En af dagene i den snart forgangne uge blev brugt på en bisættelse nord for København.
Jeg var chauffør for mine forældre, og selv om jeg nok er - eller var - familiemæssigt relateret til afdøde, så var det alligevel ikke tættere på, end at jeg ikke havde følelser i klemme og kunne nøjes med at indtage rollen som tilskuer. I hvert fald næsten.
Og godt for det.
For bisættelsen var blot seneste kapitel i en familie-saga, der - hvis den blev filmatiseret - fuldt ud kunne leve op til DRs Arvingerne, hvad angår splid og giftigheder.
Egentlig troede jeg ikke, at vi var 'sådan' en familie (som familien Grønnegaard i Arvingerne), og egentlig troede jeg ikke, at de særheder og divergenser, som alle vidste fandtes hist og pist, kunne svulme op og brage gennem familielandskabet med dybe grøfter på kryds og tværs til følge.
Men det sidste halve år har vist noget andet.
Vi er 'sådan' en familie.
Da døden begyndte at nærme sig, blussede stridighederne op og har nu nået et niveau, hvor ikke alle arvinger følte sig velkomne i kirken. Og hvor planlægningen i forbindelse med bisættelsen tilsyneladende gik ud på ikke at samle, men splitte familien.
Hvor alt for mange fandt interesse i at vælge side.
Selv præsten, der hed sig at være en nær ven af familien, tog parti. Ikke til afdødes fordel ...
Og selv måbende tilskuere med ikke særligt stærke relationer til afdøde - chauffører som jeg og andre - havde meget svært ved at opretholde den neutralitets-nødvendige distance og undgå at blive påduttet at tage stilling.
Efter højtideligheden var der nogen, der krammede, mens andre udvekslede giftigheder, så man fik svedne ører, hvis vinden bar i ens retning.
Nogle kirkegængere tog til begravelsekaffe, mens andre tog direkte hjem. Begge dele blev opfattet som stillingtagen.
Da døden begyndte at nærme sig, blussede stridighederne op og har nu nået et niveau, hvor ikke alle arvinger følte sig velkomne i kirken. Og hvor planlægningen i forbindelse med bisættelsen tilsyneladende gik ud på ikke at samle, men splitte familien.
Hvor alt for mange fandt interesse i at vælge side.
Selv præsten, der hed sig at være en nær ven af familien, tog parti. Ikke til afdødes fordel ...
Og selv måbende tilskuere med ikke særligt stærke relationer til afdøde - chauffører som jeg og andre - havde meget svært ved at opretholde den neutralitets-nødvendige distance og undgå at blive påduttet at tage stilling.
Efter højtideligheden var der nogen, der krammede, mens andre udvekslede giftigheder, så man fik svedne ører, hvis vinden bar i ens retning.
Nogle kirkegængere tog til begravelsekaffe, mens andre tog direkte hjem. Begge dele blev opfattet som stillingtagen.
***
Næste kapitel kommer nødvendigvis til at handle om selve arven, og det kan kun blive blodigt.
Hvis det ikke var fordi det er temmelig sørgeligt at være vidne til, hvordan ellers rimeligt stærke familiebånd tyndslides og måske endda brister helt, så ville det være ganske underholdende.
Næste kapitel kommer nødvendigvis til at handle om selve arven, og det kan kun blive blodigt.
Hvis det ikke var fordi det er temmelig sørgeligt at være vidne til, hvordan ellers rimeligt stærke familiebånd tyndslides og måske endda brister helt, så ville det være ganske underholdende.
Nu er det bare trist.
 |
| En kirke, der ikke har noget med historien at gøre. |
14 kommentarer:
Ja, det er altså sørgeligt når familier strides. Håber dine forældre er okay. Ha' en dejlig weekend.
Arv. Ja, det er jo kun et spørgsmål om penge i sidste ende. Grådighed og griskhed, når det er værst.
God damn it.
Ja jeg giver Kisser helt ret her. Det handler formentlig om grådighed og griskhed.
Åh så trist. Det er så svært, fordi følelser blusser op, som man troede var glemt. Det må have været svært at være i det neutrale rum og overvære sådan en stemning.
Sådan noget er så trist, men hvor der er følelser i klemme, kan der jo desværre opstå strid. Det kan gå skævt af mange forskellige grunde.
Det er utroligt ... man har jo før hørt, at folk er blevet dødelige uvenner pga. nogle få tusinde kroner. Jeg har noget familie forholdsvis tæt på, der blev det over en bil, der ikke var mange kroner værd, men som ifølge 'nogen' gik til den forkerte. Der røg det familieskab ...
Av.
Mette: Ret sørgeligt, ja. Mjah, de er desværre stadig oppe i det røde felt. Men det går forhåbentlig snart over. Tak, jeg håber, jeres var god :-)
Kisser: Det var det så overhovedet ikke i starten. Men til sidst er det jo det, der er tilbage at slås om :-(
Laika: Faktisk ikke. Ikke i starten i hvert fald. Men man kan jo ikke slås om afdøde, når vedkommende er død.
Lene: Det er nemlig trist. Det var både sært og svært.
Randi: Ja, og der har helt sikkert været følelser i alvorlig klemme her!. Meget trist.
Ellen: Her var det så ikke penge, der var udløsende faktor. Penge har de fleste sådan set nok af ...
Liv. Lige præcis!
Stegemüller: Ja, det er noget skidt. Og det sker nok oftere, end man lige regner med.
Iøvrigt fint at se dig kommentere igen :-)
pyh, ja vi mennesker kan blive ved med at overraske hinanden... ikke altid til den gode side...
Monica: Det kan jeg jo kun give dig helt ret i :-)
Jeg sad engang som ung i Skifteretten, hvor jeg jævnligt så stridigheder udfolde sig. Det vil nok aldrig ændre sig, men sørgeligt er det...
Øv hvor er det træls når / hvis en familie splittes i arvesager.
Min far har altid sagt, at man kender først sin familie når man har arvet sammen med dem.
Send en kommentar