Jeg var til frisør igår.
Og som sædvanligt kaglede vi løs, frisøren og jeg
Vi har begge døtre, der skal konfirmeres her lige om lidt, så alle forberedelserne skulle lige op at vende. På et tidspunkt nåede vi også til transporten fra kirke. Ingen af os har bestilt hverken helikopter eller limousine. (Ja, vi er kedelige). Men så siger hun, frisøren pludselig:
- Nu kan det da forresten være, at vi slet ikke skal køre i vores egen bil, for den har Folmer (frisørens mand kunne hedde Folmer, men det gør han ikke) lige smadret.
- ??
- Ja, jeg kunne være blevet enke idag, fortsatte frisøren, og jeg kunne pludselig se, at hun faktisk så lidt rystet ud.
Folmer var kommet kørende ad de midtjyske landeveje på vej til arbejde, da en modkørende lastbil taber is fra taget. Isen rammer Folmers bil, smadrer frontruden og passagersædet. Folmer selv slap med småskrammer.
Gys, gåsehud og ondt i maven!!
Jeg tror ikke, man kan dø af skræk på anden hånd. Og slet ikke på tredie. Men når konfirmation og ulykke med lastbil indgår i den samme samtale, så kan jeg mærke, hvordan det går rent ind og rammer lige i sjælen.
Nogle oplevelser sidder åbenbart så dybt i en, at det kan føles som en mental mavepumper, når noget trigger ens hukommelse.
For mere end ti år siden blev vores genbo-sønnen dræbt af en højre-svingende lastbil.
Mindre end en måned før sin konfirmation.
En hyggelig konfirmationsfest blev i stedet til en sørgelig og sjælsoprivende begravelse.
Nu er der under en måned til Donnaens konfirmation, og jeg vil gerne være fri for flere af den slags uhyggelige historier, der giver mig lyst til at spærre hende inde.
12 kommentarer:
Ufff.. det er trælse minder at få trukket frem..
Det var lige en tand for dramatisk en historie at få serveret til klipningen, men jeg kan godt forstå, din frisør følte trang til at fortælle om det.
Det is-nummer kan en chauffør vist miste kørekortet på, så vidt jeg husker; han skal sørge for at fjerne is på taget, inden han kører ud - men det er jo som at kaste brønden til, når barnet er druknet, hvis det var gået værre end det gik, og man har under ingen omstændigheder åndsnærværelse til at bemærke detaljer vedr. identiteten på lastbilen, selv om udfaldet heldigvis ikke medførte den alvorligste ulykke ...
Det var da også skrækkeligt med drengen, der blev dræbt - enhver forælders mareridt.
Inge: Det er nemlig meget uff ...
Ellen: Ja, mon ikke. Jeg var selv buset ud med det efter max 20 sekunder. Faktisk havde Folmer åndsnærværelse nok til at køre efter og standse synderen (det havde jeg ALDRIG haft), så det bliver hans forsikring, der kommer til at betale. Men jeg tror ikke, at det blev politianmeldt, og så er historien jo ikke længere. Ja, forfærdeligt - kan stadig give mig myrekryb at tænke på.
Hold da op en historie med isen på taget. Der kan hurtigt ske noget - godt at det ikke gik værre. Jeg synes, det er fantastisk, at Folmer havde åndsnærværelse til at følge efter lastbilen, det havde jeg heller aldrig haft.
Med hensyn til den anden ulykke, så kan man tage den som en stor påmindelse om, hvor skrøbeligt livet faktisk er, og at man skal huske at leve hver eneste dag.
Kan godt forstå din hang til at spærre hende inde, men det er nok det klogeste ikke at gøre det.
Men du må gerne lære hende at holde sig bag lastbiler - osse selvom de ikke blinker til højre.. for det kunne jo være et defekt blinklys eller en distræt chauffør.
kan godt forstå det gyser i dig ,,,frygteligt som det kunne ha gå galt. med din frisørs mand ,,,
Uha, kan godt forstå det giver ubehagelige fornemmelser i maven og kan godt forstå at du har lyst til at spærre Donnaen inde.
Uh, en tung samtale hos frisøren. Især når du har sådanne minder...
Stegemüller: Ja, det er ret cool at køre efter synderen :-) Man skal nemlig huske at leve hver eneste dag.
Overlever: Næh, indespærring holder jo ikke i længden ;-) Vi prøver at lære hende at tro det værste om lastbiler og deres chauffører ...
Jonna: Ja, det gyser i mig. Men heldigvis gik det jo godt for Folmer :-)
Rejen: Ja ikke? Men som skrevet til Overleveren, det holder jo ikke i længden det der indespærring ;-)
M.S.: Nu skete der jo heldigvis ikke noget med frisørens mand, men bare tanken kan jo godt ryste en. Og jeg kan i hvert fald godt forstå, at frisøren havde behov for at snakke om det.
Lest og medgrøsst en smule.
Mormorklem :)
Mormor: Klem tilbage til dig :-)
Send en kommentar