Rigets tilstand - tilstanden på Riget

En hel uge skulle der gå, før Fruen kom af sted til Riget for at se til Morbror M.

Undskyldningerne var mange, men de færreste særligt gode.

Den mellemliggende tid havde Morbror M brugt på at få det meget bedre.

Heldigvis.

Det var frokosttid, og det lykkedes Fruen at sikre sig en sandwich fra patient-buffeten, selv om jeg principielt skulle have været en tur ned til Cafe Riget.

Efter en forlænget frokost med lidt OL i frokoststuen, havde Morbror M en aftale med en ergoterapeut. Han skulle en tur i skolekøkken for at teste, om han var ved sit fulde fem. Bogstaveligt talt. Noget med at omsætte læst tekst til praktik. Noget med overblik. Noget med hukommelse. For er man blevet indlagt med hukommelsestab, bliver man altså ikke udskrevet igen, uden at der er nogenlunde sikkerhed for, at man kan fungere ude i 'virkeligheden'.

Halvanden time senere kom Morbror M og ergoterapeuten tilbage i højt humør og med en fin chokoladekage, som stadig var rygende varm. Køkkentesten var gået helt fint, så der var ikke noget der, som kunne udsætte en udskrivelse.

At Morbror M var afsted i skolekøkken passede mig sådan set fint, for så kunne jeg prøve at finde nogen at tale med, så jeg måske kunne få en forståelse af Morbror M's sygdom.

Først en sød sygeplejerske og dernæst en læge.

Man havde ret hurtigt fået sig analyseret frem til en diagnose: Limbisk enfacelit, eller betændelse i en pandelap. Som skyldes, at kroppen har dannet antistoffer imod 'noget'. I bestræbelserne på at finde dette 'noget' har Morbror M så været igennem alverdens scanninger og tests, som imidlertid ikke har givet indikationer på noget som helst. Og det er så det.

For at slå betændelsen ned bliver Morbror M fyldt med medicin. I store mængder. Binyrebarkhormon. Som nok virker, men som også giver en masse kedelige bivirkninger. Heraf blandt andet afkalkning af knoglerne, som giver risiko for knogleskørhed. Og forhøjet blodsukker, der kan føre til diabetes. Plus alt det andet, som også kan være alvorligt nok.

Altså har vi nu en diagnose, men ikke en årsag. Og en behandling, der giver så mange birvirkninger, at det i sig selv er på kanten af det problematiske ...

Tror jeg nok.

For jeg synes £!#§!! godt nok, det er svært, virkelig svært at forstå. Og jeg ville ønske, som så mange har ønsket før mig, at medicinere var bare lidt bedre til at kommunikere med almindelige lægfolk, der ikke er vant til mærkværdige medicinske udtryk.

Summa summarum var dog, at selv om der nu venter Morbror M et langt forløb med medicinsk behandling og opfølgende kontroller på neurologisk ambulatorium, så er der ingen grund til at til at tro, at han ikke kommer ud i den anden ende så god som ny.

Det er jo ligesom det vigtigste.

Og noget man i sørgelig grad bliver opmærksom på, når man færdes på sengeafsnittet på en neurologisk klinik.

Udsigten fra Riget er fantastisk, og hvis jeg havde haft et ordentlig kamera, så ...

Krig!

Da familien sidste sommer holdt ferie i Bretagne, så vi på vejen dertil mange skilte med henvisning til forskellige war cemeteries, begravelsespladser fra 2. Verdenskrig. Gemalen og jeg var enige om, at vi gerne ville se nogle af dem, men også at vi ikke havde tid, så det måtte blive en anden gang.

Det blev i år. Hvor vi installerede os i passende afstand til alle D-dags-strandene.

Fruen havde læst på lektien og var til sidst næsten skeløjet, fordi der er så meget i det område, man kan se, hvis man vil. Men det var ikke meningen, at hele ferien alene skulle handle om 2. Verdenskrig, så der måtte vælges.

Første punkt blev the Normandy American War Cemetery and Memorial i Colleville-sur-Mer.

Når jeg selv skal sige det; faktisk et meget godt udgangspunkt.

Her var et lille museum, her var oversigtskort og udsigt. Og her var soldatergrave. Mange soldatergrave.

