torsdag den 5. februar 2015

Kørekortsfornyelse på den svære måde


Nogle gange bliver tingene så indviklede, at det nærmer sig kafkaske dimensioner.

Som da min far januar skulle have fornyet sit kørekort.

Han, min far altså, er forlængst nået den alder, hvor kørekortet skal fornys årligt.

Det kan man så mene om, hvad man vil.

Men far kender rutinen, så han var ude i god tid og bestilte allerede før jul tid hos sin læge til en gang midt i januar.

Kort før den aftalte dato bliver min far ringet op, at lægen er kommet til skade og er sygemeldt.

Min mor har en anden læge, som sædvanligvis tager over, når fars læge har ferie. Og vice versa. Så far ringede til mors læge.

Han, altså mors læge, havde ferie.

Så var der en tredie læge. Som far ringede til.

Og han vikarierede ganske rigtigt for både den sygemeldte og den ferierende læge.

Så langt så godt.

Men desværre kunne han ikke hjælpe far. For fornyelse af kørekort skal foretages af egen læge.

- Jamen, han er jo syg, protesterede min far.

- Så skal du henvende dig til Borgerservice og få en midlertidig forlængelse af dit kørekort, meddelte den vikarierende læges sekretær.

På det tidspunkt var min far vist allerede en lille smule træt, men gjorde pligtskyldigt som han havde fået besked på.

- Næh, den slags forlængelser giver vi ikke. Du skal have en attest fra din egen læge.

- Jamen, han er jo syg, protesterede min far. Endnu en gang.

Derpå ringede min far tilbage til førnævnte lægesekretær, som blev så overrasket, at hun lovede at ringe til Borgerservice. Hun fik samme besked, og da min mor derpå ringede til den syge læges telefonsvarer, fremgik det, at hans sygemelding var forlænget frem til marts.

Til den tid er min fars kørekort for længst udløbet. Det er det faktisk allerede.

Det betyder, at han (i princippet) ikke må køre nogen steder.

Han vil faktisk ikke en gang kunne køre til læge for at få fornyet kørekortet ...

***

- Det kan jo bare ikke passe, sagde min mor, da hun havde fortalt mig historien i telefonen.

Næh, det kunne det jo ikke. For hvad nu hvis far blev stoppet af politiet. Det ville da være temmelig uretfærdigt, hvis han skulle betale bøde og alt muligt for at køre uden gyldigt kørekort.

- Skal jeg ringe 114? fortsatte min mor.

Det, mente jeg ikke, var den bedste løsning, men havde ikke umiddelbart noget godt alternativ. Og så snakkede vi videre om noget helt andet.

Men så blev jeg alligevel så utilfreds, at jeg ringede til Borgerservice i mine forældres kommune og snakkede med en sød dame, der godt kunne høre, at det ikke lød helt holdbart, hvis kun ens egen læge - no matter what - kunne udstede en lægeattest til fornyelse af ens kørekort. Så hun konfererede lidt med sit bagland og vendte så tilbage:

- Den vikarierende læge skal altså under sådanne særlige omstændigheder sige ja til at udføre et lægetjek til en lægeattest til sådan en kørekortsfornyelse, sagde hun. Når vi så får lægeattesten ind, accepterer vi den selvfølgelig, fordi det er en speciel situation.

- Det må du sige til din far. Og undskylde, at han har fået forkerte informationer. Skulle han alligevel støde på problemer, må han henvise til mig, sluttede hun venligt.

Så nu prøver far forfra.

Hvorfor gøre noget let, hvis man kan gøre det bøvlet og besværligt?




18 kommentarer:

randiglensbo.dk sagde ...

Det er jo det glade vanvid - tænk, at det skal være så svært! Jeg forstår godt, at det ikke er alle, der orker at tage kampen op mod sådan noget galimatias!

Anonym sagde ...

Det er da noget af det mest absurde jeg længe har hørt (og jeg har faktisk hørt en del efterhånden)... det burde være en rutineopgave for lægerne og der er vel osse fordele ved at et par friske øjne vurderer om de ældre kan beholde deres kørekort... har hørt lidt for mange gange om læger der næsten ikke ku få sig selv til at skride ind når de havde kendt patienten i et helt praksisliv...

Håber I får styr på det.. ved fælles hjælp... for naturligvis kan verden jo ikke stoppe bare fordi en læge er sygemeldt... sært.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Selvfølgelig kan en vikar trække de nødvendige oplysninger. Nu håber jeg så bare, at far kan få sig sparket igennem. Han kan heldigvis godt være ret stædig :-)

Randi: Ja, rent gak! Og det er netop det værste; at mange lader sig affærdige af regelryttere uden almindelig sund fornuft.

