Og en duft af jordnødder

Den sidste dag i Tokyo skulle bruges på at shoppe.

Ikke det helt store, for det er ingen af os faktisk til, men bare lidt, så vi drog til Harajuku, og Donnaen gik på opdagelse i de små butikker. Imens silede regnen ned, og Gemalen og jeg skiftedes til at stå og trippe med to paraplyer.

Et par t-shirts senere ændrede vi taktik og gik ind i et stormagasin, hvor vi kunne færdes i tørvejr.

Med paraplyerne i dertil indrettede plasticposer.

Af en eller anden grund var det først denne dag, at vi for alvor fik øje på japanernes et smarte paraply-pose-system. Ved indgangen til de fleste større butikker og stormagasiner er der et paraplystativ, som ikke bare er et paraplystativ, men et system, hvor man stikker sin sammenklappede paraply ned foroven, vrikker sidelæns, og så er paraplyen iført en plasticpose, så man ikke går og drypper på hverken sig selv eller sine omgivelser. Det er meget muligt, at fænomenet også findes masser af steder i Danmark, og at det bare er os provinstosser, der aldrig har set det?

Da vi var kommet op igennem alle etagerne med avanceret tøjmode og elektroniske gadgets, nåede vi til en café og kunne straks mærke vores maver rumle. Det var en af den slags caféer, hvor folk blev længe og sad og arbejdede på deres computer, mens de drak deres café latte. Og når de trængte til nye forsyninger, efterlod de både jakker og computere med mere, mens de var oppe og bestille. Kriminaliteten i Japan er nærmest ikke tilstedeværende, så den slags opfattes ikke som specielt letsindigt ...

Resten af turen blev brugt på endnu et stormagasin, denne gang i Shibuya, og så kørte vi hjem og pakkede, så vi var klar til tidlig afgang næste morgen.

Havde vi vidst, at det faktisk sagtens kunne lade sig gøre at spise morgenmad allerede før klokken syv, havde vi afsat tid til det også, men da vi kom ned i lobbyen og så, at buffeten var sat op, var der ikke tid at gøre godt med, så vi afleverede bare vores nøglekort til receptionisten og gik hen til toget.

Vi havde regnet baglæns og vidste, hvor meget tid vi havde for at nå Narita Expressen på Tokyo Station. Og vi var i g-o-d tid. Alligevel formåede to af familiens medlemmer at gå delvist i panik, da vi kom ned på perronen og så toget suse afsted for næsen af os. Det tog mig lidt tid at forklare, at det sådan set først var det næste tog, jeg havde beregnet, at vi skulle med ...

Der var god plads i toget, og så kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen frem mod næste formodede hurdle; bagageaflevering og security. Donnaen og jeg havde oplevet, hvor lang tid det tog i Hong Kong og hvor besværligt det var i Shanghai, så der var afsat ekstra god tid til denne etape.Og så gik det fuldstændig gnidningsløst. Bevares, der var kø, men ikke mere end hvad der var til at bære. Og kufferterne blev checket igennem helt til Kastrup, noget Donnaen var næsten oppe på bagagebåndet for ved selvsyn at tjekke. Security var ligeledes helt uproblematisk at komme igennem, og så endte vi med at have alverdens tid i afgangshallen.

Vi fløj med Japan Airlines til Helsinki, og det var en virkelig god oplevelse. God plads, en masse lækker mad og top service. Især til Donnaen, der måtte konstatere, at den sky af jordnøddeduft, der opstod, da flere hundrede passagerer simultant åbnede hver deres lille velkomst-snackpose, var mere end hun kunne kapere. Hun hev efter vejret, og vi måtte hidkalde stewardesserne. Heldigvis udviklede det sig ikke værre, end at en ekstra allergipille, et par hiv af en inhalator og så en maske, som dem japanerne bruger, når de er forkølede, var nok til, at hun fik det bedre igen. Men derefter var stewardesserne meget opmærksomme på hende, og hun fik lov at vælge mad før alle andre, så hun kunne få noget, hun kunne tåle.

Jo, man kan give flyselskabet besked på, at man skal have specialmad, men da Donnaen er allergisk over for lidt af hvert, er det stort set umuligt at sikre hende på den måde.

I Helsinki havde vi ikke ret meget tid, og det tog en krig at komme igennem security - selv om vi jo også havde været gennem security i Tokyo - der skulle både scannes pas og tages billeder, og både selve processen, og det at det er nyt for de fleste, gør ikke noget godt for fremkommeligheden. Igennem kom vi dog, og så var det bare med at følge strømmen til vores gate sammen med mindst halvdelen af de andre passagerer fra Tokyo.

Præcis til tiden nåede vi gaten, og så fik vi til gengæld lov til at vente. Det var træls for os, men godt for ham, der havde glemt sin mobil på flyet fra Tokyo. For en lufthavnsmedarbejder kom pludselig stæsende gennem mylderet og overbragte en meget glad mand hans mobil. Ikke alene var mobilen blevet fundet, man havde også nået at lokalisere ejeren og hans næste fly og fik den altså bragt frem til ham før afgang. Ret flot klaret, synes jeg.

Ombord på flyet fik vi igen lov at vente, og denne gang fik vi forklaringen; vi ventede på andenpiloten, som var med et forsinket fly fra Prag. Han var 'flying on a rather tight schedule', blev der sagt. Joh tak, og hvor rart er det lige at tænke på, at piloterne skal stresse sådan afsted fra det ene fly til det andet for derefter at have ansvaret for at fragte et nyt læs passagerer afsted over Europa? Jeg kunne i hvert fald godt have været den oplysning foruden.

Men alt gik heldigvis fint, vores kufferter kom pænt vippende på bagagebåndet, og denne gang var der overhovedet ikke noget tjek af noget som helst, så vi kunne hurtigt gå ud og lade os afhente af vores rare bilpasser, der var glad for, at vi endelig ankom, så han og konen kunne komme videre til den middagsaftale, som vores forsinkelse havde været lige ved at spolere for dem.

Der var langt hjem til Jylland, men heldigvis var der meget trafik, så Gemalen var nødt til at koncentrere sig.

Hjem kom vi, og næste dag lod Kamelen sig allernådigst afhente.

Og heldigvis havde vi en hel weekend til at komme tilbage i en normal døgnrytme.

Japansk indpakning: Først fin
papirspose og så en plastpose ud over,
så papirsposen ikke bliver ødelagt af regn.