Jeg går jo til tysk.
Men efter i flere sæsoner at have hygget mig sammen med nogenlunde den samme garde så det pludselig sort ud, da vores elskelige tysklærer, Karen, tidligt i foråret pludselig meddelte, at hun altså stoppede med udgangen af det daværende skoleår, for nu blev hun jo 70 næste gang, og nu måtte det være slut.
Det kunne vi sådan set godt forstå, men det var altså rigtig trist.
Heldigvis gik der kun en måned eller to, så var Karen også nået frem til, at det faktisk var lidt trist.
Så hun spurgte meget, meget forsigtigt, om der muligvis, måske var nogen af os, der på nogen måde kunne være bare en lille smule interesserede i at fortsætte undervisningen i et lidt andet regi, måske hjemme hos hende?
Det resulterede i almindelig jubel, og i løbet af nul komma ingen tid havde stort set alle sagt ja tak, det ville vi gerne.
Og Karen så rigtig glad ud.
I går var anden gang.
Karen bor ude på landet, og turen derud tager knap en halv time. Da jeg tog hjemmefra skinnede solen, men så snart jeg havde forladt den hjemlige matrikel, var himlen forude blygrå eller nærmest kulsort. Og ude i det åbne land flængede det ene flotte lyn efter det andet himlen. Senere begyndte det at regne, og til sidst blev landskabet hvidt af hagl.
Vel ankommet styrtede alle ind i tørvejret og hygligheden. Vi manglede et par stykker, men viljen til at mødes er stor, så dagens fødselar kom og havde endda kage med. Og hende med de tordenforskrækkede børn kom også, så snart faderen til hendes unger kom hjem.
Og så sad vi der og hyggede og klarede verdenssituationen, hvilket godt kan være svært på tysk - altså ikke at hygge - når man har noget, man virkelig gerne vil bidrage til diskussionen med, men i den grad mangler tyske gloser. Men det går jo endda, og det er jo netop det, der er meningen, at vi skal lære nogle nye gloser og især at snakke.
Vi er også gået i gang med en bog. Og tyske bøger er et kapitel for sig, for man skal hver gang vænne sig til den enkelte forfatters måde at skrive på. Nogen skriver mere knudret end andre, og når det afgørende verbum først kommer til allersidst efter flere linjers læsning, kan man godt blive hægtet af. Således også i går, hvor der blandt andet var ret stor uenighed om et mistet kørekort. Den oplysning gemte sig i en bisætning og var fuldstændig gået vores næser forbi. Men går det som med tidligere bøger, vil vi i løbet af de næste 50 sider lære forfatterens rytme at kende og på den måde også forstå meget mere.
På den måde gik to timer hurtigt. Vi riggede ned, for stolene skulle bæres ud, lampen flyttes og det tunge spisebord sættes på plads. Sidste gang var det stadig lyst, da vi tog hjem, nu var det både mørkt og særdeles regnfuldt. Men bare kaste os i bilerne kunne vi ikke, for en var kørt en lille smule fast og skulle lige have et lille skub for at få fast grund under dækkene igen.
Det lykkedes, omend vi alle blev ret våde under processen.
Hjemme havde det overhovedet ikke regnet.
 |
| Himlen på vej til tysk. |
6 kommentarer:
Det må være det, man kalder en win-win-situation ... heldigt for jer alle, at hun alligevel ikke syntes hun var helt moden til at stoppe endnu.
Og min første tanke var, godt at byger kan være lokale. Det nød vi godt af i går. Vi fik ikke noget, kort herfra fik de rigeligt.
Det er da hyggeligt at I sådan fortsætter tyskundervisningen privat. Og I læser tyske bøger, det synes jeg er flot. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg kunne det engang.
Gad vide hvad jeres lærers tidligere arbejdsgiver siger til den private undervisning, de har jo mistet nogle "kunder" (sorry, jeg er sådan en, der tænker sådan nogle tanker, jeg kan altid finde noget at undre mig over eller bekymre mig over)
Hvor sejt at hun bare holder tysk privat. Kh Birgitte
Det er sådan noget, man bliver glad over. Da jeg for mange år siden gik til astrologi, var vi, de sidste par år, ikke nok til at holdet kunne blive oprettet. Vi der gerne ville lære mere, var kede af det. Enden på det blev, at en af kursisterne, der boede i byen, gerne ville lægge stue til. (de fleste af os, også læreren, kom langvejs fra, og fra alle verdenshjørner)
Her i huset, har vi talt om at få opfrisket vores skoleengelsk, men enten er hverdagen, formiddag og eftermiddag, hvor jeg er på arbejde, ellers skal vi køre helt til Haslev, og der er en times kørsel hver vej. Haslev er fuldstændig vanvittigt. Der er ingen tilbud er her på øerne, hvis ikke man er pensionist.
Ellen: Totalt win-win. Så dejligt, at hun ikke var klar til at være 100% pensionist :-)
Lene: Jeg håber, bygerne fortsatte med at søge andre steder hen end netop jeres marker. Det kan vi godt, men det er jo ikke den tungeste litteratur, vi kaster os over ;-) Heldigvis har jeg ret god samvittighed i forhold til aftenskolen, for de fleste på det nu nedlagte hold var slet ikke interesserede i at fortsætte med en ny lærer :-)
Birgitte: Ret sejt ja. Og heldigt, at hun har plads til os :-)
Pia: Ja man gør :-) Ærgerligt, at der ikke rigtigt er tilbud, der passer jer. Og dybt godnat, at man ikke sørger for tilbud til de stadigt erhvervsaktive. Jeres såkaldte udkants-øer skal jo netop holde dampen oppe pga. folk i arbejde og ikke satse på pensionisterne.
Send en kommentar