Forfalden, men alligevel hyggelig

På hotel-reservationen stod city-view ved værelset. Det havde jeg ikke tænkt voldsomt meget over, da vi ikke planlagde at bruge ret meget tid på værelset til andet end at sove.

Imidlertid synes jeg nu efterfølgende, at netop vores udsigt fra hotelværelset var meget betegnende for hele Kaunas.

Helt til venstre kunne vi se en bid af ny etage-ejendom og et træ. Hen over nogle forfaldne lave bygninger kunne vi se lidt af den meget smukke kuppel-kirke, Church of St. Michael the Archangel. Og resten af udsigten bestod så af en kæmpeklods af et betonbyggeri.

Først frygtede jeg lidt, at det var en byggeplads med en masse støj. Det var det ikke. Det var et byggeprojekt, som var gået i stå, og som nu stod og forfaldt. Hullerne til vinduer og døre var i de to nederste etager spærret af med gitter, formentlig for at undgå, at mennesker eller dyr kravlede ind og kom til skade eller ligefrem tog ophold der.

Den slags bygninger så vi flere af, og jeg funderede lidt over, om det mon var byggerier, der var opgivet efter russernes exit for cirka 25 år siden? Men Gemalen mente, at bygningerne ikke var nær så gamle, og selv om efter-googling ikke har givet konkrete svar, er jeg dog stødt på nogle sites, hvor der står noget om ikke-færdiggjorte bygninger, der står forladte som resultat af en kedelig kombination af mangel på penge og bureaukrati. Så det er nok det, de er. Kedeligt og meget, meget lidt kønt.

I det hele taget stod der mange, dog især gamle, forfaldne bygninger og truede med at skvatte sammen, næsten gang nogen nøs. Og veje, fortove og kantsten var en konstant udfordring for anklerne, for de var ujævne og hullede, og man skulle virkelig se sig for. Hele tiden.

Men det betød ikke, at der ikke var rart i Kaunas. For det var der. Og så snart jeg opdagede, at der ikke var sammenhæng mellem mistrøstigt og farligt, droppede jeg fordommene, sænkede skuldrene og traskede sorgløst rundt i gader, hvor jeg ikke ville turde komme, hvis de lå i Danmark.

Efter frokost tog Gemalen og et par andre afsted på cykel for at finde startområdet til næste dags løb, og jeg gik ud for at kigge på byen.

Først hen ad hovedgaden, som er en bred boulevard med træer i midten og forbeholdt gående og cyklister. Her lå både hoteller, butikker og usandsynligt mange caféer, hvor der faktisk sad nogen de allerfleste steder.

Efter rundt regnet en kilometer nåede jeg til den gamle bydel, som ligger klemt inde på en odde, hvor to floder løber sammen. Her er virkelig hyggeligt med flotte, gamle bygninger og kirker i hobetal. Den første kirke, jeg besøgte, blev Kaunas' katedral. Kæmpestor og meget flot. Noget af kirken var under renovering, og på det afskærmende hegn hang store plakater med alverdens flotte kirker. Der var også et billede af Roskilde Domkirke, og selv om jeg ikke helt kunne gennemskue udvælgelseskriteriet, var det jo ret sjovt at se.

På byens torv var opstillet en scene, og det viste sig at være til en senere præsentation af mtb-o-løbene. Hvornår der ville ske noget, kunne jeg ikke se og fortsatte ned til floden, som jeg fulgte ud til et grønt område helt ud i spidsen mellem de to floder. Her stod jeg et øjeblik og faldt i staver i efterårssolen, inden jeg igen gik ind mod byen.

Det første, man ser fra den vinkel, er de delvist restaurerede rester af en tussegammel borg, der ligger strategisk godt placeret med udsigt over floderne, og så har byen puttet sig bag ved.

Jeg gad ikke rigtigt se på borg og drejede i stedet ind i kirken lige ved siden af. Den var ikke blandt de topprioriterede til istandsættelse og så temmelig forsømt ud. Ikke desto mindre var den tydeligvis i brug; det vidnede både tændte lys, friske blomster og helt nye opslag på opslagstavlen om.

Tilbage på torvet var der nu kommet musik i højtalerne fra scenen, så hvad der end skulle ske, måtte nærme sig. Bag scenen og endnu et byggestillads fandt jeg en tredje kirke. Jeg kom ind midt i en messe og syntes, det var temmelig pinligt, men skulle senere finde ud af, at den slags tager litauerne ikke så nøje. Jeg stod lidt og fulgte messen, og så hvordan flere kirkegængere kom listende ind, dyppede fingrene i vievand, knælede og slog korsets tegn, inden de fandt sig en plads længere fremme i kirken. En kirkesanger sang på smukkeste vis, og jeg krummede en lille smule tæer, da jeg samtidig kunne høre popmusikken fra højtalerne på pladsen udenfor.

Da jeg lidt senere gik hjemad, mødte jeg et hornorkester og stillede mig ind til siden for at kigge. Det viste sig at være alle mtb-o-holdene, der marcherede op til torvet, og på den anden side af de gående kunne jeg se Gemalen komme trillende ved siden af de danske elite-deltagere. Så jeg vendte om og løb bagefter og fik således hele velkomstceremonien med. Det var tydeligt, at litauerne var meget glade for at have fået dette arrangement til byen, og som prikken over taler og hornorkester svævede en drone rundt og filmede det hele.

Bagefter fulgtes vi tilbage til hotellet. Vi købte bananer på vejen. Først var vi lidt skeptiske, da der stod, at prisen var 1:1. Det kunne da ikke passe? Jo, det kunne det, for det var ikke prisen for en enkelt banan, men for et helt kilo ...

Det var det generelle prisniveau, og jeg har aldrig følt mig så rig, når jeg var ude at rejse.

Ikke en kirke, men det gamle rådhus.
Nu museum.