Mangel på omtanke og rullende fortove

Engang i mellem overrasker jeg virkelig mig selv.

Og ikke på den gode måde ...

For jeg besidder åbenbart en imponerende portion mangel på omtanke, som en gang i mellem giver sig lidt uheldige udslag.

Som da vi forleden skulle besøge Den Gamle By i Aarhus.

Sidste trin i tretrinsraketten i forbindelse med min mors fødselsdag. La grande finale.

Vejret var godt, og både Donnaen og Morfar tog også med.

Parkeringspladser var der ikke mange af, men vi var heldige og fandt en i rimelig afstand fra indgangen, fik vores billetter og et lille kort over byen og begav os afsted.

- Hvad vej skal vi? spurgte Morfar.

- Til venstre, afgjorde jeg efter at have konsulteret kortet. At kortkiggeriet ikke havde gjort mig meget klogere, sagde jeg ikke højt.

Ved at gå til venstre - og derefter til højre - kom vi først til den ældste del af byen.

Og det gik op for mig, at de gode gamle dage ikke just var præget af plane flader og rullende fortove ...

Her var mildt sagt ujævnt!

Hvilket selvfølgelig er meget autentisk, men også meget, meget lidt smart, når man er dårligt gående.

Og selv om hverken min mor eller far ifølge eget udsagn er decideret dårligt gående - det er kun den anden part, det kniber lidt for - så er det lige præcis det, de er. Dårligt gående.

Så det var en mellemsvær udfordring for dem at komme rundt.

Og jeg ærgrede mig, for jeg vidste det jo godt. At de er dårligt gående altså. Og hvis jeg havde tænkt mig om, så havde jeg også vidst, at asfalterede veje og pæne, fortove med flade fliser er et nymodens fænomen, mens store, toppede brosten og dybe, ujævne rendestene var underlaget for datidens borgere. Havde jeg desuden gjort mig den ulejlighed at nærlæse Den Gamle Bys hjemmeside, havde jeg også vidst, hvad vi - bogstavelig talt - gik ind til.

Både Mormor og Morfar bed dog tænderne sammen og forcerede forhindringerne uden at falde en eneste gang.

Næste udfordring var bygningerne. Hvilke bygninger var så interessante at kigge ind i, at det var værd at risikere liv og lemmer på høje dørtrin, ujævne trapper og skæve vinkler, i hel- eller halvmørke? Morfar overså et trin, undgik med nød og næppe at falde, men fik et ordentligt stød op i ryggen, så jeg på stedet besluttede, at Donnaen eller jeg måtte kigge de indre rum an for besøgsværdi, før vi gik ind i de forskellige huse.

Det gav en naturlig grovsortering, og vi nåede frem til den noget senere Møntmestergård, som var så tilpas flot, at vi alle måtte ind og beundre de bemalede lofter og vægge med mere. Møntmestergården var absolut et besøg værd, og det var godt, at vi fandt indgangen, selv om den var gemt af vejen helt omme på bagsiden af huset.

Her omme bagved og lidt out of context fandt vi også udstillingen om DR Børne-TVs historie, og Donnaen og jeg blev grebet af nostalgisk gensynsglæde over mødet med både Kaj & Andrea, Bamse & Kylling og Sørøver Sally med flere.

Vi var nu nået frem til 1970'erne, hvilket jeg havde glædet mig til at se, men behovet for kaffe og især for at sidde lidt ned trak mere, så det blev ikke til ret mange kig, før vi ændrede kurs mod nærmeste traktørsted.

På vejen derhen kom vi dog forbi en gammel købmandsgård, og det var nok turens bedste oplevelse, fordi det var et af de få steder med liv. Kokkepigen stod og bagte pandekager - og vi måtte gerne smage. Og inde i butikken stod købmandens førstemand bag disken og solgte både dit og dat, men var især god for en snak. Inde i stadse-stuen stod en kiste, og jeg var bare nødt til at vide, hvem der dog var død?

Og det var jo købmandens ældste søn, der meget sørgeligt var kommet af dage i slaget ved Dybbøl i 1864, og så fik jeg ellers en lang smøre om de stakkels danske jensers ulige kamp imod preusserne, der både var flere og havde bedre våben, og hvad ved jeg. Ret sjovt. Syntes jeg. Donnaen not so much. Og mine forældre var allerede forsat uden i første omgang at opdage, at jeg ikke var med.

Det udendørs traktørsted var det helt rette sted at indtage eftermiddagskaffen. Kiksekage og gammeldags æblekage gled også ned.

Men så var der heller ikke energi til mere, og vi satte kurs mod det midtjyske.

Og jeg lovede mig selv, at jeg altid, altid ALTID! skal huske at tjekke tilgængeligheden, når jeg overvejer nye udflugtsmål.

Brosten, kapervogne og bindingsværk
- og en nutidig klods af en bygning.