Om blæksprutter og grisemaver

Mens vi venter på, at Gemalen holder op med at hoste, kommer der lige et forsinket rejseindlæg:

Da madlavning ikke hører til blandt mine spidskompetencer - eller yndlingsbeskæftigelser, har jeg forlængst forklaret Gemalen, at når vi har ferie, så skal jeg ikke lave mad. Vi kan købe ind til morgenmad og frokost. Det er fint med mig. Men bruge krudt på aftensmad, nix bix, det gider jeg ikke.

Altså går vi ud og spiser.

Det lyder måske dyrt, men det behøver det jo ikke nødvendigvis at være.

Og det er sjovere at gå ud og spise. Jo længere fra de mest turistede steder, jo sjovere. Synes vi.

I Portugal var vi heldige.

Allerførst syntes vi ganske vist overhovedet ikke, vi var heldige, for i den nærmeste by kunne vi den første aften ikke finde en eneste restaurant og måtte noget slukørede begive os ud i landskabet på må og få. 

Pludselig i et T-kryds lå der en restaurant, der, efter antallet af biler udenfor at dømme, var ganske velbesøgt. Der måtte vi ind.

Det viste sig at være en herlig langt-ude-på-landet-restaurant, hvor de lokale kom for at spise og hygge sig, mens fjernsynet kørte med nyheder eller landskamp i fodbold. Vi så blandt andet Portugal banke Israel i fodbold og en masse om den genåbnede Maddie-sag. Her var både kærestepar, ham den enlige og storfamilier med forældre, børn, bedstefar og tante.

Menukortet var ret stort. Og helt og aldeles på portugisisk.Men med lidt god vilje og hjælp fra den tjener, der talte bedst engelsk, gik det fint alligevel. Når vi er mest i tvivl om, hvad vi egentlig bestiller, sørger vi for at bestille tre forskellige retter,og så er der næsten altid noget, alle kan lide. Maden var aldeles udmærket. Ikke gourmet-mad og ikke fancy-pansy, men veltillavet og velsmagende. Og billig. Vi betalte 30-40 euro inklusiv rødvin, og vi gik mætte derfra.

Vi endte med at spise der fire ud af syv aftener, men fandt dog også andre restauranter. Det ene sted var dog lidt for fisefornemt, og det gad vi kun én gang. Et andet sted besøgte vi to gange. Her kunne tjeneren næsten ikke engelsk, så her var vi lidt ekstra udfordrede. Men pyt, tænkte vi. For vi syntes egentlig ikke, det var så svært at få i hvert fald en ide om, hvad menukortet indeholdt, da visse ord var genkendelige. 'Porco' betyder noget med gris, 'bife' er bøf, underforstået noget med oksekød, og 'vitela' er kalvekøds et-eller-andet. Så hvor svært kunne det være?

Men træerne voksede ikke helt ind i himlen. Da vi bestilte en salat med 'polvo' til Donnaen, var vi overbeviste om, at det var kylling. Det var det ikke.

Det var blæksprutte!

En meget lækker salat med marinerede grøntsager og altså blæksprutte. Som Gemalen og Fruen lynhurtigt satte til livs i den tro, at det nok var - endnu - en lille gratis forret. Oven i brød og ost og fiskepaté, som vi allerede havde fået.

Først da hovedretten kom på bordet, gik det op for os, at vi muligvis havde taget fejl. Men det betød ikke så meget, for alt kom ind på fade og i skåle, og der var tre tallerkener - og rigeligt med mad - selv om vi kun havde bestilt to gange hovedret. Så selv om tjeneren ikke kunne ret meget engelsk, så kunne han i hvert fald sørge for, at 'de tossede turister' følte sig godt behandlet.

Sådan synes vi, det er sjovest. Imødekommenhed og et godt grin over sære overraskelser får kun maden til at smage endnu bedre.

Således forlod vi Portugal med en masse gode madoplevelser i bagagen.

I Segovia gik det ikke helt så godt. Den første aften var okay, men den næste kom vi til igen at vælge en dyr og lidt for fisefornem restaurant. Og det betød, at betjeningen var mere korrekt, end den var imødekommende. Hvilket var ret uheldigt, da det faldt sammen med vores eneste helt store mad-flop.

Gemalen ville have noget bøf, og det var nemt nok. Fruen bestilte pattegris. Og det fik hun. En kvart pattegris prydede min tallerken. Men tilbehør var der intet af. Det skulle nok have været bestilt separat. Den fadæse har vi lavet før, men bliver altså ret knotne, når tjeneren ikke føler behov for at gøre noget for at undgå den situation.

Værst gik det ud over Donnaen. Der var en særlig ret på menukortet, som åbenbart var en lokal delikatesse. Selv om menukortet var på engelsk kunne vi ikke regne ud, hvad 'tripe' var, og tjenerens forsøg på at forklare det lød ret tilforladelig. Eller rettere; så tilforladelig ud. Han pegede på sin mave og sagde 'pig'. Altså mave og altså gris. Det mente vi godt, vi kunne forsøge. Det skulle vi så ikke have gjort, for vi havde i vores naivitet ikke forudset, at mave virkelig betød mave. Som i mavesæk. Som i kallun ...

Yrk! Delikatesse eller ej, Donnaen kunne bestemt ikke lide det. Og det kunne vi andre heller ikke. Vores eller normalt så velfungerende rotationsprincip var til ingen nytte, og tallerkenen blev skubbet væk og vi deltes om to retter. Tjeneren så det egentlig godt, men kom ikke spurgte, om vi ville bestille noget andet. Der var mad nok til tre i de to retter, men det kunne han jo ikke vide.

Så jeg sad og blev mere og mere indebrændt og havde egentlig besluttet, at drikkepenge var en by i Rusland og ikke en del af aftalen, men så kom jeg til at lave en lidt for frisk bevægelse, som sendte vores vandflaske i flisegulvet, hvor den gik i tusind stykker og spredtes ind under adskillige borde. Det sendte den - nu stakkels - tjener på overarbejde med kost og fejeblad, og så måtte jeg jo ryste op med drikkepenge alligevel. Syntes jeg.

Surt, men ikke nok til at spolere vores generelt gode madoplevelser. Næste aften spiste vi lækker mad for foden af Pyrenæerne. Og den sidste aften før de hjemlige gryder fik vi som det perfekte punktum feriens absolut bedste måltid. 

Tjeneren sagde godt nok 'rabbit', men
jeg tror bestemt, det var hare. Super lækkert!