Så fin, så fin, men altså ikke for de sarteste

Efter tærte-slice, spicy cappuccino og en halv cookie (den anden halvdel blev pakket i en serviet og puttet i tasken) fortsatte jeg min tur i Vilnius.

Min tur i stormagasinet havde bragt mig tættere på det eneste museum, jeg på forhånd havde bestemt, at jeg ville se: Museet for Folkedrab, så jeg fortsatte ud ad hovedstrøget, drejede fra på det rigtige sted, kom hen til den næste vej - og undrede mig. Vendte om og konstaterede, at skiltningen var så meget lidt prangende, at jeg var gået lige forbi.

Bygningen lignede en gammel slidt beboelsesejendom, men har tidligere huset KGB og er nu omdannet til museum. Et museum, der fortæller om forfølgelsen og - ikke mindst - udryddelsen af Litauens frihedskæmpere i tiden fra 2. Verdenskrig og frem selvstændigheden først i 90'erne. Under 2. Verdenskrig var Litauen i en periode besat af Tyskland, og da var det Gestapo, som havde til huse i bygningen og stod for forfølgelserne. Alt i alt en skummel bygning, som danner en skummel ramme om et museum, der belyser nogle meget skumle kapitler i litauernes historie.

Også indeni er bygningen meget slidt og trøstesløs, hvilket ikke just gør noget for at løfte stemningen og dermed faktisk fungerer fint.

Lokalerne er ret små og fyldt med detaljetunge udstillinger. Som overfladisk turist bliver man hurtigt overvældet og orker ikke rigtigt at søge detaljerne, som fortæller om modstandsfolk og gemmesteder i skovene. Og forfølgelse og udryddelse eller deportation af enkeltpersoner, familier eller hele landsbyer. Ved hvert billede er der en tekst, som alt for ofte slutter med "killed 195x".

Kælderen er en decideret fangekælder med små, mørke celler med tunge døre og en lem til at kigge ind eller måske stille en skive brød og et kop vand. En enkelt celle er foret med henblik på lydisolering.

Har man mere luft tilbage, kan man også se det lokale, hvor henrettelserne fandt sted. Og skulle man være i tvivl om, hvordan det foregik, så kører der en lille film-sekvens, hvor man har iscenesat netop det.

Oven på det er det bare med at komme ud igen. Ud i solen og den friske luft, hvor vejret kan trækkes helt ned i maven og de mest grufulde indtryk kan traves væk på turen tilbage mod bymidten.

Den brede gade er fyldt med forretninger og caféer, hvor litauerne nyder en øl eller en kop kaffe i efterårssolen, og det føles et øjeblik helt surrealistisk.

Tilbage for enden af gaden stod klokketårnet, som det har stået i mere end 500 år, og på den anden side af det, katedralen og det rekonstruerede kongeslot kommer man hen til bakken med resterne af Gediminas' gamle borg. Eller i virkeligheden stammer de rester, man i dag kan se, fra den tidligste borg af mursten på stedet. Og det er endda lidt forkert, for tårnet, som man nødvendigvis må op i, er en genopbygning fra 1930. Men pyt, det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at stedet har været særdeles velegnet til placering af en borg. Her er den fineste udsigt over floden og byen, og man har kun skullet koncentrere sig om forsvar til den anden side.

Op på bakken kommer man med en lille bjergbane, som jeg havde helt for mig selv, og allerede på vejen op begynder man at fornemme udsigten. Men selvfølgelig skulle jeg helt op og kigge ud.

Og her var virkelig udsigt. Med den gamle by næsten lige neden for bakken. Et utal af kirker strøet med rund hånd ud over hele byen. Floden og en hel ny og fancy bydel i glas og stål på den anden side. Og i modsætning til Kaunas ser der ikke i Vilnius ud som om, der er byggeprojekter, der er gået i stå undervejs. Her ligner det bare fuld fart frem.

Langt ude kan man se TV-tårnet, men jeg må med skam erkende, at jeg ikke kan huske noget som helst fra de dramatiske dage i 1991, hvor ubevæbnede, civile litauere under kampen for fuldstændig selvstændighed blev dræbt i forsøget på at forsvare tårnet mod sovjetisk militær. Nu havde jeg læst lidt om det og kunne så falde i staver over det også.

Da der til sidst ikke var mere at falde i staver over, begyndte jeg at overveje at vende næsen mod Kaunas. På den tid af eftermiddagen gik der mange tog, så jeg behøvede ikke at tage det alt for nøje med tiden. Jeg futtede ned igen og gik i retning af stationen.

Undervejs blev til yderligere et par kirker. Nu var jeg ganske vist nået til ikke længere at kunne skelne dem fra hinanden bagefter, men jeg kommer jo ikke så tit i Vilnius, så det var bare om at få mest muligt med. Og hvordan der så ud i den allersidste kirke, kan jeg slet ikke huske, for midt i det hele ringede min søde kusine, og jeg havde glemt at stille min mobil på lydløs og måtte derfor skyndsomst forsvinde ud af kirken, inden det blev endnu mere pinligt.

Bagefter havde jeg ikke lyst til at gå ind igen, men tænkte, at nu var Fruen vist for træt til flere indtryk, så jeg fandt stationen og forklaringen på, at jeg ikke kunne få en returbillet om formiddagen. Billetten retur var lidt dyrere. Formentlig fordi jeg nu kørte i myldretiden. Eller med et hurtigtog? I hvert fald var der færre stationer at holde ved, og jeg kom dejligt hurtigt til Kaunas.

Turen var uden de store oplevelser. Jeg sad ved siden af en sød lille dreng, der kedede sig gudsjammerligt, fordi hans mor havde mere travlt med sin mobil end med ham.

Kom ikke og sig, at de er bagefter i Litauen ...

Det moderne Vilnius.