Den yderste spids

At tage til Portugal i bil var ikke en ide, der kom til os ud af den blå luft. Godt nok er vi lidt tossede, men ...

Det skyldtes, at det var der, verdensmesterskabet i mountainbike-orienteringsløb for veteraner blev afholdt.

Gemalen ville gerne deltage, og da det lå lige op til efterårsferien, gav vi os selv grønt lys.

Lad det bare være sagt med det samme; Gemalen blev ikke verdensmester. Det var ikke en gang tæt på. Men han fik en hæderlig 9. plads den anden dag. Første dag lå han til en 11. plads, men blev - som flere andre - disket på grund af manglende klip på sidste post. De var flere, der mente, at det var postens elektronik, der havde været noget i vejen med, men da ingen lå i nærheden af præmierækken, gad de ikke rigtigt indgive protest. På trediedagen var Gemalen ved at tabe sit baghjul og mistede en masse tid på det. Det var en fejl40 fra mekanikerens (læs: Gemalens) side, så det snakker vi ikke mere om.

Men det var sjovt at være med. Og som altid en udfordring at køre i ukendt og anderledes terræn. Der var en del andre danskere med, og nogle klarede sig godt og andre mindre godt, og da Gemalen placerede sig nogenlunde, som han plejer i forhold til sine danske konkurrenter, var han egentlig rimelig godt tilfreds med sig selv.

Heldigvis tager selve løbene ikke så forfærdelig lang tid, så der var også god tid til alt muligt andet. Når det bare lige blev passet ind i programmet, forstås.

Så Fruen havde brugt en del tid i selskab med Lonely Planets Portugal-guide og et kort.

Desværre havde Lonely Planet brugt absolut nul sider på netop det område, vi befandt os i, så enten skulle vi langt omkring, eller også skulle jeg finde mine informationer andre steder. Resultatet blev lidt af begge dele.

En af de allerførste aftener tog vi turen ud til stranden for at se solen gå ned i Atlanterhavet. Der var en stor, skøn sandstrand, og at hele området ikke virker som om, det er særlig turist-overrendt - heller ikke om sommeren tilsyneladende - er egentlig sært. Havet er godt nok stort og voldsomt. Men så kan man jo soppe, eller surfe eller hvad ved jeg. Måske er området i virkeligheden fredet? I hvert fald ligger der en lagune med et meget rigt dyreliv lige bag stranden blot et stenkast væk.

Men Fruen ville have mere Atlanterhav. Hev kortet frem og pegede på Portugals sydvestligste spids, Cabo de Sao Vicente og meddelte Gemalen, at der ville jeg gerne hen. Der var en stor rød, landevej på kortet, og afstanden var overkommelig, så det så alt sammen ret tilforladeligt ud.

Det var før, vi rigtigt havde lært de portugisiske landeveje at kende.

Det kom vi så til den dag.

De portugisiske landeveje er ikke særligt velholdte. Til gengæld er de mange steder meget snørklede. Omfartsveje i forbindelse med byerne er ikke noget, man gør i, og i øvrigt er der meget tung trafik.

Hvilket betød, at vi var noget længere tid om at nå frem end forventet. Og Gemalen følte mere end én gang behov for at pointere, at det altså ikke var ham, men Fruen selv, der havde foreslået turen ...

Frem nåede vi dog. Og der var flot. Rigtig flot. 

Ikke nogen sandstrand der, men kæmpestore, lodrette klipper, der er helt flade ovenpå. Det er ret spøjst at komme kørende i et ret fladt område, helt ud til spidsen og så konstatere, at det bare går lodret ned. Et lille bygningskompleks med et fyrtår, et lillebitte museum, toiletter og vistnok en café udgjorde det endelige punktum. Men det er udsigten og klipperne i sig selv, der er hovedattraktionen, og stedet var velbesøgt, selv på en torsdag eftermiddag uden for alle almindelige ferier. Store turistbusser brummede kontinuerligt frem og tilbage og lukkede turister - formentlig fra det nærtliggende Algarve - ud. Hvorfor der også er basis for en hel række interimistiske boder med alskens tingeltangel, pølser og pandekager.

Vi delte en af sidstnævnte og kørte videre til den næste pynt mod øst. Hvor der i sin tid har været et fort, Fortaleza de Sagres. Herfra har man, med skiftende held, kunnet beskyde sørøvere, englændere og andre ubudne gæster, som har forsøgt landgang i de små fiskerlejer i bunden af bugten. Vi kunne sagtens have brugt mere tid på stedet, men havde desværre kun cirka 40 minutter til rådighed, før lukketid.

Og så var det ellers med at komme hjem.

Gemalen skulle køre sit første løb dagen efter og var en anelse utilfreds med udsigten til en lige så lang - og især krævende - tur hjem. Så vi tog motorvejen. Det var godt nok en omvej på 80 kilometer, men det var både hurtigere og behageligere. 

Kig mod øst fra Cabo de Sao Vicente.
Den hvide streg, som måske kan anes over
klippen til venstre, er byen Sagres, 4-5 km væk.