Som at mangle en god ven

I aftes gik jeg tidligt i seng.

Af ren og skær kedsomhed.

Donnaen var blevet sendt i seng. Der var ikke noget i fjernsynet, jeg gad at se. Jeg gad vist ikke en gang se efter. Gemalen sad med næsen langt ind i sin computer og var slet ikke til at tale med.

Så jeg gik rundt i små cirkler.

- Jeg keder mig, klagede jeg mig.

- Har du ikke noget, du kan stryge, lød det åndsfraværende fra Gemalen.

- !!!

Til Gemalens store held var jeg kun udstyret med et halvtomt kaffekrus, ellers havde jeg nok tabt et eller andet tungt i hovedet på ham. I stedet marcherede jeg i seng med en god bog.

Hele miseren skyldtes, at min bærbare er til reparation.

Å'et sidder løst, og bogstaverne på de mest brugte taster er ved at forsvinde. Og da dyret kun er godt et halvt år gammelt, var det ikke acceptabelt. Altså afsted, mens garantien endnu løber.

Men det betyder jo så, at jeg ingen computer har. Og det er nærmest som at mangle en god ven. Jeg kan ikke checke for mail, og jeg kan ikke læse blogindlæg. Jo, det kan jeg godt fra min mobil, og det gør jeg også. Men jeg synes ikke, det er særlig ideelt. Og jeg kan altså hverken skrive det ene eller det andet på min mobil. Det er simpelthen for besværligt.

Jeg må gerne låne Gemalens computer, når han ikke selv bruger den. Det gør han aldrig om aftenen. Bortset selvfølgelig fra igår. Og at be' Donnaen om lov til at låne hendes spritnye bærbare ville svare til at spørge Gollum om at låne hans ring. Det. Duer. Bare. Ikke.

Lige nu sidder jeg og hamrer på min PC på kontoret. Noget jeg normalt ikke kan tillade mig. Indrømmet, jeg får da altid luskekigget lidt rundt omkring i blogland, men det er trods alt begrænset, hvor produktiv jeg selv kan være. Lige idag er jeg bare så heldig, at jeg er ganske mutters, da resten af Verdensfirmaets medarbejdere er spredt for alle vinde.

Så nu skynder jeg mig lige. For det varer jo ikke ved. Jeg bør trods alt beskæftige mig lidt med det, jeg sidder her for. Og om lidt kommer piccolinen. Som er sød, men ny og derfor skal holdes i sving. Af mig.

Og så bliver det fyraften. Og Aften. Og lige om lidt er det weekend, og min bærbare er garanteret stadig ikke kommet tilbage. Jeg ved det bare ...

Nøj, hvor har jeg ondt af mig selv!

Kontorvennen

Hår(dt)

De andres hår er altid pænere.

Sådan er det bare.

Som lille måtte jeg ikke få langt hår, hvilket selvfølgelig så var det eneste, jeg ønskede mig. Så snart, jeg var gammel nok til selv at bestemme, blev håret langt. Meget langt. Og så lidt længere.

Til sidst blev det så langt, at det også blev tungt og træls. Og så ville jeg gerne have pagefrisure. For pagehår var så flot. Det helt glatte hår. Fuldstændigt lige klippet. Behøver jeg at nævne, at mit hår ikke var - og ikke er - til pagehår? Bliver mit hår klippet på den måde, ser det ud som om, jeg har fået et - vindblæst - stråtag på hovedet. Meget lidt fikst. Jeg ved det. For jeg har prøvet det. Flere gange. Bare for at se, om det ikke skulle være blevet bedre siden sidst.

Jeg har efterhånden opgivet at lave om på mit hår og nøjes med at glæde mig over, at det kræver et minimum af pasning, for det gør alligevel som det selv vil.

Men nu gentager historien sig:

Donnaen blev født med fint mørkt hår. Som hun imidlertid gnubbede af, så hun en overgang havde stort set samme frisure som Voldborg ...

Håret kom hurtigt tilbage, i en lidt lysere version, og det var fuldstændig glat. Noget både hun og jeg levede fint med i flere år.

Ind til Donnaen blev stor nok til hellere at ville have krøller.

Stor var hendes forbløffelse, da det gik op for hende, at pigerne med krøller hellere ville have hendes glatte hår. I en grad, så flere og flere faktisk angreb deres - I Donnaens øjne lækre - krøller med fladjern hver morgen inden skoletid.

Men fik det Donnaen til at synes om sit eget hår? Overhovedet ikke. Hun var stadig vild med det krøllede og bølgede hår. Som hun ikke havde.

Lige indtil frisøren forleden tog fat i hendes lange hår og sagde:

- Skal jeg ikke prøve at klippe lidt op i det? Jeg er sikker på, at så kommer der fald i det.

- ???

- Dit hår har forandret sig. Det er meget mere som din mors nu. Man kan ikke se det, fordi det er så langt, at det tynger krøllerne ud. Men nu klipper jeg lidt af længden, og hvis jeg så klipper op i det, så skal du bare se.

Nu skulle man så tro, at Donnaen ville klappe i hænderne af fornøjelse over, at hun kunne få fald i håret, som så længe ønsket. Men nej. Frisøren havde uheldigvis sammenlignet med mig, Donnaens højtelskede mødrende ophav. Og er der noget mere kikset end at ligne sin mor?

- Argh, jeg vil da ikke ha' krøller. Jeg vil ikke ligne min mor, gyste Donnaen. Jeg vil ha' glat hår.

Og sådan er der så meget ...

Morgenhår