Nok november

Vi er ikke en gang nået til midten af november endnu, og jeg har allerede fået rigeligt.

November er min hademåned nummer ET!

(Undskyld til Liv).

Jeg hader også januar og februar og er ikke specielt begejstret for december. Men lad nu det ligge.

November er både dum og grim.

Det er mørkt og bliver kun mørkere. Det er vådt og blæsende og bliver sikkert kun værre. Det milde vejr i øjeblikket er dog en - tøhø - formildende omstændighed, for der er én ting, jeg hader mere end mørke, og det er kulde.

- Så kan man jo tænde lys, siger folk. Brygge te og tage uldne sokker på. Smække fødderne op i sofaen og læse gode bøger eller se serier i TV. Det er så hyggeligt.

Jaja, det er godt med dem. Godt for dem, vel nærmere. For det er sjældent, at jeg overhovedet når så langt, og hvis jeg endelig gør, så er det som regel ren kapitulation, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt være gået i seng ...

- Men, siger folk, årstidernes skiften er da en god ting, som vi slet ikke kunne tænke os at være foruden.

Jeg kunne virkelig godt undvære de fire mørkeste, vådeste, koldeste og mest blæsende måneder, og jeg forstår seriøst ikke, når folk i ramme alvor siger det modsatte. Det er selvfølgelig meget smart at have det på den måde, når nu Vorherre har villet det sådan, at man lige præcis er blevet dansker, og jeg spekulerer sommetider på, om folk alene siger som de gør, fordi de tilpasser sig noget, de ikke mener kunne være anderledes?

Kunne det være anderledes - og vi vandt den helt store lotto-gevinst -  var vi dem, der var skredet. For at overvintre under varmere og lysere himmelstrøg. Om vi i givet fald overhovedet ville komme tilbage til andedammen i sommermånederne, må stå hen i det uvisse.

Altså; november er både dum og grim.

Og det er bare sådan en helt almindelig november.

Men nu, hvor besværlighederne har valgt netop denne måned til at stå i kø, har november-trætheden meldt sig endnu tidligere, end den plejer.

Fra den lette ende kan jeg for eksempel nævne, at min mobil gik så helt og aldeles død, at selv Verdensfirmaets absolut største æble-nørd ikke var i stand til at få liv i den. Så nu er den til reparation, selv om man rimeligvis lige så godt kunne have stukket mig en ny med det samme.

Og mine støvler er stadig ikke kommet retur efter omforsåling. Da de lovede tre uger var gået, kunne butikken end ikke finde data på, at de var sendt afsted. Lang tids søgen resulterede i en besked fra importøren om, at der nok ville gå cirka en uge yderligere.

Imens har jeg slidt min gummistøvler næsten i stykker. Tre ugers daglig brug var mere, end de kunne holde til ... Sålerne er slidt blanke, og hælene viser sig ikke at være massive, og lige om lidt har jeg slidt igennem ind til hulrummet, hvorefter støvlen er ødelagt, og jeg kan gå ned til skobutikken og brokke mig. - Og se, hvad der kommer ud af det.

Gemalen har mere ondt i sin hofte end forventet, og Donnaen er så skadet i sin ene fod, at dansesæsonen er aflyst for hendes vedkommende. Den sluttede næsten inden den kom i gang, og en ellers optimistisk fysioterapeut har nu med beklagelse kastet håndklædet i ringen. Næste stop er idrætsklinikken. Den slags er overhovedet ikke sjovt, når man elsker at danse og har gjort det stort set så længe, man kan huske.

Det var den lette ende. Den tunge ende vil jeg slet ikke skrive om.

Jeg har fået nok af november.

Bliver det ikke snart marts?