En aften med vind i håret

Efter frokost tog vi metroen til Orchard Road for at gå på shopping.

Orchard Road er fyldt med eksklusive mærkevareforretninger og dyre stormagasiner, og er vel Singapores svar på Champs Élysées, og det måtte vi selvfølgelig lige tjekke ud.

Fra stationen kom vi direkte op i et kæmpe stormagasin, kørte nogle etager op, til vi fandt nogle forretninger, der så rimeligt interessante ud, og så kiggede vi lidt på dem.

Vi måtte dog igen-igen konstatere, at vi mangler det der helt store shoppe-gen og faktisk nærmest bliver lidt handlingslammede, når vi havner i sådanne indkøbsmekkaer. En enkelt bluse blev det dog til Donnaen og en t-shirt til mig, før vi mistede interessen og i stedet gik ud i varmen og daskede lidt ned ad Orchard Road, hvor vi nok mere kiggede på folk og bygninger end på forretninger. Og da vi nåede den næste station, tog vi toget hjem, men hoppede for første gang af på Clarke Quay og konstaterede, at turen hjem til hotellet gik ad flade fortove og var helt uden gangbroer. Noget vi noterede os med henblik på hjemturen med kufferter et par dage senere.

På hotellet gik Fruen i gang med at studere kort og ruteanvisninger på Ipadden. For gode venner, som har været i Singapore, anbefalede os at prøve Night Safari, en slags nat-zoologisk have, som de havde besøgt et par gange. Samme gode venner havde været totalt uvidende om metroen og dens lyksaligheder, så vi var godt klar over, at de nok bare havde snuppet en taxa derud, men det var jeg simpelthen alt for nærig til. For den zoologiske have, både den med åbent om dagen og den med åbent om aftenen, lå lang væk, og taxaer er ekstra dyre om aftenen.

Altså metroen. Først et enkelt stop med den ene linje og så ti stop med den næste. Næsten helt over på den modsatte side af øen, mod Malaysia, til Khatib, hvor der skulle være en shuttle bus til de zoologiske haver.

På Khatib fandt vi uden problemer shuttlebussen og kørte så - længere end forventet - til den store busholdeplads ved de zoologiske haver. Vi hoppede af, og Donnaen kastede et kort blik på fartplanen og konstaterede, at bussen afgik tilbage mod stationen hvert 20. minut.

Vi fandt billetlugen og fandt da ud af, at man ikke bare sådan blev lukket ind, men at det skete i hold, og første hold klokken 19 var allerede udsolgt. Men så kunne vi jo komme med en time senere, og det gjorde sådan set ikke noget, for så kunne vi spise aftensmad mens vi ventede. Der var mange spisesteder i området, kunne vi se.

Hvad vi ikke kunne se var, at dem, der lå nærmest den dag-zoologiske haves indgang, lukkede et øjeblik efter, og så var der kun den ved nat-havens indgang tilbage.

Den så ikke helt så interessant ud - og der var run på! Lang kø og for få borde.

Bare ærgerligt; mad skulle vi jo have, så vi stillede os i kø og havde god tid til at finde ud af, hvad vi ville spise. Da der blev et bord ledigt, for Donnaen afsted og besatte det, mens jeg sneglede mig afsted i køen og fik bestilt. Vi fik vores mad, spiste og nåede en tur på toilettet, og så var det vores tid til at blive lukket ind.

Det gik nemt, for den egentlige prøvelse kom først, da vi skulle med det lille tog, som skulle køres os rundt i den nattemørke have. Selvom de små tog med hver fire vogne afgik i pendulfart, var der kø. Meget, meget lang kø. Donnaen og jeg så på hinanden og var enige om, at vi ikke rigtigt kunne forestille os vores venner i det gedemarked - to gange endda. Et billede og et par sms'er senere lød beskeden tilbage da også, at de slet ikke havde oplevet kø på samme måde, og Donnaen konkluderede, at der garanteret havde været et eller andet særligt set up, måske fra hotellets side, så vores venner var kommet igennem ved priority line.