Overlever: Ret så absurd! Ja, det ville da være udmærket med andre øjne end ens egen måske lidt for rare læge. Det håber jeg også, for selvfølgelig går verden sin gang på trods af syge læger.

Ellen sagde ...

Du GOdeste! Bureaukrati når det er værst og mest grotesk. Kan absolut billige Kafka-sammenligningen, selv om ikke engang han havde kunnet forestille sig det her, tror jeg.
Noget helt andet er, at det af indlysende årsager faktisk er ret fjollet, at det skal være egen læge, der foretager lige netop den slags undersøgelse.

Inge sagde ...

Hvis ikke det var en sand og oplevet historie, ville det være totalt grinagtigt.. En rigtig Catch 22 situation. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Ja ikke?! Det var den historie, jeg lige havde fået serveret igår. Det med at det nok burde være en fremmed læge, er vi ikke uenige om.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Præcis! Jeg kunne bare ikke finde på en god overskrift, hvori det indgik :-)

Laika sagde ...

Ha ha ja og tænk hvis lægen døde, så ville man ikke kunne få sit kørekort fornyet. Da jeg var yngre og skulle have kørekort blev vi henvist (af kørelæreren) til en læge inde i København som kun lavede lægeattester til kørekort. Han havde overhovedet ingen regulære patienter. Det var i 1970 ha ha.

@ sagde ...

Arj skyd mig! ;-D (det er altså virkelig tragikomisk)
Det er vist bureaukrati og regelrytteri af værste skuffe. Tak til lægesekretæren, som trods alt tog sig tid til at selv kontakte kommunen. Og til dig som insisterede over for kommunen og til den kommunale medarbejder, som henviste til sig selv ved evt. yderligere forhindringer. Godt der dog er nogle der kan tage ansvar i sådan en Marx Brothers situation :) Hahahahahaha. Det lyder som en sketch fra Cirkusrevyen ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Laika: Nej, hvis man er så uforsigtig at have en læge, der dør, så er det slut med kørekort ;-) Smart med en kørekorts-doktor. Men jeg kan slet ikke huske, at der var en lægeattest involveret i at få kørekort i sin tid. Var der virkelig det?

Liv: Det er (sgu) da tragikomisk, men du siger noget! Jeg må henvende mig til Cirkusrevyen, at jeg har skabelonen til et godt nummer. Tror du, jeg kan tjene kassen på det?

Mette sagde ...

Armen, alt der hører kommunen til ER besværligt. Man kan aldrig stille et simpelt spørgsmål til dem og få et simpelt svar.
Jeg havde følgende samtale med en hos min kommune:
Mig: Hvordan søger jeg handikapbil?
Dame: PÅ nettet, der finder du alt du skal bruge.
Mig Tak:)
En time senere ringer jeg tilbage...
Mig: Jeg forstår ikke spørgsmålet, hvor jeg igen skal beskrive mit forløb, skal jeg gentage mig selv eller? Kan du hjælpe?
Dame: Nej du kan læse på nettet, hvad du skal.
Mig: Jamen, der står ikke noget tydeligt svar?
Dame: Kan ikke hjælpe, alt foregår på nettet. Men vær forsigtig med, at få svaret korrekt ellers godtager vi den ikke.
Så jeg tog chancen og gjorde det jeg håbede var rigtigt og krydsede fingre. Dem krydser jeg stadig:)
Glad for der sad en sød dame, der godt kunne se det ikke rigtig passede. Håber din far snart har sit kørekort:) Go' weekend.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Synes helt klart, at din historie er værre, for du snakkede med en dame, der bare ikke ville hjælpe. Øv :-( Mon ikkefar får sat gang i tingene nu. Det tror jeg. Tak i lige måde :-)

Annemor sagde ...

Glad for søt dame i byråkratiet, det er dessverre mange som ikke er det.
Godt din far sbnart får sit serifikat i orden.
Klem :)

monica sagde ...

åh nej - kan godt forstå din far blev træt... det var dog helt utroligt...og til grin...

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, dejligt med en sød dame. Men ikke at det er så sjældent, at man lægger mærke til det, når man endelig møder en. Ja, der skal jo være orden i tingene :-) Klem tilbage.

Monica: Ja - til det hele :-)

@ sagde ...

@Midterfruen
Kassen ... bop, bop,det ved jeg altså ikke. Har ikke rigtig erfaring med den slags, men prøv at spørge Lisbet Dahl, hun er vist noget ved musikken derude ;-)

Tina Liel sagde ...

Sikke et cirkus!!! Trættende og irriterende - godt der kom en løsning! God weekend

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Jeg prøver da bare Lisbeth ;-)

Tina: Trættende og irriterende er de helt rette ord! Tak i lige måde :-)