Ikke bare visse-vasse

Det er ikke blevet bedre.

Hverken med hørelsen, tinnitussen eller lydfølsomheden.

Hørelsen på mit venstre øre er stadig elendig oppe i diskanten, tinnitussen er blevet mærkbart værre, og lydfølsomheden er stadig en plage.

Da jeg efter MR-scanningen fik at vide, at der ikke sad 'noget' og trykkede på hørecenteret, sendte ørelægen samtidig en henvisning afsted til Høreklinikken i Viborg med henblik på, at jeg kunne få et høreapparat.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra min manglende vilje til at se mig selv som høreapparatsbruger ...

Og bortset fra at der er ufattelig lang ventetid. Over 40 (fyrre!) uger var beskeden, som jeg allerede efter ganske få dage fik via e-post. Alternative løsninger findes ikke rigtigt, så det var bare at vente. Og da det så blev sommer og ferie, og jeg iøvrigt stadig håbede, at det hele bare ville gå i sig selv igen, lod jeg tiden gå.

Men da jeg hen over sommeren oplevede et par anfald med svimmelhed, kvalme og forstærket tinnitus - og deraffølgende tudeture og tiltagende desperation, opsøgte jeg igen ørelægen, om han da ikke kunne gøre noget?

- Næh, var hans umiddelbare svar.

- Jamen, jeg er jo ved at blive stjernebims! beklagede jeg mig.

Selv om ørelægen ikke mente, at nogen nogensinde var blevet virkeligt tossede, og at jeg egentlig bare skulle lære at leve med det, havde han alligevel et par forslag:

- Du kan prøve at henvende dig til Viborg og bede om at blive skrevet op på deres afbudsliste, og så kan jeg også henvise dig til Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus. Derinde beskæftiger de sig med at lære folk at leve med deres handicap, forklarede han.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra, at det var første gang, jeg indgik i en sætning, hvor der også blev sagt handicap ...

Den slags skal altså lige fordøjes, og jeg kan mærke, at det gør et og andet ved min selvopfattelse.

Jeg henvendte mig til Viborg og fik at vide, at også afbudslisten var frygtelig lang. Ikke desto mindre gik der under en uge, før jeg blev ringet op, om jeg kunne komme dagen efter.

Det kunne jeg godt, og så blev jeg først høretestet meget grundigt og så de sørgelige resultater på en graf. Jeg fik dog også at vide, at jeg stadig er i stand til at skelne, hvad der bliver sagt, og det er godt, for så nytter det at få et høreapparat. Hvis man ikke kan skelne, virker et høreapparat bare som om man skruer op for en dårligt indstillet radio.

Derefter var det tid at forholde mig til bestillingen af høreapparatet. Både til farve og funktioner. Det var jeg af en eller anden grund ikke rigtigt forberedt på, men sådan måtte det jo være.

Og til sidst kom jeg som ind til en hørepædagog.

Det var en god oplevelse.

Hun fortalte mig, som den første, hvad det egentlig er, der er sket og stadig sker i mit øre. Blandt andet, at tinnitussen måske er en eller anden uheldig reaktion på, at hørecenteret ikke længere modtager lyd i det omfang, det er vant til. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det var meget fint at få forklaret alligevel.

Hørepædagogen var også helt klar over, hvor frustrerende både tinnitus og lydfølsom kan være, og hun havde en hel række forslag til ting, man kan gøre for at formindske ubehaget. Jeg har langt fra overvejet dem alle, men det allerbedste var i virkeligheden at sidde med en person, der ikke bare var sådan lidt visse-vasse! til det hele.

Det var rart at høre nogen sige, at jeg jo ikke var alene om ind i mellem at være superfrustreret over min tinnitus og min lydfølsomhed, og at der findes kompenserende strategier, som kan læres, så man bedre kan være i det og ikke behøver at blive hverken bims eller depressiv.

Og således opmuntret gjorde det mindre, at jeg blev meget, meget våd, før jeg nåede ud til min bil.

Sommerferiebillede:
Vindueskig fra borgen i Cesky Krumlov.