I mors fodspor

- Og jeg vil selvfølgelig også gerne se, hvor du boede, mor, sagde Donnaen, da vi planlagde vores rejse til Tokyo.

Planen var derfor først at finde den gamle lejlighed.

Meget forandrer sig på et kvart århundrede, men lejligheden havde i sin tid været spritny, og den var da også at finde på Google Maps, så chancen for, at den stadig lå, hvor den skulle, var god, og det var 'kun' et spørgsmål om at finde derhen.

Jeg vil her gerne gentage, at japanske adresser og gadenavne er noget, som kun japanerne kan finde ud af. Desuden havde vi ikke et mobilabonnement, der tillod os at gå online og konsultere Google Maps undervejs.

Vi sprang på toget, skiftede til Hibya-line og stod af på Hiroo station.

Her var der ikke meget - som i slet ikke noget - jeg kunne genkende, men det lykkedes mig trods finregnen at gå i den rigtige retning, og da vi nåede til den internationale pigeskole, hvor chefens døtre i sin tid havde gået, havde jeg landkending. Op og rundt i svinget, og der lå så det lille supermarked, som jeg havde frekventeret i det daglige.

Derefter var det bare lidt hen ad gaden og så over den store parkeringsplads ved sygehuset, over vejen, ned ad bakken, og så ville vi næsten være der. Det var det så bare ikke. For den store parkeringsplads var væk. Selv sygehuset var ikke til at få øje på. I stedet lå der et kæmpestort, eksklusivt lejlighedskompleks, som man på ingen måde kunne gå andet end uden om. Det gjorde vi så, og omme på den anden side kunne jeg se sygehuset, men til gengæld ikke huske, hvilken vej ned ad bakken, jeg skulle vælge. Jeg valgte den første og mente nok, at jeg kunne genkende skolen, der lå der, selv om den tydeligvis var moderniseret, siden jeg sidst var forbi.

Efter et par forgæves afstikkere ind i blindgyder kom vi til et busstoppested, og nu vidste jeg præcis, hvor vi var, for det var jo 'mit' busstop, hvorfra jeg tog bussen i skolen, hvis det var for surt vejr til at cykle.

To hjørner og lidt ned ad en lille vej senere var vi der. Og jeg var ret stolt af mig selv. Dér lå den lille boligejendom og lignede sig selv. Hækkene omkring altanerne var vokset, men ellers var alt som for 25 år siden. Hovedindgangen, som ingen brugte, og indgangen fra garagen med de dyre biler i stueplan.

Donnaen tøffede lidt rundt og var ikke specielt imponeret, mens Gemalen til gengæld var fuldt ud i stand til at vurdere, at selv om ejendommen måske ikke så prangende ud, så skulle man nok alligevel være lidt økonomisk forkælet for at kunne bo der.

Nu vidste vi jo, hvor busstoppestedet lå, og så kunne vi jo lige så godt håbe, at ruten var uændret og tage bussen til Shibuya.

Det gjorde vi og kom ganske rigtigt til Shibuya. Men her var en stor del af stationen omdannet til byggeplads og pakket ind i stilladser, og bussen holdt et midlertidigt sted med deraffølgende absolut nul landkending, og vi måtte bruge et øjeblik på at komme væk fra byggerodet og finde det ikoniske kryds Shibuya Crossing, som er selve billedet på menneskemylderet i Tokyo. Her er også diagonalt anlagte fodgængerfelter (det er der altså også andre steder i Tokyo), og den første gang, man begiver sig ud i vrimlen, kan det godt virke lidt overvældende.

Sjovest er det dog at se lidt oppe fra, og det kan man blandt andet fra Starbucks-caféen, der ligger lige ud til krydset. Altså måtte vi derind. Man bestilte i stuen, men indtog sin kaffe på første sal. Vi ville dog godt se, om der overhovedet var plads, så vi tog rulletrappen op med det samme. Det viste sig, at rigtigt mange af de gode vinduespladser var optaget af folk, der slet ikke drak kaffe, men havde travlt med at fotografere. Vi fik os møvet tættere på og kunne til sidst også selv forsøge os som fotografer.

Det var sværere end antaget, for det var nærmest umuligt at ramme de helt rigtige øjeblikke, hvor mylderet var mest intenst. Men sjovt var det, og da vi ikke gad mere, gad vi heller ikke drikke kaffe og gik bare igen. Hvor mange, der gør sådan, og hvordan det påvirker omsætningen, vides heldigvis ikke.

Nu ville jeg vise Donnaen og Gemalen Tokyu Hands, som er enhver udstationeret gaijins yndlingsshoppested, fordi man her kan få al verdens ting. Ting som man ellers kunne blive helt træt ved tanken om at skulle efterspørge andre steder. Man kan få alt fra lappegrej til færdigtmonterede cykler, gardinophæng, værktøj, husholdningsartikler, en million forskellige hobbydimser, puslespil og legetøj og meget, meget mere.

Allerførst ville Donnaen og jeg dog gå på toilettet, og imens kunne Gemalen passende bruge tiden på at endevende afdelingen for cykeldimser.

Hvad der præcist skete vides ikke, men i Japan findes nogle ret avancerede toiletter (herom senere), og dette havde åbenbart besluttet at tage nogle meget selvstændige beslutninger, som ikke faldt i god jord hos Donnaen. Hun kom drønende ud med panik malet i ansigtet og nægtede pure at opholde sig et sekund mere i forretningen.

Det var lidt ærgerligt, men der var ikke andet at gøre end at følge med Donnaen ud i regnen igen, og vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst med frokost, før vi skulle noget som helst andet.

Vi endte med at finde en hyggelig café på 10. etage, hvor vi hvilede benene og fik en superlækker frokost. Da Donnaen ovenikøbet kunne få sin barndoms yndlings-'drink', Shirley Temple, fik hun også humøret tilbage og lyst til at tage ud og se på templer.

Shibuya Crossing,
mit mindst ringe billede.