Flittig, flittig - flad

Pyh!

Her sidst på søndagen føler jeg mig altså godt brugt.

Det er lidt pinligt at indrømme, at der ikke skal mere til at gøre mig træt. Men jeg undskylder mig med, at det er tidligt på sæsonen. Have-sæsonen, cykle-sæsonen og så videre.

I morges var jeg ude at løbe, altså lunte. Det er godt nok længe siden sidst - bort set fra igår, og det kan mærkes. Det meste af kroppen synes, det er nogenlunde okay, men venstre ben mener ikke, at det er blevet spurgt, så det opfører sig ret fornærmet og kontrært. Lidt træls, for ellers er det dejligt at komme ud under de nyudsprungne bøgetræer. At der så ligger ind til flere knallertvrag i skovbunden, ærgrer mig en del og undrer mig såre. Hvordan pokker er de havnet dér? De er jo ikke selv kørt derind for at lægge sig til at dø.

Efter en formiddag med fredelige gøremål cyklede Donnaen og jeg over til en veninde, som Donnaen ikke havde besøgt før og derfor var lidt usikker på, hvor boede. På den forkerte side af en af byens mere ondsindede bakker. Det var ikke nogen overraskelse, men jeg havde ikke taget med i betragtning, at vi ville få en strid pelikan lige i næsen hele vejen op. Så jeg var temmelig kogt, da vi endelig nåede frem. Donnaen, der - i modsætning til sin mor - er i supergod form, havde derimod ingen problemer.

Vel hjemme og et krus kaffe senere var det græsplænens tur. Første gang i år og temmelig tiltrængt visse steder. Og bøvlet som aldrig før. Plænen ligger lige så skråt, som den plejer, og oven i mine påskeliljer har jeg nu også anbragt et bed med buske og spiste tulipaner ude midt i plænen. Det var derfor om at holde tungen lige i munden - og ledningen uden om især påskeliljerne. Det lykkedes mig at undgå at rykke hovedet af en eneste, og jeg blev derfor desto mere knotten på Gemalen, da han nedlagde en, da han kørte grillen op på plads.

Bagefter kunne jeg fornøje mig med at rive plænen. Resultatet var en hel sæk af mestendels mos og en lille smule græs. Under alle omstændigheder pyntede det.

Til sidst fremstillede jeg et duftværn eller måske snarere hørme-stakit om mit bed. Hvidrumperne har nemlig været på spil igen, og forsøget med at pisse territoriet af må erklæres for mislykket. I stedet har jeg investeret i hjortetaksolie og plantet små stærkt stinkende pinde hele vejen rundt om bedet, (som heldigvis ikke ligger lige op til terrassen).

Så håber jeg, at dét hjælper. I hvert fald er det en absolut ubehagelig stank. Derfor er det også dumt at spilde på sig selv. Ved jeg nu ...

Nedlagt påskelilje plus den næstenspiste
tulipan, der nu er sprunget ud.