Tjek, tjek og et julemysterium

En gang tilbage i november, hvor jeg netop havde købt den første julegave, tænkte jeg, at det måske i år ville lykkes mig at få nogenlunde styr på julegøremålene uden at gå til i julestress.

Omkring første december mente jeg stadig, at det faktisk gik helt godt.

Nu må jeg erkende, at juletræerne ikke vokser ind i himlen, og at panikken, som vanligt på denne tid i december, er ved at indfinde sig.

Ting tager generelt bare længere tid, end jeg på forhånd - naivt - forestiller mig.

For eksempel nåede jeg kun at fremstille dejen, men ikke at bage vaniljekranse (altså vaniljedimser, da jeg ikke har de rette remedier og ej heller tålmodighed til kransefremstilling). Heldigvis tager dejen ikke skade af at stå i kælderen et par dage og vente på tid. Så det går nok.

Et par vigtige hak blev der dog sat på listen i weekendens løb. Lørdag hjembragte jeg den bestilte gås, som egentlig ifølge den lokale gårdbutiks nye, fancy web-bestillingssystem skulle have været leveret med posten, men som jeg endte med selv at hente mod at få lidt mere gås for den sparede porto.

Og søndag hentede Gemalen og jeg juletræer hjem. Donnaen var for dårligt gående og skulle iøvrigt skrive stil, så hun måtte desværre, til sin store fortrydelse og i øvrigt for første gang i sit liv, blive hjemme.

Juletræer henter vi hos gode venner, og nu hvor jeg har sørget for, at de har en netter, var de så meget nemmere at få plads i bilen. Træerne, ikke vennerne. Til gengæld var det præcis lige så svært som det plejer at vælge det helt rigtige træ, så vi brugte lang tid på at vandre rundt. Og endte så med at vælge et af de allerførste, vi havde kigget på ...

Da Gemalen stadig ikke er helt mobil, når det kommer til at kravle rundt på jorden og fælde juletræer, blev det i år min tjans at save, mens Gemalen bare hev lidt i toppen, så saven ikke satte sig fast. Så nu ved jeg, at jeg også kan fælde juletræer, og det er jo altid godt at vide.

Efter omsider at have udvalgt det helt rette stue-juletræ gik det hurtigt med at finde et lille træ til terrassen, få begge træer nettet, smage værternes hjemmekomponerede snapse og komme hjem igen, så jeg lige kunne nå en travetur i skoven med Kamelen, mens det stadig var lyst.

På vores aftentur på den sædvanlige rute gennem villakvarteret konstaterede jeg, at jeg ikke havde set syner, da jeg aftenen før havde set en lille julemand stå på et elskab. Han stod der stadig og så så fin ud. Og jeg undrede mig såre. For hvorfor står han der?

Jeg lod ham stå, for måske er han nogens. Eller måske er han en del af en skjult kamera-gimmick, hvor man aktiverer et eller andet fælt, hvis man prøver at tage ham. Måske sidder han fast med lim eller elastik, måske begynder han at tale, måske falder der noget ud af hækken, eller man starter en alarm?

Mest tror jeg på, at han er tabt. Ud af en klapvogn, og så har en venlig sjæl stillet ham op på elskabet, så han er til at finde igen. Det er ikke til at vide, og indtil videre lader jeg ham stå. Men hvis han ikke bliver hentet, tror jeg ikke, at jeg kan lade ham stå der i kulden julen over.

For sådan kan man da ikke behandle en julemand.

Vel?