Manglende morgenmads-pli og noget om bøger

- Han sidder og klør sig på sin bare mave! hvisle-viskede Donnaen oprørt.

Jeg sad med ryggen til og kunne ikke se, hvad der foregik uden at vende mig helt om. Men da jeg netop havde set hans søstre (formoder jeg) i noget, der i betænkelig grad lignede nattøj, troede jeg Donnaen på hendes ord.

Han var en ung amerikansk fyr, som sammen med sine forældre og søstre boede på samme hotel som os i Barcelona, og de følte sig tilsyneladende så meget hjemme, at deres opførsel i morgenmadsrestauranten var meget - ahem - hjemlig.

Donnaens grænser var klart overskredet, og jeg syntes selvfølgelig heller ikke, det er en okay opførsel at sidde og strække sig uhæmmet og klø sig på maven omgivet af andre mennesker på en restaurant (bevares, kun morgenmads-, men alligevel), men jeg var jo så heldig at sidde med ryggen til, så mens Donnaen sad og skumlede, kunne jeg bare glæde mig over, at så opfører hun sig nok mere velopdragent, også når vi andre ikke er med.

Og sådan var der så meget. Donnaen oplevede sommetider nogle helt andre ting end jeg, selv om vi opholdt os de helt samme steder.

Blandt andet, hvad det vil sige at være ung pige i et middelhavsland. Mændene er begyndt at kigge. På den der lidt mere åbenlyse måde, end vi er vant til. Jeg så det godt et par gange, men bestemt ikke altid. Og Donnaens reaktion var ret forskellig. For mens det da var ganske godt for selvværdet, at store drenge eller unge fyre på stort set hendes egen alder kastede et blik efter hende, kunne der også pludselig lyde et 'Adwr, hvor klamt!', hvis mændene var ret meget over 23 år og/eller gestikken blev lidt for obskøn.

Heldigvis havde hun jo mig med som anstandsdame, og der skete aldrig mere end det.

Bortset altså fra, at jeg pludselig følte mig meget gammel ...

I det hele taget var det svært at forestille sig, at der kunne ske noget som helst ubehageligt i Barcelona, for politiet var massivt tilstede. Allermest på Ramblaen, hvor betjente i bogstaveligste forstand var en konstant del af gadebilledet. Gående, i bil eller på scootere.

Om det var derfor, eller bare fordi det var temmelig koldt, at der faktisk ikke var særlig meget sjov, fis og ballade op og ned ad gaden, vides ikke. Men sikkert var det, at de kulsorte, unge mænd, der skulle forsøge at tjene lidt håndører på at sælge tingeltangel til turisterne, oplevede svære tider. Vi så dem oftest med både ben og bylter på nakken på vej væk fra ordensmagten.

Hvad Donnaen ikke så, men jeg derimod bemærkede, var noget så eksotisk som en læsende person i metroen. Hvis passagererne ikke sov eller snakkede havde 99% af dem travlt med at kigge på mobil - eller mobiler; vi så flere med to. Den læsende herre stod på næsten helt ude ved Camp Nou og læste hele vejen ind til byen, og jeg spekulerede nysgerrigt på, hvilken bog der mon kunne være så spændende? Det lykkedes mig at smuglæse forfatternavnet, som af en eller anden ukendt årsag faktisk blev hængende i min hukommelse længe nok til, at jeg kunne forsøgsgoogle mig frem til, hvilken bog det var, nemlig El Asedio af Arturo Pérez-Reverte. Men selv om den spanske forfatter er temmelig kendt, er bogen tilsyneladende ikke oversat til dansk, og at læse en engelsk oversættelse af en spansk roman virker lidt for fjollet, så jeg finder nok aldrig ud af, om bogen virkelig er så altopslugende god, som herren i togets fraværende mine lod tro.

Måske var det synet af den læsende herre, der fik mig til at tænke på spanske forfattere, så jeg pludselig - 'blop' - kom til at tænke på Havets Katedral af Ildefonso Falcones. En bog jeg har læst, uden at synes særlig godt om den, men det var underordnet, for var der ikke noget med? Og jo, det var der, og heldigvis lige i nærheden, og så blev Donnaen - noget mod sin vilje, for hun havde jo set én kirke - trukket med på jagt efter Basilica de la Santa Maria del Mar, Havets Katedral.

Vi fandt den ret hurtigt, klemt inde mellem de tæt omkringliggende bygninger i den gamle bydel La Ribera. Selvfølgelig skulle Fruen ind og kigge. Donnaen gik primært med, fordi det var for koldt at blive udenfor. Det kostede at komme ind, hvad overraskede mig noget, da det ikke havde stået nogen steder. Men det er garanteret sideeffekten af den pludselige berømmelse, kirken har fået efter, at førnævnte bog blev en international bestseller.

Anyway, fin gammel, gotisk kirke. Bygget i det 14. århundrede, omend det man ser nu, er en genopbygning efter en omfattende brand i 1930'erne. Plus senere udsmykninger, således er den yngste glasmosaik kun 20 år gammel. Den så jeg dog ikke, og jeg må have gået og kigget mere ned end op, for pludselig lagde jeg mærke til et dødningehoved hugget ud i en flise i gulvet. Det syntes jeg var ret sært, men jeg har desværre ikke kunnet google mig til en forklaring.

Men samtidig mindede den mig - på mærkværdig vis (tsk, tsk) - om, at Donnaen sad på en af de bagerste bænke og ventede på mig, så jeg skyndte mig tilbage, og vi gik ud på en sidste runde i byen, inden vi næste dag skulle vende næsen hjemad igen.