Indkaldt til session?

Man skal se meget, før øjnene triller ud, men jeg blev alligevel lidt overrasket, da jeg fik en sms om, at jeg havde fået digital post fra Forsvaret og Forsvarsministeriets Styrelser.

Den eneste, der - mig bekendt - kan forvente den form for meget officiel henvendelse fra forsvaret, er Ungersvenden, som på et tidspunkt må formodes at blive indkaldt til session.

Det var en faktura. Det havde jeg sådan set også nået at regne ud i den mellemtid, der var gået fra sms-modtagelsen til jeg fik åbnet min e-boks. Det undrede mig bare alligevel.

Tilbage i april, da min brors fødselsdag nærmede sig, og jeg som sædvanlig var blank på gave-ideer, havde jeg tilfældigt i radioen hørt om en bog, som måske kunne interessere ham. Den kunne købes hos Forsvarsakademiet, på nettet, hvilket jeg fluks gjorde.

Og så gik det iøvrigt helt i ged.

For jeg havde forestillet mig, at der som i enhver anden webshop ville ske det, at jeg blev sendt til en betalingsside, hvor jeg kunne taste de sædvanlige dankort-oplysninger. Men ikke her. Her fik jeg i stedet et tak for bestillingen og besked på, at bog og faktura ville blive sendt til den angivne adresse - som var min brors ...

Det syntes jeg var temmelig usmart, så jeg skyndte mig at ringe til Forsvarsakademiet for at klage min nød. Det gik bare heller ikke helt planmæssigt, for den medarbejder, der tog sig af netop den slags, var på ferie og først tilbage mandag. Til gengæld kunne den flinke telefondame love mig, at ordren ikke ville blive ekspederet, før pågældende medarbejder var tilbage. Hvilket altså var mandag - og dagen før min brors fødselsdag.

Så meget for at være i nogenlunde god tid ...

Mandagen oprandt, og jeg fik fat i den hjemvendte dame, der bad mig om at sende en mail med oplysninger om både min brors og min egen adresse, så skulle hun nok sørge for at skille bog fra faktura.

Godt så. Jeg meddelte min bror, at han nok måtte kigge i vejviseren efter sin gave, men at den med lidt god vilje og postvæsenets hjælp (suk) kunne tænkes at dukke op i løbet af nogle dage. Måske endda uden den famøse faktura. Det skete også, og så manglede jeg bare at modtage fakturaen.

Det skete ikke. Hverken den første eller de næste uger, og jeg begyndte at spekulere på, om fakturaen var blevet skilt så grundigt fra bogen, at den var helt forsvundet. Hvilket i givet fald ikke ville genere mig synderligt #lettereanløbenmoral.

Men så i går kom fakturaen altså. Som digital post. Og så kan jeg jo bare betale og dermed slette et enkelt punkt på listen over knapt så regelrette forhold.

Og alt er godt. Hvis ikke det lige var fordi jeg ikke kan lade være med at fundere over, hvordan det gik til, at fakturaen kom med netop digital post? Der er ting, jeg ikke rigtigt gider at sætte mig ind i, og det er meget muligt, at konceptet med digital post netop går ud på, at alle offentlige instanser af enhver slags skal kunne sende elektronisk post til borgerne. Jeg tror bare, at jeg et eller andet sted havde forventet, at jeg selv skulle informere pågældende instans om en så forholdsvis privat detalje som cpr-nummer, eller hvad der nu skal til for at få den elektronisk kommunikation til at spille?

Åbenbart ikke.