Wien og et marsvin med glittersolbriller

Vores motel i Baden var sådan set okay.

Det lå lidt kedeligt, men til gengæld var det tæt på stationen, og det havde jeg prioriteret ret højt, for lørdag skulle Gemalen køre løb både formiddag og eftermiddag, og så kunne jeg jo passende tage toget ind til Wien.

Jeg har været i Wien flere gange tidligere, og jeg har set nogle af de allerstørste attraktioner, men 'færdig' med byen bliver jeg nok aldrig.

Vi vågnede op til et noget ustadigt vejr, hvor småbyger kom og gik, og jeg var sådan lidt 'åh, gider jeg nu også tage til Wien i regnvejr?' Jeg vidste dog også, at jeg ville blive sur på mig selv over ikke at tage afsted, så tog jeg mig heldigvis sammen. Og mens Gemalen og de andre fik en ordentlig skylle til formiddagens løb, fik jeg ikke en dråbe regn.

Dagen før var jeg en tur på stationen for lige at rekognoscere. Jeg fandt ud af, at billetten kun kunne købes ved en automat, hvilket lige umiddelbart lignede noget af en udfordring. Til gengæld var der så mange afgange til Wien, at jeg ikke behøvede at stile efter et specielt tog, men bare kunne tage det første og bedste, når det var lykkedes mig at købe en billet. Det var meget godt, for det krævede et par forsøg, før jeg fik trykket mig rigtigt gennem de mange valgmuligheder.

Jeg fik min billet, og toget kom. Det var et flot dobbeltdækkertog, så jeg satte mig op på første sal for at nyde udsigten, som jeg forventede ville være flot. Det var den ikke. Først var den helt tilforladelig. Småbyer og vinmarker. Men ret hurtigt kom vi til den yderste udkant af Wien, og det var gammel, træt industri og grå forstadsbyggerier, som ikke lader de gamle østbloklande noget tilbage i kedelighed.

I det hele taget oplevede vi, at området mellem Wien og Ungarn og Slovakiet minder meget mere om disse nabolande end om det sirlige Tyrol.

På Wien Hauptbahnhof hoppede jeg af, og så var det bare om at sætte kurs mod Schloss Belvedere, som ligger som et passende stop mellem stationen og midtbyen. Udstyret med både kort og mobil burde det være til at finde ud af. Det var det bare ikke. Hovedbanegården er nybygget og hele kvarteret omkring er under forvandling, med byggepladser og kraner over det hele. Der skal nok blive flot. En gang. Men umiddelbart virkede det ret forvirrende, og Fruen måtte justere sin kurs flere gange, før gaderne begynde at komme i den forventede rækkefølge.

Set fra hovedbanegården kommer man til Schloss Belvedere ved at gå gennem et mindre haveanlæg, og mens jeg gik der og kunne se slottet og billetkontoret i den anden ende, kunne jeg også se mørke skyer tårne sig op over byen, og jeg tænkte, at nu gjaldt det altså bare om at komme indendøre, før vandet væltede ned. Som allerede nævnt blev der først åbnet for sluserne, da skyerne nåede ned til de sagesløse mountainbikere, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.

Slottet, som egentlig er to slotte - det øvre og det nedre - i hver sin ende af et haveanlæg, fungerer som museum. Jeg besøgte kun Øvre Belvedere, da jeg også gerne ville nå at se lidt at selve Wien, men alene der var der også rigeligt at kigge på. Blandt de mange kæmpestore værker var det verdensberømte maleri af Napoleon på sin hvide hingst, som man kan finde i enhver ordentlig historiebog. Selvfølgelig skal maleriet hænge et eller andet sted, men hvorfor lige i Wien? Slottet rummer også en stor samling Klimt-malerier, blandt andre de ikoniske malerier Judith og Liebespaar (Kysset), som - selvfølgelig - er endnu flottere i virkeligheden end på de talrige plakater og reproduktioner, man møder rundt omkring.

Da jeg ikke kunne rumme flere malerier, zig-zaggede jeg ind til den gamle bymidte og landede på en fortovscafé i Kärtnerstrasse tæt på torvet med den store St. Stephans domkirke. Klokken sagde ganske vist sen frokost, men Fruen var mere stemt for tidlig eftermiddagskaffe med kage, så jeg valgte en Strudel mit Sauerkirsch und Schlagsahne. Og så sad jeg ellers der og kiggede på og lyttede til de mange turister. Der var flest amerikanere. Eller også virkede det bare sådan, fordi de af en eller anden grund bare altid 'fylder' lidt mere i gadebilledet?

Efter min strudel var jeg egentlig så mæt, at jeg dårligt kunne rokke med ørerne, men kigge lidt på Stephansdom kun jeg dog godt. Det var der også ganske mange andre mennesker, der kunne, så da jeg havde møvet mig indenfor og så hvor mange, der var, og at man iøvrigt skulle betale for at komme 'rigtigt ind' i kirken, og jeg - ikke mindst - havde set kirken i Melk kun to dage før, var det pludselig godt nok bare med et enkelt kig ned gennem kirkerummet.

Vel ude igen stod den på almindelig dasken rundt uden noget særligt mål. Jeg ville bare kigge. På folk og fæ. Og på butikker. Fæ var der ikke så mange af, folk var der rigeligt af. Turisterne kom i bølger. Igen var det amerikanerne, jeg så og hørte, selv om der måske var flere asiater, hvis man talte efter.

Butikker var der også mange af. Der var knapt så mange, jeg gad gå ind i. Jeg havde håbet at finde en rigtig gammeldags boghandel, hvor jeg kunne finde nogle gode bøger på tysk (jeg havde så ikke overvejet, hvor tungt det ville blive at slæbe rovet med hjem). Men det gjorde jeg desværre ikke. Jeg fandt kun en enkelt nymodens, østrigsk udgave af Bog&Ide, hvor de fleste bøger var oversatte engelske og amerikanske bestsellere.

På et tidspunkt blev det ret presserende at finde et stormagasin. Fordi stormagasiner som regel er udstyret med toiletter, og disse altid, altid er langt at foretrække fremfor de offentlige. Heldigvis dukkede der et op, og når jeg nu var der, kunne jeg jo godt se lidt på deres udsalg, hvilket blandt andet gjorde mig til den glade ejer af en t-shirt med et marsvin med glittersolbriller ...

Efter dette mageløse køb var jeg efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke gad ret meget mere, og jeg satte kurs mod der Hauptbahnhof, som nogen i mellemtiden havde flyttet meget langt væk fra bymidten, eller sådan føltes det nok bare, fordi jeg havde haft Schloss Belvedere som stop, da jeg gik den anden vej. Omsider dukkede stationen op. Den er flot, men om den overhovedet vil komme til sin ret, når de omkringliggende byggepladser er fyldt med højhuse, er virkelig svært at vurdere.

Inde på stationen fandt jeg hurtigt en billetautomat, og det virkede betydeligt nemmere at finde ud af at købe en billet til Baden, end det havde været at købe billet den modsatte vej. Noget sværere var det at finde det rigtige spor, og jeg kunne være endt i Bratislava, hvis jeg ikke i sidste øjeblik havde indset, at der altså er forskel på perron og spor! Efter en del forvirret gloen på oversigtstavler og skilte, fandt jeg omsider ud af, at toget mod Wienerneustadt, som jeg skulle med, kørte fra en perron, der lå puttet af vejen ovre i et hjørne af stationen og ikke sammen med de andre perroner.

Turen hjem lignede turen ind til Wien.

Og hjemme på motellet var Gemalen lige så træt i benene som jeg.

Et kort øjeblik var der ingen turister,
der stod i vejen.