tirsdag den 6. marts 2012

Nemt - men for hvem?

 
I et lillebitte midtjysk firma som Verdensfirmaet lever visse fordomme i bedste velgående.
 
Blandt andet, at det offentlige er besværligt, bureaukratisk og i det hele taget lidt noget opreklameret pjank, som det absolut ville være bedre at være foruden.  
 
Jeg har lige fået fordommen bekræftet.
 
I en grad, så jeg var nødt til at overveje, om jeg skulle grine hysterisk, græde afmægtigt eller bare dunke hovedet ind i væggen, til jeg glemte, hvad jeg var utilfreds med.
 
Ind til videre har jeg valgt det første.
 
Meen, altså:
 
Det sker ret sjældent, at der i Verdensfirmaet er brug for at få lønrefusion fra det offentlige. Derfor føles det som en ny udfordring hver gang, da ingen kan huske, hvad vi gjorde sidst.
 
Så glæden var stor, da der gik mindre end et halvt år mellem, at to medarbejdere blev fædre, og firmaet skulle have lønrefusion i forbindelse med barselsorloven. Men ak, kort blev glæden, for selvfølgelig var systemet lavet om i mellemtiden.
 
Nu skal man gå ind på hjemmesiden NemRefusion og indberette. (Alene navnet NemRefusion bør vel gøre en lidt mistænksom??) Men for at gøre det, skal man have en medarbejdersignatur, som kan fåes ved henvendelse til DanID.
 
Det skulle være så nemt.
 
Det er det ikke.
 
Den digitale signatur blev bestilt til mig, Fruen i Midten. Og et par dage senere kom der et brev, om at jeg nu var oprettet, og at jeg, for at komme i gang, skulle følge vejledningen, der kom pr. mail.
 
Det kedelig var bare, at mailadressen var forkert registreret, og mailen derfor sendt ud i det blå.
 
Altså gik jeg ind på DanID's hjemmeside for at finde et telefonummer, så jeg kunne få løst problemet.
 
Men i DanID vil man vist helst være i fred, for det er umuligt at ringe dertil. Under fanen Support er der ganske vist et nummer, man kan ringe til.
 
Men når man så ringer, bliver man først mødt med en laaang besked om, at man kan finde råd og vejledning på hjemmesiden. (Det var så det, jeg lige havde opgivet). Dernæst kommer man ind i et slusesystem med en masse valgmuligheder, man først skal taste sig igennem. Til sidst ender man dog uvægerligt ved samme båndede besked, at man skal kontakte sin administrator eller skrive en mail. Det er muligt, at man kan omgå systemet og komme igennem til et rigtigt menneske. Jeg fandt bare ikke ud af det. 
 
Altså mail.
 
For at få lov til at maile skal man udfylde en hel masse først. Ud over firmanavn og CVR-nummer skal man også informere om computerens styresystem og browser. Lidt voldsomt, når man nu bare gerne vil i kontakt med nogen for at fortælle om en forkert mailadresse..
 
Klokken 16.00 tikker der en mail ind, hvor der stod - sådan cirka: 'Kære Frue i Midten, i dit firma er det Fruen i Midten, der administrerer medarbejdersignaturer. Du skal derfor henvende dig til hende for support.'
 
Uh uuh huhh. Da var det, jeg var lige ved at knalde hovedet ind i væggen.
 
I stedet grinede jeg bare hysterisk og skyndte mig hjem.
 
**
 
Retfærdigvis skal det nævnes, at der her til morgen er kommet en ny mail. Sendt af et rigtigt menneske. Og med et helt menneskeligt indhold, om at nu er fejlen rettet, og jeg bør kunne komme igang.
 
Det håber jeg så.
 
 

lørdag den 3. marts 2012

Derfor bestemmer føtex, hvad jeg læser..

En doven hund; det er, hvad jeg er. Tit spiller bekvemmeligheds-faktoren en lidt for stor rolle i det, jeg foretager mig.

Således også med bøger.

De skal helst være tilgængelige. Som i lette at få fat på.

Derfor er det skønt at bestille bøger hjem over nettet. Til levering i Verdensfirmaet, så jeg er helt sikker på ikke en gang at skulle på posthuset efter dem.

