MoMA med mere

Da vi forlod Central Park, begyndte det at dryppe, og vi søgte tilflugt i Apples kælderbutik på hjørnet. Det vil sige; 'kælderbutik' giver måske nok de forkerte associationer, for selvfølgelig var Apples underjordiske flagship-store præcis så fancy, som man kunne forvente af dét firma/brand på dét sted. Måske næsten lidt for meget, og vi stod hurtigt oppe på gaden igen.

Fifth Avenue er jo mange ting. For Donnaen var det først og fremmest Abercrombie & Fitch. Og mens moderen funderede over sammenhængen mellem profit og beliggenhed, entrede vi de hellige haller. Hvorfor der skal være så mørkt, er mig stadig en gåde. Men det skal der altså. Ligesom musikken skal være (enerverende) høj. Heldigvis er der også lænestole i A&F, og mens Donnaen gik på opdagelse, bemægtigede jeg mig en stol, som jeg først forlod igen, da der skulle betales.

De sagnomspundne unge fyre med bar overkrop og sixpack havde vi ikke set noget til, og Donnaen hang lidt med ørerne ved tanken om at skulle drage hjem til Danmark uden at have set en eneste. Men - oh mirakel - da vi nærmede os udgangen, kunne vi pludselig se en af slagsen. Donnaen trådte sig selv over tæerne, og havde den søde pige med kameraet ikke hevet hende frem til fotografering, havde hun kunnet stå der længe. Nu er hun den lykkelige ejer af et billede af sig selv, i en noget betuttet udgave, ved siden af en - heldigvis mægtig sød - A&F-sixpack-gut.

I mellemtiden var det blevet midt på eftermiddagen, og moderen syntes, det var på høje tid at spise frokost. Og havde en skummel plan. For med gratis adgang til MoMA (Museum of Modern Art), kunne vi indtage frokosten i MoMAs cafeteria, og så kunne vi jo altid liiige se, om det kunne blive til en etage eller to på museet.

Vi fandt cafeteriaet, som overhovedet ikke ligner sådan et (iøvrigt okay) Autobahn-cafeteria, som jeg havde forestillet mig. Der var nærmere tale om en discount-restaurant, hvor der både var menukort og personlig betjening ved bordene, men samtidig en meget tæt bordopstilling og et meget synligt bordnummersystem for at lette betjeningen.

Jeg faldt over nogle bruschettaer og blev en smule forvirret, da jeg blev spurgt, om vi ville have choco-chips- eller oatmeal-cookies. To af hver bestemte vi os for. Og fattede først sammenhængen, da en venlig tjener kom ind med tomatsuppe til os begge. Jeg havde i skyndingen overset, at bruschettaerne var en del af en hel lille menu ... Men heldigvis for det, for Donnaen var ikke vild med dem, bruschettaerne altså, men skovlede tomatsuppe ind med stort velbehag.

Vi var igen mætte og veltilpasse, og jeg spurgte Donnaen:

- Skal vi så ikke lige gå en runde, nu vi er her?

- Nej, det gider jeg ikke, meddelte Donnaen.

- Hvad så med i hvert fald at se Andy Wharhols billeder? Du ved, ham med Marilyn Monroe. Og dronningerne. Og dyrebillederne, vi har hjemme på væggen.

- Okay, men hvor er hans billeder så?

Vi spurgte en kustode og fandt hans Gold Marilyn Monroe et par etager oppe. De andre Wharhol-værker var udstillet andre steder på museet, og nu gad Donnaen ikke mere.

- Husk, det er min tur. Iøvrigt fryser jeg, protesterede hun.

Det måtte jeg så prøve at huske, og desværre måtte jeg give Donnaen ret. Der var så koldt på museet, at det slet ikke var nogen fornøjelse at gå rundt i shorts, som Donnaen gjorde. Formodentlig af hensyn til de udstillede genstande, men ikke så rart for de sommerligt klædte besøgende.

Udenfor var det blevet rigtigt regnvejr, og vi smuttede over gaden til MoMA Design Store, hvor vi panikkøbte en paraply og et tørklæde til Donnaens hals. 

At færdes i New York med paraply er vist noget, man skal øve sig på. Vi syntes i hvert fald det var svært at undgå enten at stikke eller selv få stukket øjne ud, men lykkedes dog med at bevæge os uskadte hen til Rockefeller Center og tage turen med elevator op til Top of the Rock, 66 etager oppe. 

Selv i regnvejr var der en formidabel udsigt over Manhattan. Især var det sjovt at 'komme op' og kigge på the Empire State Building, da det jo er det eneste sted, man kan netop det.

Hvad jeg ikke vidste var, at netop denne skyskraber er stedet, hvor det verdensberømte billede af frokostspisende bygningsarbejdere på stålbjælke i sin tid blev taget. Men det blev man i høj grad gjort opmærksom på med souvenirs, t-shirts og meget andet. Desuden kunne man få taget sit eget bjælke-billede, hvor den drevne fotograf selvfølgelig lavede et fint lille nummer ud af, at Donnaen skulle lade som om hun skubbede sin mor ned ...

Vel nede og ude i regnen igen syntes Donnaen ikke længere, det var sjovt at gå rundt i shorts. Og jeg selv var heller ikke helt fornøjet over gentagne gang at få skyllet mine sandaltæer i rendestensvand. Så vi vendte næsen hjemad. 

På vejen hen for at finde en station kom vi forbi den afdeling af New York Public Library, hvor Carrie (Sex and the City) skulle have været gift med Mr. Big. Egentlig skulle vi have set lidt nærmere på den flotte bygning, men lige på det tidspunkt var humøret ikke til det. Så vi fortsatte bare til stationen, kørte et stop på tværs til Grand Central Station (som vi heller ikke så nærmere på, som vi burde) og tog turen hjem.

Til fodbad, lange bukser og aftensmad i Little Italy.

Little Italy by regnvåd night.