Op ad bakke

Hvert år ved denne tid, lidt afhængigt af vejret, kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har en have.

Eller haven har mig. Jeg kan godt komme i tvivl en gang imellem..

Fra omkring midt i november og det meste af vinteren fortrænger jeg det.

Men så en januar-dag, hvor luften pludselig er lidt mild og forårsagtig, kommer jeg i tanke om det:

Haven!

Og så går jeg om og kigger på mit op-ad-bakke projekt.

At min have et et op-ad-bakke projekt skyldes flere ting. Blandt andet at det stort set altid lykkes mig at være på ferie, når den har mest brug for mig, og jeg derfor gang på gang konstaterer, at jeg ikke fik gravet kanten på bedet pænt lige eller sået sommerblomster til tiden.

En anden ting er dog, at haven står ret meget på højkant, og det derfor helt bogstaveligt er op ad bakke at foretage sig ret meget i den.

Lige på det stejleste sted bag huset er der ikke andet end krat. Men en sti fører op på toppen, hvor der er et lille felt med fliser og en havebænk. Både fliser og bænk er ældre end huset og et levn fra før, grunden blev udstykket.

På en god sommerdag kan man sidde der med sin kaffekop og en god bog og bare nyde det. Det skal dog helst være næsten vindstille, da kommunen sidste vinter fik den overraskende (læs: rigtigt dårlige) ide at rydde kraftigt ud i bevoksningen på den anden side af skellet. I år er det forhåbenlig vokset så meget til, at der igen er læ.

Nu er det dog for koldt til ret meget mere end to minutter på en halvklam bænk.

Og en konstatering af, at der ikke er meget have-agtigt at foretage sig lige nu. Jeg ved da godt, at passionerede have-mennesker kan finde al verdens ting at foretage sig i haven stort set hele året rundt. Det er mere mig at nøjes med at samle nedfaldne grene fra naboens dumme træer.

Men lige om et øjeblik, så bliver det forår, og så vil også jeg få så mange grønne fornemmelser, at jeg slet ikke kan lade være med at foretage mig en hel masse derude.

Væltet vovhund

Denne weekend har famlien øvet den svære disciplin 'væltet vovhund'.

Vi har nemlig haft besøg.

Af en meget gravid, brun labrador ved navn Nala og dens familie, bestående af tre børn og deres mor.

Ungerne er store, og hunden er velafrettet, så det var meget, meget hyggeligt, fredeligt og afslappet.

Nala er en rigtig selskabshund, så den var selvfølgelig, hvor vi var.

Men i sin højgravide tilstand var det også en meget træt hund. Så hvis familien ikke var i bevægelse, lagde Nala sig ned. Helt ned.

Og det er familien her simpelthen ikke vant til.

Vi skal til daglig hverken tage hensyn til småbørn eller kæledyr i varierende størrelser.

Det ses.

For mens Nalas egen familie aldrig var på kollisionskurs med den væltede hund, var både Pigebarnet, Gemalen og Fruen selv ustandseligt ved at falde over den, træde på den eller bare bumle ind i den.

Nala lå under spisebordet, når vi spiste, men bag ved stolen, når nogen skulle op at stå. Den lå foran køleskabet eller under ovnen. Eller allerværst: lige bag ved en, når man skulle svinge en gryde fra komfuret. Eller midt på stuegulvet, når man kom gående med sit kaffekrus.

Heldigvis undgik vi deciderede ulykker og i løbet af søndag begyndte vi at vise bedre takter og huskede at se os for.

Samtidig fandt Nala sig en dejlig solstribe, som den gik omkuld i. Og der blev den ellers liggende, mens resten af familien - Fruen undtaget - drog ud for at se nærmere på Himmelbjerget.

Nu er både hund og familie tilbage i det nordsjællandske. Men familien her går stadig forsigtigt rundt som var der risiko for væltet hund.

Altså, her var sol for lidt siden, og nu gider jeg ikke flytte mig..