Konzert mit der Komponistin

Mit kulturelle niveau befinder sig generelt i ankelhøjde.

Det sker alt for sjældent - som i stort set aldrig, at jeg får hevet mig op fra lænestolen og ud at opleve noget.

Men i mandags overgik jeg mig selv med flere længder og drog til koncert. Kirkekoncert. Eller det var det måske ikke helt, men det foregik i hvert fald i en kirke.

Die Komponistin har nemlig kreeret et værk, et elektronisk værk med kor, som skulle opføres. Uropføres faktisk.

Og die Komponistins egen entusiasme var så smittende, at jeg mente, at det måtte jeg bestemt opleve.

Altså kørte jeg ud i Søhøjlandet og fandt ikke alene kirken, men også en næsten fyldt parkeringsplads og en fuld kirke. Så stuvende fuld, at jeg endte med at sidde på en almindelig stol ude i midtergangen mellem stolestaderne.

Og så begyndte koncerten.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde for det første ikke forestillet mig, at det hele skulle foregå i mørke. Den eneste, man svagt kunne se, var  die - computerskærmsoplyste - Komponistin, som først bød velkommen og derefter dirigerede tropperne fra sin dunkle plads.

Ind i mellem, men ikke hele tiden, blev der også vist, til anledningen malede, billeder på et lærred foran altertavlen.

Som nævnt var det et elektronisk værk, og jeg vidste godt, at der ikke ville være noget orkester. Det hele var optaget eller indspillet, om man vil, og lagret på computer. Men jeg vidste ikke, at hver eneste lille lyd var en menneskelig lyd, som koret havde frembragt, og ikke noget, der stammede fra et musikinstrument.

Koret sang en lille smule hist og pist. Især til sidst i stykket. Ikke med musikken, men nærmest på tværs af musikken. Og digte blev fremsagt, strofe for strofe, af de enkelte kormedlemmer.

Det var - ahem - særpræget.

Men også ganske fint. Man sad bare der i mørket, mens skuldrene langsomt sænkedes efter en travl dag, og lod sig indhylde i sær lyd. Det meste af tiden var lyden venlig, syntes jeg, og jeg følte mig hensat til en varm tropenat i junglen (ikke at jeg nogensinde har opholdt mig i nogen jungle og slet ikke om natten, men fantasi er altid godt at have).

Andre gange blev lyden mere voldsom, og jeg sad lidt og tænkte 'stop nu!', og det gjorde det jo så også.

Efter knap tre kvarter stoppede det helt, og die Komponistin fik sit fortjente bifald. Fortjent, fordi det var sjovt, sært og særpræget. Fordi, det udvidede min horisont. Fordi det jo gik godt. Fordi det er overraskende og ret flot, at det kan lade sig gøre at stable sådan et uortodokst arrangement på benene så langt ude på bøh-landet.

Og fordi jeg døde lidt af grin - indvendigt forstås - ved tanken om, hvad alle de andre sad og tænkte. Især de ældre herrer, rundet af midtjysk muld, solide i krop og tanke, og - gætter jeg fordomsfuldt på - kun til stede, fordi dere koner havde sagt, de skulle, Hvad tænkte de dog? Måske tænkte de på deres lænestol og på, hvad der mon var i fjernsynet. Måske tænkte de, at stykket var fantastisk? Det er ikke til at vide.

Men jeg ved, at jeg havde en sjov og særpræget oplevelse, som jeg er ret glad for.