Først skulle vi dog ind.

Gennem et security-check som ved indrejse i USA.

Da forbløffelsen havde lagt sig, kunne vi egentlig godt forstå det. Området er som en lille stump USA og kan i høj grad betragtes som et fredhelligt sted for amerikanerne.

I forbindelse med museet er der en lille biograf. Filmen, der vises, er skabt på basis af breve, som de faldne har skrevet hjem til deres kære umiddelbart før D-dag. Man ser brevene, som bliver læst op. Man ser billeder af dem, der skrev dem, og der er interview med nogle af de efterladte. Meget andet er det ikke. Men det virker så meget desto mere rørende, og man skal være lavet af sten for ikke at rejse sig med en knugende fornemmelse i maven og blanke øjne.

Bagefter er museet hurtigt overstået.

Udenfor var vi først henne og se udsigten over Omaha Beach, den ene af de fem invasions-strande. Det var godt at få lidt blæst i ansigtet.

Bagefter insisterede Fruen på at gå helt ud til den anden ende af begravelsespladsen med de over 9000 kors eller Davids-stjerner. Gemalen og Donnaen afstod, så jeg gik alene.

Der var langt, for området er stort, og det er overvældende, knugende og bevægende i al sin enkle strenghed. Hundredevis af hvide kors og enkelte Davids-stjerner, række efter række. Uden pynt eller tingeltangel. Ved nogle ligger der en buket blomster eller bare en enkelt blomst. Ved de fleste ingenting. Og på korset står bare navnet på den faldne, hvor han gjorde tjeneste, hvilken stat han kom fra og datoen for hans død. Og så er der alle de ukendte, dem der aldrig blev identificeret, og som er '..known but to God'.

Jeg kunne nemt været faldet i staver, men måtte finde Gemalen og Donnaen, der i mellemtiden havde studeret store kort over invasionen og var parate til at gå. Selvom der var ind til flere monumenter og særlige mindesmærker på området, var jeg også indstillet på afgang. Kunne ikke rigtigt kapere mere.

Frokost i en lille by, hvor det var befriende at grine af, at baguetten var cirka halvt så lang, som Donnaen er høj. Det var vist nok den dag, vi kom for sent til at finde en åben slagterbutik, så vi måtte nøjes med vand og brød. Og Gemalen iøvrigt var ved at gå sukkerkold på sin cykeltur hjem. Men ellers var vi oftest en tur forbi den nærmeste slagter, hvor det altid var en skæg udfordring af finger-fagte sig til tre lækre skiver nyskåret skinke. Det lykkedes altid, og det er jo dejligt at opleve, at hvis bare viljen til forståelse er til stede, så kan man nå langt, selv om sprogfærdighederne lader en del tilbage at ønske.

Herefter gik turen til Arromanches-les-Bains. En anden af de mange småbyer langs kysten. Med flere forskellige attraktioner med relation til 2. Verdenskrig. Vi valgte Arromanches 360, som er en biograf, hvor man står midt på gulvet, mens filmen bliver vist hele vejen rundt om en. Filmen er et mix af invasionen og fredelige, nutidige klip fra de samme lokaliteter. Man oplever det, som om man er placeret ombord på for eksempel et af landgangsfartøjerne på vej mod stranden, står inde i en tank, der buldrer gennem gaderne eller sidder i et fly. Det er vildt, og det er voldsomt, og der er en øredøvende larm. Donnaen havde i lighed med en hel engelsk skoleklasse sat sig op gå et af de mange gelændre i salen. Men de kom alle hurtigt ned igen, og Donnaen var godt tilfreds med at kunne klamre sig til sin far.

Efter den hæsblæsende oplevelse nøjedes vi med, fra parkeringspladsen bag biografen, at se ud over havnen. Her kan man stadig kan se resterne af de allieredes kunstige havn, hvor man landsatte tusindvis af soldater og lodsede alt fra konserves til tanks i de første måneder efter invasionen.

De følgende dage så vi kun lidt mere til krigen. Ud fra en betragtning om, at indtrykkene ikke skulle blive for mange, og at store oplevelser altså skal have tid til at lejre sig. Både i små og store hoveder ...