Mange flere end Gemalen, der dog er ældre end mig.
Til nogle har vi ikke været så mange, til andre rigtigt mange, og en enkelt gang kom jeg aldrig inden for i kirken, men måtte stå i et stuvende fuldt våbenhus og prøve at høre, hvad der foregik.
Men aldrig har vi været så få som til Farmors bisættelse.
Vi vidste godt, at sådan ville det blive. For alle Farmors mange søskende er forlængst væk. Og det samme er de venner og bekendte, hun tidligere havde. Desuden flyttede vi hende for kun knap fire måneder fra det nordsjællandske til det midtjyske, hvor hun ikke nåede at lære de øvrige beboere på plejehjemmet at kende. Og de ikke hende.
Så tilbage var der kun os.
Plus mine forældre. Gemalens to voksne døtre. Og en enkelt ansat fra plejehjemmet.
Ikke mange.
Og jeg havde haft mine bange anelser.
Ville det blive forfærdelig bart? Ynkeligt? Ikke til at holde ud?
Nej.
Præsten, som iøvrigt var sommerferieafløser fra et nabosogn, gjorde det virkelig godt. Degnen formåede at synge, så salmesangen ikke lød som om, der sad tre forskrækkede gråspurve og pippede i et hjørne. Og den yderst professionelle bedemand var på plads og sørgede hurtigt og effektivt for, at kisten kunne trilles ud af kirken til rustvognen, når der nu ikke var nok til at bære.
Det var småt, men godt.
Bagefter tog vi hjem og spiste en hyggelig frokost på terrassen.
Og endte med at gå i seng med en god fornemmelse i maven oven på en veloverstået dag.
13 kommentarer:
Godt det blev en god oplevelse for jer alle.
Antallet er ikke vigtig, det er den gode fornemmelse i maven til gengæld.
Mette: Ja, det var dejligt :-)
Inge: Du har helt ret :-)
Pyt med hvor mange I var, bare det blev en god bisættelse.
Det glæder mig, at I fik en god afsked. For heldigvis betyder det ikke noget, at kirken ikke er fuld.
Rejen: Jep, 'god' er nøgleordet :-)
Susanne: Tak. Næh, men det lyder altså ikke af så meget, hvis kun en håndfuld forsagte stemmer skal fylde kirken, så jeg var altså glad for at have en godt syngende degn :-)
Slik blir det ofte for den eldste generasjonen.
Men det kan likevel bli et vakkert farvel. Og det ble det.
Klem :)
Inger er bare for hurtig ... det ville jeg jo have sagt :-)
Men rigtigt er det, og hvis I alle havde en - under de givne omstændigheder - en god dag, så har I også noget godt at mindes sammen.
Det lyder som en fin afsked med farmor. Dejligt for jer alle. Vi har i dag været forbi min farmors gravsted, så Bean kunne møde sin navnesøster - og hun bøjede sig spontant ned og aede gravstenen. Pointen: kærlighed er ligeglad med størrelser, antal og afstand.
det er ikke mængden af fremmødte der tæller , men jeres afsked med farmor, og det lyder som om det. hele gik godt og i fik sagt farvel på en god måde ❤
Vi har prøvet det samme, og det er ikke nødvendigvis alderen der er afgørende for fremmødte kirkegængere, selvom det selvfølgelig er medvirkende til det. Da Allans faster blev begravet, kunne det let tælles på to hænder og både præst og degn måtte bære kisten sammen med os. Det blev også en fin afsked, og det er det vigtigste.
Mormor: Ja, hvis man overlever alle sine nærmeste, kan der blive lidt tomt. Men et godt farvel blev det alligevel. Klem tilbage :-)
Ellen: Vi havde en - under de givne omstændigheder - god dag. Og det var dejligt :-)
Østfront: Ja, det var en rigtig god afsked. Hvor sødt, at Bean aede gravstenen :-)
Jonna: Nej, det er det ikke nødvendigvis. Men jeg kender da mange, der alligevel lægger ret stor vægt på, at der kommer mange ... Det gik godt. Bla. fordi udenoms-personerne også gjorde deres til, at det skulle gå godt.
Pia: Nej, ikke nødvendigvis, men det kan tynde alvorligt ud i rækkerne, hvis man bliver meget gammel. I oplevede så heldigvis også, at både præst og degn gjorde deres for, at begravelsen forløb på bedste måde. Og ja, det er selvfølgelig det vigtigste :-)
Send en kommentar