Men selv pøblen nåede frem, og vi kørte ud i den tusmørke-dunkle have. Pointen ved at køre om aftenen i halvmørket er, at mange dyr er mere aktive i skumrings- og nattetimerne. Desuden kan man camouflere indhegningerne, så det i det sparsomme lys ser ud, som om dyrene går frit omkring. Nogle få, fredelige skabninger gør, men alle de andre er - selvfølgelig - forsvarligt anbragt bag hegn og voldgrave. Chaufføren sagde ikke noget, men via højtaler fik vi en båndet forklaring på, hvilke dyr vi så. Det virkede lidt dumt, især de steder hvor dyrene var forsvundet ud af syne ... Men også alle de andre steder, fordi højtalerlarmen i høj grad ødelagde illusionen om at køre helt alene på en mørke savanne.

Vi var heller ikke så imponerede af dyrene. For de var bestemt ikke spor aktive. De stod, sad, lå eller hang og så meget søvnige og ligeglade ud. Hvilket vel ikke er så mærkeligt, når de hver aften udsættes for 4-5 timer med forbikørende småtog fyldt med gæster. Det kan nok gøre selv den bedste antilope en lille smule apatisk?

Vores konklusion var, at det, der engang havde været en god ide og et godt koncept, var ved at blive kvalt i sin egen succes.

En lille smule skuffede gad vi da heller ikke gå en tur på en af stierne, da vi var færdige med den trillende tur. I stedet gik vi ud til busholdepladsen, og da der ikke var nogen bus på den forventede plads, nærlæste Donnaen trafikplanen og fandt nu ud af, at den sidste bus var kørt klokken 19.20. Det kunne simpelthen ikke passe, mente hun og henvendte sig til en mand, der så en lille bitte smule officiel ud. Jo, det kunne godt passe, sagde han, og før han nåede at sige mere, udbrød Donnaen med store, runde øjne:

- But how do we then get home??

Hendes onde mor var lige ved at grine, fordi hun så så sjov ud, som hun stod der midt på en plads med masser af taxaer og (andre) busser. For ganske vist er jeg nærig, men jeg havde dog ingen intentioner om, at vi skulle gå de 14-15 kilometer tilbage til byen, så hvis alt andet glippede, måtte vi jo bare tage en taxa.

Så langt nåede vi dog slet ikke, for den venlige mand forklarede Donnaen, at vi bare kunne købe en billet til hans bus og på forhånd fortælle, hvor vi gerne ville sættes af, for så blev vi bare det.

Det gjorde vi så og fik en billet, hvor manden skrev et tretal, som angav vores stop, Clarke Quay. Det var vigtigt, at vi hørte efter, for bussen ville ikke stoppe i nummerrækkefølge.

Bussen var en stor, åben dobbeltdækker. Af den slags man bruger til hop on/hop off sightseeing. Vi gik op oven på for at nyde udsigten ind til byen, og så kørte vi.

Det blev det absolut mest uautoriserede, vi foretog os på den ferie, for efter kort tids kørsel nåede vi ud på en meget større vej, som måske ikke var en motorvej, men så i hvert fald i klasse med en motortrafikvej, og så drønede vi afsted. Med motortrafikvejshastighed. Mens vi sad på første sal i bussen, uden tag, vinduer og seler ...

Moren holdt sin mund, og Donnaen indså nok ikke helt, hvor udsatte vi var. I stedet nød vi turen i den lune aften, mens vores hår fløj i alle retninger, så det fyldte dobbelt så meget da vi stod af ved Clarke Quay 30-40 minutter senere, fuldstændigt som lovet.

Derefter var det jo bare at daske hjem, købe noget at drikke i den lokale 7-Eleven og gå op i seng.

I mangel af brugbare billeder
er her i stedet et med nogle af de ikoniske
bygningsværker ved Marina Bay.