Men selvom bøgerne ikke nødvendigvis er dyre hver for sig, så er de jo heller ikke gratis. Og slet ikke, hvis man har købt sig en hel stabel..

For ikke at friste mig selv (og udfordre min økonomi) unødigt har jeg stoppet alle nyhedsbreve fra diverse net-boghandler. Sådan lidt ud fra devisen 'ude af øje - ude af sind'.

Det eneste sted, jeg derfor dagligt møder bøger, der tigger om at blive købt, er således i føtex. Her står bøgerne lige til at flå ned i vognen til mælk og vaskepulver. De er altid på tilbud. Nogen af dem i hvert fald. 50 kroner for en bog. Det er jo næsten gratis.

Nemt. Nemt.

Så er der lige det med udbuddet. Som måske nok kunne være større. Som i meget større. (Men det er jo et supermarked, hvad kan man forvente?). Det er ind til videre ikke lykkedes mig at spotte et eneste af Amrits mange gode forslag. Og jeg begyndte at spekulere på, om mit bogvalg skulle være bestemt af føtex' udbud.

Fanden heller vel!

Biblioteket altså.

Forleden aften, da Pigebarnet alligevel skulle sættes af til ballet lige ved siden af, marcherede jeg hen til skranken og ville gerne hjælpes. For jeg kunne jo ikke huske titlerne og endnu mindre forfatterne.

Biblioteksdamen - hun var altså ikke bibliotekar, er jeg sikker på - så lidt skeptisk på mig, og der var bestemt ingen klokke, der ringede ved min ufuldstændige forklaring.

- Hmm, tænkte jeg, måske låner de kun bøger ud, som også står på hylderne i føtex?

Det lykkedes dog den rare dame at finde de to bøger, som jeg havde efterspurgt.

- Jo jo, her er de, proklamerede hun stolt. Men de er udlånt.

Så jeg kom på venteliste.

Allerede næste formiddag tikkede der en mail ind, om at nu var begge bøger kommet hjem og stod til afhentning.

Men da havde jeg jo ikke tid til at hente dem.

Det havde jeg fredag. Først skulle jeg aflevere en pakke på posthuset, som lukkede klokken 5. Men biblioteket havde jo længe åbent, så det var ikke et problem, tænkte jeg.

Der tog jeg fejl, for biblioteket lukker allerede klokken 4 på fredage, mens det har længe åbent en hel masse andre dage. Det fandt jeg selvfølgelig først ud af, efter jeg havde parkeret og pænt betalt p-afgift og det hele.

Lørdag er der åbent to timer midt på dagen, så det skulle lige passes ind med 17 andre gøremål.

Men det lykkedes. Jeg fandt en parkeringsplads. 'Glemte' at betale p-afgift og stormede ind bevæbnet med reservationsnumre og sygesikringsbevis.

Og fandt bøgerne i en vældig fart.

Bare for at konstatere, at der var kø ved check-ud. Den ene scanner var i udu. Og de to personer før mig skulle begge låne to fulde bæreposer bøger.

Så det tog sin tid. Og jeg trippede.

Endelig blev det min tur. Hvorefter maskine fortæller mig, at pinkoden er forkert.

- Gu er den ej, hvæsede jeg indædt og prøvede igen.

Men maskinen var ubøjelig, så jeg måtte over til skranken efter hjælp.

Ventetiden brugte jeg til at regne på, hvor mange bøger jeg ville have kunnet købe for, hvad der svarede til en p-bøde.

Endelig min tur. Snakkesaglig dame, udstyrede mig med ny pinkode, forbarmede sig over mig og scannede mine bøger ind, så jeg ikke skulle tilbage i køen.

Og jeg spænede ud igen, som havde jeg stjålet førsteudgaven af borgmesterens erindringer.

Heldigvis ingen p-vagt i syne.

Nu er pulsen tilbage omkring normalt leje. Men det varer altså desværre nok et stykke tid, før jeg igen udfordrer mig selv og biblioteksvæsenet.

I mellemtiden må jeg se, om jeg kan finde noget spændende på hylderne hos føtex.