var det, at en nabo havde ryddet vores fortov. Men det glemte jeg hurtigt, da jeg konstaterede, at det ikke var minimælk men A38, jeg havde i køleskabet. 

Hvor kan man klage over, at mejerierne producerer forskellige mælkeprodukter i forvekselige kartoner?

Altså måtte jeg ned på tanken, hvor der altid er mælk at hente for glemsomme fjumrehoveder som mig. 

Bortset fra idag, hvor alt for mange åbenbart havde glemt at købe minimælk, og jeg kun kunne få letmælk. 

Så jeg måtte traske hjem med min letmælk. 

Gennem sne og sjap og søle og deciderede vandpytter.

Og hvis det ikke var fordi jeg havde mine dertil indrettede vinter-gummistøvler på, var jeg nok endt med at være rigtig muggen.

Nu skete der imidlertid det, at jo mere sjap og søle jeg traskede rundt i, jo mere tilfreds blev jeg. 

Så tilfreds, at jeg tilgav Gemalen, at han i mellemtiden havde spist min fastelavnsbolle. Det siger faktisk en del.

Okay, han sagde, den var blevet tør.

Men alligevel.

Ikke kønne, men vandtætte og varme!